Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Stevie Wonders Jackson-hyldest

Hej Tor
I aftes (tirsdag d. 7. juli, red.) så jeg mindeshowet for Michael Jackson, som jeg syntes var meget rørende. Især var jeg betaget af Stevie Wonder. Men hvad var det for nogle sange han sang. Kan du hjælpe med at finde dem for mig.
På forhånd tak
Camilla

Hej Camilla
Begge numre, Stevie Wonder optrådte med, er fra 1970’erne. Han indledte med Never Dreamed You’d Leave in Summer, som stammer fra hans 1971-album Where I’m Coming From. Derefter gik han over i They Won’t Go When I Go fra pladen Fulfillingness’ First Final, der udkom i 1974.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Anne Linnets mail

Hey Tor
Jeg har ledt og ledt men kan ikke finde e-mailen til Anne Linnet da jeg har et spørgsmål til hende. Håber du kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen
Hende fra landet

Hej!
Det er meget almindeligt, at musikeres e-mail-adresser ikke er frit tilgængelige – så selv hvis jeg havde Anne Linnets private adresse, burde jeg nok ikke give dig den. Jeg vil derfor anbefale dig at kontakte hendes pladeselskab Sony Music Entertainment eller bookingbureauet Lykke Music & Events, der står for nogle af Anne Linnets arrangementer.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Rockens fødselsdag med That’s All Right mama

På søndag er det 55 år siden, musikhistorien blev ændret for altid. I juli 1954 stod en ung mand ved navn Elvis Presley i Sun Studios i Memphis. Sammen med sin guitarist og bassist sad han og pjattede sig igennem sangen That’s All Right Mama, da produceren Sam Phillips afbrød dem og spurgte, hvad de havde gang i. ”Det ved vi ikke”, lød svaret, hvorefter Sam Phillips gav dem beskeden: ”Gør det igen!”. Han havde tidligere ytret, at hvis han kunne finde en hvid mand med sort lyd og sort stil, ville han kunne blive milliardær – og pludselig stod Elvis i hans studie. Om det reelt var den første rock’n’roll-indspilning, kan musikarkæologer diskutere længe, men den 19. juli 1954 udkom debutsinglen med kongen selv, That’s All Right Mama.

Kategorier
Musiknyheder

Gasolin’ med svensk succes

Den allersidste gang, Gasolin’ stod samlet på en scene, var under en koncert i Sverige i august 1978. Sommeren igennem havde rygterne svirret om gruppens endeligt, og Gasolin’ var i juli endda blevet udråbt som ”opløst” på forsiden af Jyllands-Posten, men hver gang blev rygtet afvist. Der gik dog kun få måneder efter koncerten i Folkets Park i Malmø, før bruddet var officielt.

Dengang var gruppen voldsomt populær i Sverige – og også i Norge – og broderfolket har tilsyneladende ikke glemt Kim Larsen & Co. I sidste uge erobrede Gasolin’ nemlig førstepladsen af den svenske albumliste med opsamlingspladen Masser af succes, der er skabt til det svenske marked. Opsamlingen, der også er mulig at købe i Danmark, indeholder én CD med deres største hits og én med koncertoptagelser.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Like a Roller Coaster

Hej Tor
Jeg har en i min afdeling, der leder efter sangteksten til Sugar & The Lollipops Like A Rollercoaster. Kan du finde den til mig.
Med venlig hilsen
Ann Stjerne Linaa

Hej Ann
Mange har haft svært ved at opdrive Like a Roller Coaster, og det samme gælder desværre teksten. Til gengæld kan jeg fortælle, at nummeret, der hidtil nærmest kun har været at finde på gamle vinylsingleplader fra starten af 1980’erne, nu også kan fås på CD. Der er netop udsendt en tredobbelt CD med sange fra Jørgen de Mylius’ tv-show Eldorado i 1980’erne, hvorpå Like a Roller Coaster findes. Måske kan I aflure teksten herfra…
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: I Danmark er jeg født

Hej Tor
For tiden kører der en tv-reklame fra Visitdenmark, hvor man hører en anderledes udgave af ”I Danmark er jeg født”. Hvem synger den og kan den købes?
Carsten

Hej Carsten
Musikken fra tv-reklamen er et par år gammel, for den stammer fra Isam B’s album Institution. Isam B. er bedst kendt som et af medlemmerne i trioen Outlandish, der synger og rapper på blandt andet engelsk, spansk og arabisk, men hans soloplade fra 2007 er på dansk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

George Harrisons bedste samlet

I tiden efter The Beatles nød George Harrison solosucces i både 70’erne og slutningen af 80’erne. Det store spænd mellem disse perioder er en af årsagerne til, at der ikke tidligere er udsendt en opsamlingsplade med alle Harrisons bedste sange, men det er der nu rådet bod på. Albummet Let It Roll – Songs By George Harrison indeholder blandt andet My Sweet Lord fra 1970 og den sang, der i 1987 gav ham det store comeback.

Helt siden i starten af 1960’erne havde han haft lyst til at indspille Got My Mind Set On You, som han i USA havde hørt med James Ray, men det lykkedes aldrig at få den med på Beatles-repertoiret. I stedet blev hans egen coverversion et stort hit, og den er derfor også med på den nye opsamling. Ud over George Harrisons solosange indeholder Let It Roll også liveoptagelser af hans tre vel nok mest kendte Beatles-sange, Something, Here Comes the Sun og While My Guitar Gently Weeps.

Kategorier
Musiknyheder

Bon Jovi støtter det iranske folk

På internettet florerer i disse dage ikke blot videoklip af protester mod valgresultatet i Iran, men også en sang, der støtter iranerne. Det er den eksil-iranske sanger Andy Madadian og rockstjernen Jon Bon Jovi, der har genindspillet klassikeren Stand By Me for at sende et signal om verdensomspændende solidaritet med det iranske folk ifølge Billboard.com. Andy Madadian havde allerede aftalt med sin amerikanske producer at indspille sangen, da de uden for studiet mødte hele Bon Jovi-bandet midt i deres frokostpause. Da bandet hørte om planerne, sprang de med på projektet, så man nu kan høre Andy Madadian og Jon Bon Jovi synge på såvel engelsk som farsi på den nye udgave af Ben E. Kings Stand By Me. Nummeret, der kan høres på Youtube, bliver ikke sat til salg på traditionel vis, men skal udelukkende spredes via internettet.