Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Do Wah Diddy Diddy

Hej Tor
Det handler om Do Wah Diddy. Jeg kender selvfølgelig nummeret fra tresserne, men jeg kan også huske en version fra firserne, som var meget festlig. Kan du hjælpe med at finde den?
Hans Jørgen

Hej Hans Jørgen
Den oprindelige Do Wah Diddy Diddy var med The Exciters, men mest kendt er Manfred Manns version fra 1964. Den er genindspillet mange gange, men når du peger på en version fra 80’erne, vil jeg tro, at du tænker på The Fools’ udgave, som jeg mener er fra 1985. Du kan se den på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Night Chicago Died

Hej Tor
Jeg har engang i et TV-program hørt Jimmy Jørgensen synge en sang, hvor noget af teksten går: “I heard my momma cry, in the night when Chicago died”. Hvad er det for en sang? Og er den udgivet?
Med venlig hilsen Heidi

Hej Heidi
I hvilket tv-program, du har hørt Jimmy Jørgensen synge dette nummer, kan jeg ikke sige, men jeg kender udmærket sangen. Den hedder The Night Chicago Died og handler om begivenheder omkring 1930, hvor politiet i Chicago bekæmpede gangsterkongen Al Capone. Det var den engelske gruppe Paper Lace, der i 1974 havde et hit med The Night Chicago Died. Du kan høre hele nummeret på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Countryperler fra Cash’ datter

Countrylegenden Johnny Cash døde for nogle år siden, men han bærer alligevel en stor del af ansvaret for en helt ny plade, der udkom forleden. Da hans datter Rosanne Cash som stor teenager for mange år siden for alvor begyndte at interessere sig for musik, gav han hende nemlig en liste, der skulle sikre, at hun ikke kun fik smag for rock og pop. Listen indeholdt titlerne på 100 store countrysange, som han mente, hun burde kende, og det er sange fra denne liste, Rosanne Cash nu har indspillet. Med prominente gæster som Bruce Springsteen og Elvis Costello udsendte hun i mandags albummet The List med countryklassikere som Heartaches by the Number, Motherless Children og Silver Wings.

Kategorier
Musiknyheder

Nyt fra Natalie “Torn” Imbruglia

I denne uge er der kommet nyt album fra den australske sangerinde Natalie Imbruglia, som er mest kendt for sangen Torn fra 1997. Dengang fik hun verdensomspændende succes med nummeret, der i Danmark allerede var kendt som Brændt med Lis Sørensen.

Produceren Poul Bruun havde nemlig opsnappet en demo-version af sangen med et helt ukendt amerikansk band og sørgede for at få lavet en dansk version af Torn. Senere sørgede han for, at den norske sangerinde Trine Rein fik øjnene op for nummeret, som hun indspillede sammen med produceren Phil Thornalley, der havde været med til at skrive Torn – og først derefter introducerede Thornalley Natalie Imbruglia for sangen, der blevet hendes store gennembrud. I mandags udsendte Imbruglia pladen Come to Life, hvor hun blandt andet arbejder sammen med Coldplay og Brian Eno.