Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Scenen er din

Hej Tor
For nogle år siden brugte TV2 en sang i deres reklamer for programmet ”Scenen er din”, og den vil jeg gerne finde igen. Det er lidt rock ballade agtig. Har du et bud?
Jesper

Hej Jesper
Jeg er ret sikker på, at du tænker på ”Leaning to Live” med amerikanske Beth Hart, der jævnligt optræder i Danmark. Sangen findes på pladen ”Leave a Light On”, men vær opmærksom på, at der eksisterer to udgaver af pladen, og at ”Learning to Live” kun findes på den ene.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jeg sender mine tanker

Hej!
Vil gerne have sangen ”Jeg sender mine tanker”, som kan afspilles på ”Media Player”, af Grethe Klitgård 1956.
Mvh Gerda

Hej Gerda
Jeg kan ikke pege på et sted, hvorfra du kan hente “Jeg sender mine tanker” direkte til din Media Player på computeren. Normalt ville du i sådan en situation skulle anskaffe den på CD og lægge den ind på computeren, så du kan høre den via Media Playeren. Men lige præcis med “Jeg sender mine tanker” ser det ikke ud til, at den findes på en CD-udgivelse.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Don McLean i Danmark

Hvis man skal tale om levende legender blandt singer/songwriters, som moderne troubadourer ofte kaldes, må Don McLean bestemt være en af dem. Don McLean besøger Danmark i denne uge, og med sig i bagagen har han klassikere som ”Vincent (Starry Starry Night)” og ”American Pie”. Sidstnævnte har Don McLean selv kaldt en lignelse, og ”American Pie” har da også været genstand for mange analyser og fortolkninger, fordi den rummer både meget personlige, selvbiografiske elementer og referencer til kendte personer og begivenheder. Det siges for eksempel, at McLean engang var kæreste med en deltager i skønhedskonkurrencen Miss America, og at de gik fra hinanden samme dag, som hans store idol Buddy Holly omkom. Måske er det med i hans tanker, når han på fredag i Horsens Ny Teater synger linjerne ”bye bye, miss American Pie” og ”singing this’ll be the day that I die”.

Kategorier
Musiknyheder

Blå Mandag – i 1980’erne

De mange konfirmander, som i mandags drog ud for at brænde både energi og penge af på deres første hele dag i de voksnes rækker, fik lige så meget grå mandag som blå mandag. I starten af 1980’er var der også mørke skyer over ungdommen, men dengang handlede det mere om udsigten til smalkost og kold krig, og det affødte en af de få danske sange, der rent faktisk handler om konfirmandernes andendag.

Elisabeth Gjerluff Nielsen og hendes band Voxpop var i færd med at indspille deres tredje album, da de legede sig frem til melodien, og Elisabeth koblede sin idé om en blå mandag-tekst på. “Min pointe var netop, at man jo ikke behøver gå til grunde, fordi der ikke er en læreplads i Aldi eller en jurastudieplads med pinkfarvede skulderpuder, der står parat og venter på én efter sidste skoledag. Blå Mandag var en opfordring til at kigge efter mulighederne og farverne i stedet for at lade sig tromle af vanen og normernes sort/hvide begrænsninger”, har Elisabeth sidenhen fortalt til bladet Koda/DK om sangen ”Blå Mandag”, der udkom på pladen ”Amatørernes aften” i 1982.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kære Abelone

Hej!
Jeg har et problem, som jeg håber I kan løse! Jeg efterlyser teksten på en børne-sangleg e.l.: ”Vil du gifte dig med mig, vil du væ’r min kone, ja det vil jeg for halvfjerdsens kroner (…) Så går vi til præsten, ja det gør vi, gifter os for resten, ja det gør vi, er det ganske sikkert, ja det er det, tror du jeg står her og holder dig for nar”. Jeg kan ikke finde teksten nogen steder, men da jeg var barn, var det en yndet leg ved underholdning når vi var til fødselsdag og lignende (forkortet, red.).
Venlig hilsen B.Jungersen

Kære B. Jungersen
Du mangler de første to linjer i teksten, hvilket nok har gjort det svært at søge efter den, for heri findes titlen “Kære Abelone”. Du kan se teksten her og i Katarina Grens musikbog “Syng og spil på guitar”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tillykke Margrethe

Hej Tor
Måske kan du hjælpe. I forbindelse med dronningens fødselsdag kom min kone i tanke om en sang, der engang blev lavet til hende (altså dronningen). Hun mener at der var mange musikere inde over og at den var i TV. Jeg har prøvet at søge efter den, men uden held.
Hilsen Bjarne

Hej Bjarne
Da dronning Margrethe fyldte 50 år i 1990, gik en række kunstnere sammen og indspillede “Tillykke Margrethe”, som var skrevet af Søren Bundgaard og Keld Heick. Derudover medvirkede blandt andre Peter Belli, Kirsten Siggaard, Gry og Lecia. Nummeret blev fremført i Eleva2ren på TV2, og udkom desuden på CD til BT’s læsere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Meat Loafs novelleplade

For fire år siden udsendte Meat Loaf albummet ”Bat Out of Hell III” som endnu et epos i en serie, der blev sat i gang i 1970’erne. Onsdag udkommer en ny CD med Meat Loaf, og den bærer et romersk firtal – men ikke fordi den er en ny ”Bat Out of Hell”-plade. Det nye album hedder ”Hang Cool Teddy Bear IV”, og firtallet, som kun findes på omslagets bagside, er ment som en joke.

Meat Loaf fortalte tidligere i år til Ekstra Bladet, at hans pladeselskab havde foreslået ham at kalde pladen ”Bat Out of Hell IV”, fordi der ville være god omtale i den titel. Men Meat Loaf var imod, og i stedet blev firtallet koblet på ”Hang Cool Teddy Bear”-titlen, som er hentet fra en af sangene. Hele pladen er baseret på en novelle om en døende soldat, der i stedet for at opleve sit liv passere revy ser glimt af, hvordan fremtiden kunne være blevet for ham. På ”Hang Cool Teddy Bear” medvirker blandt andre Queen-guitaristen Brian May og den rockglade skuespiller Jack Black.

Kategorier
Musiknyheder

Kim Larsens konfirmationssang

I denne tid springer årets konfirmander ud til tonerne af salmer i kirken og hjemmeskrevne takkesange til festerne. I popmusikken er ingen særlig tradition for konfirmationsrelateret musik, men en af vores mest elskede popklassikere er faktisk skrevet i forbindelse med overgangen til de voksnes rækker. Kim Larsens sang om “Susan Himmelblå” skrev han nemlig som en konfirmationshilsen til sin niece, hvilket giver særligt god mening i linjerne om “himmelen og stjernerne og Fanden det store kvaj, de står på hver sin side af dig lige nu, sig ja eller nej”. At sangen senere endte i filmen “Midt om natten” har til gengæld ikke meget med konfirmation at gøre.