Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kvinden og blafferen

Hej Tor
Jeg har en sang på hjernen. Jeg vil tro den er fra først i 90’erne. Den handler om at hun samler en blaffer op, som hun har en én-gangsaffære med. Hun har en anden mand og vil derfor ikke have noget med ham at gøre, hvorfor hun stikker af uden at fortælle blafferen hvorfor. Så en dag møder hun ham og hun fortæller ham hvorfor hun bare gik. Jeg håber du kan hitte rede i min beskrivelse og komme med at bud! (forkortet, red.)
Med venlig hilsen
Marianne Jensen

Hej Marianne
Jo, jeg kan godt følge sporet, for det er All I Wanna Do Is Make Love to You med Heart. Det var dog ikke Heart-medlemmerne, der skrev sangen, men derimod Robert John “Mutt” Lange, som i mange år har arbejdet sammen med sin ven Bryan Adams og sin hustru Shania Twain. Egentlig havde han haft Don Henley i tankerne, men nummeret havnede hos Heart, der i 1990 fik et stort hit – og en del omtale på grund af historien i sangen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Darleens

Hej!
Den danske country-gruppe Darleens, har de udgivet en opsamlings-cd/greatest hits, og kan den evt. skaffes?
Med venlig hilsen
Jens

Hej Jens
Nej, desværre. Darleens debuterede i 1991 med pladen Darleens og fulgte succesen op med Twisted i 1993, før de gik hver til sit. I 2003 blev de atter samlet og udsendte de albummet This Is Darleens, så hvis du anskaffer dig disse tre CD’er, har du hele deres repertoire samlet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Dansk Deep Purple-jubilæum

Deep Purple var nogle af de vigtigste fødselshjælpere, da den hårde rock kom til verden – og en af de helt vigtige begivenheder fandt sted i Danmark. På søndag er det 40 år, siden Deep Purple i Kastrup debuterede som liveband før deres gennembrud. I samme periode fik gruppen, der tidligere havde heddet Roundabout, deres mærkværdige, ”dyb-lilla” navn.

Guitaristen Ritchie Blackmores bedstemor var glad for den sentimentale 1930’er-sang Deep Purple, og historien fortæller, at hun flere gange spurgte, om barnebarnet og hans venner mon ikke havde lyst til at tage den med på repertoiret. Gruppen tog navnet, men lod sangen og genren ligge, og Deep Purple giver i øvrigt to koncerter i Danmark senere i år.

Kategorier
Musiknyheder

Elton John hjælper Hillary Clinton

Den amerikanske præsidentkandidat Hillary Clinton fik i sidste uge hjælp fra Elton John, der gav både personlig støtte og koncert i New York. I den anledning benyttede Clinton sig ifølge AP af et gammelt Elton John-citat for at understrege sin kampgejst trods modgangen: ”I skal vide, at jeg stadig står oprejst, og jeg tror på, at dette land er værd at kæmpe for”, sagde hun med reference til nummeret I’m Still Standing.

I forhold til modkandidaten Barack Obama er Hillary Clinton blevet kritiseret for ikke at bringe fornyelse, men blot læne sig op ad fortidens folk. I det lys er det måske dumt at afholde et støttearrangement med en 61-årig sanger samt citere et 25 år gammelt hit i sin tale – men til gengæld fik hun med Elton Johns hjælp indsamlet 2,5 millioner dollars til valgkampen…

Kategorier
Musiknyheder

For Once In My Life – igen

Mange har på det seneste nynnet med på For Once In My Life, efter at Martin fra X Factor har givet nummeret ny opmærksomhed, men også den amerikanske soulstjerne Michael McDonald har gravet sangen frem på en plade, der netop er udkommet.

For Once In My Life forbindes af de fleste med Stevie Wonder, men det var faktisk sangerinden Jean DuShon, der lagde stemme til den allerførste – og meget langsomme – version. Chefen for Motown-pladeselskabet bremsede dog udgivelsen, fordi han kunne se både fornuft og forretning i at lade den unge superstjerne Stevie Wonder lancere nummeret i stedet. Den ”oprindelige” version med Jean DuShon kan høres her, og nu er For Once In My Life også med som et af de mange covernumre på det nye album Soul Speak med det tidligere Doobie Brothers-medlem Michael McDonalds.

Kategorier
Musiknyheder

Mariah Carey overhaler Elvis

Succes er umuligt at måle præcist, men følger man antallet af førstepladser på den amerikanske hitliste, har Mariah Carey netop overhalet Elvis Presley. Sangerinden skriver med sin nye single Touch My Body hitlistehistorie ved at få sin attende førsteplads i USA.

Succesen startede i 1990 med Vision of Love, som også blev nr. 1 i hjemlandet. Den dengang ukendte Mariah Carey havde lavet en demoversion af nummeret, men dets 1950’er-inspirerede shuffle-stil var lidt for gammeldags for pladeselskabet. Så sammen med en erfaren producer blev tempoet ændret, en pirrende intro blev tilføjet og nye musikere sat på opgaven. Og til sidst stod holdet med et gennembrudshit mellem hænderne. Mariah Careys 18 amerikanske førstepladser fra Vision of Love til den nye Touch My Body overgås dog stadig af rekorden på 20, som The Beatles sidder på.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Da farfar var ung

Hej Tor!
Hvem sang “Da farfar var ung”?
VH Niko

Hej Niko
Det var gruppen To Jyder, der indspillede Da farfar var ung, og du kan finde den på flere opsamlings-CD’er med gamle dansktophits. Blandt andre I Dagens Anledning Vol. 2, Danske træffere – dansktophits 1968-1977 og Så længe jeg lever – Alle tiders dansktopslagere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bakkens pris

Hej Tor Bagger
Vi har ledt efter teksten til en meget morsom – og overraskende sang. Jeg kan huske, sangen blev sunget af Helge Kjærulf-Schmidt. Først sang han et vers igennem. Så sagde han, at den måske var lidt kedelig, så sang han en del af verselinierne – jeg tror endda, han anvendte flere melodier til dele af versene. Jeg syntes, det var en helt formidabel skrevet sang. Jeg er nået til, at det drejer sig om Leo Tontis gamle revyvise til Bakkens pris fra Cirkus Revyen 1956. Kan du fortælle, hvor jeg kan finde teksten? (forkortet, red.).
Med venlig hilsen
Torben Steen Rosenberg

Hej Torben
Du har selv leveret en lille del af svaret. Jeg kan tilføje lidt mere og hører gerne fra læsere, der kan fuldende det. Det er nemlig ikke lykkedes mig at finde teksten i nedskrevet form, men Helge Kjærulff-Schmidts version af Bakkens pris findes på den gamle dobbelt-LP Københavnerliv vol. 7, som kan bestilles på biblioteket. Så kommer du i hvert fald den overraskende tekst et godt skridt nærmere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger