Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Peters jul

Hej!
Det sner, det sner – og da julen som bekendt varer lige til påske, kan jeg jo godt stille dig dette spørgsmål: Hvor finder jeg Michael Bundesens udgave af Peters Jul – elsker den og har ledt længe.
Mvh Aje

Hej Aje
Ja, selvom det ikke er julesne, der falder hvid, så kan man vel godt glæde sig i denne tid – om ikke andet så til foråret. Michael Bundesen udgav “Peters jul” i 1995, og den kan stadig købes flere steder. Blandt andet kan du bestille den på imusic.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Baby Come On

Hej Tor.
Jeg har forgæves ledt efter en cd med Chris Anderson & DJ Robbie. Det er specielt nummeret ”Baby Come On”, som findes på ”Last Night” udgivelserne. Last Night er udkommet i 4 versioner siden 2002, men er tilsyneladende taget af markedet. Og det er så her jeg skal bruge din hjælp. Findes nummeret ”Baby Come On” på andre CD’er?
Mvh DJ Lengsø

Hej Ole
Du har tilsyneladende ret i, at “Last Night” ikke længere er almindeligt på markedet. Det ser til gengæld ud til, at “Baby Come On” kan købes på f.eks. http://www.priceminister.com/offer/buy/6661465/Chris-Anderson-Dj-Robbie-Last-Night-CD-Maxi.html. Jeg har ikke kunnet finde frem til andre udgivelser, nummeret findes på, så jeg håber, dette link kan hjælpe dig.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nye gamle Jimi Hendrix-optagelser

Fans af verdens måske bedste rockguitarist nogensinde glæder sig i disse dage, for på mandag udkommer et album med hidtil uudgivne Jimi Hendrix-optagelser. Albummet ”Valleys of Neptune” indeholder tolv numre fra 1969, blandt andet en række Hendrix-kompositioner og en studieindspilning af ”Sunshine Of Your Love”, som Eric Claptons gruppe Cream lancerede. Hvad Jimi Hendrix ikke vidste var, at Cream-bassisten Jack Bruce faktisk blevet inspireret til det legendariske bas-riff i ”Sunshine Of Your Love” efter at have været til en Hendrix-koncert.

Det er i år 40 år, siden Jimi Hendrix døde, hvilket ikke blot markeres med det nye album ”Valleys of Neptune”, men også med specialudgaver af klassiske Hendrix-plader med ekstra sange og dokumentarfilm.

Kategorier
Musiknyheder

Eros Ramazzotti giver koncert i Aalborg

Det er en af de største europæiske popstjerner, som i denne uge giver sin første danske koncert siden 1998, når Eros Ramazzotti er på besøg i Aalborg. Den 46-årige sanger har gennem mere end tyve år haft succes i mange lande, selvom – eller måske netop fordi – han synger på sit italienske modersmål. Over for det kvindelige publikum har han en særlig romantisk appel, der understreges af det forpligtende fornavn, som han deler med den græske kærlighedsgud. Men også Ramazzotti-navnet kan man finde i andre sammenhænge, for popstjernen deler efternavn med en populær amaro, altså en slags italiensk likør, kaldet Amaro Felsina Ramazzotti.

Koncerten med Eros Ramazzotti, der er kendt for sange som ”Cosa della vita”, ”Più bella cosa” og ”Se bastasse una canzone”, finder sted i Gigantium i Aalborg på søndag.