Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kim Schumacher-CD’er

Hej Tor
Jeg søger simpelthen med lys og lygte efter CDen ”Stemmen fra 80erne” med Kim Schumacher, der er lavet 2 stk. og jeg vil meget gerne guides imod et sted hvor jeg kan købe begge to. De er udgået af almindelig handel for længst, men ved nogen hvor disse to kan fremskaffes, ja så vil jeg nærmest love dusør til finderen da de står ret højt på min ønskeseddel.
Med de venligste hilsner fra
Michael Hvidberg

Hej Michael
Hvis der ligefrem er snak om en dusør, er det da en skam, at jeg ikke selv har et eksemplar liggende! Det ser ud til, at du har ret i, at de to Kim Schumacher-opsamlinger ikke uden videre kan købes i butikkerne, men hvis du søger i de lokale brugtbutikker, skulle du have en chance. Mange skaffer sig nemlig af med deres fysiske CD’er, efterhånden som de får lagt musikken ind på computere og digitale musikafspillere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Bob Dylan 70 år

Tirsdag d. 24. maj runder en af rockens store koryfæer et skarpt hjørne. Bob Dylan fylder 70 år, og det markers på mange forskellige måder rundt om i verden. I USA har musikmagasinet Rolling Stone sammensat en liste over Dylans bedste og mest betydningsfulde sange gennem årene. Førstepladsen på listen indtages af ”Like a Rolling Stone” fra 1965, som Bob Dylan skrev på baggrund af en af sine egne noveller. Hvordan ”Like a Rolling Stone” endte med at lyde, skyldtes lidt af en tilfældighed. Musikeren Al Kooper skulle blot overvære indspilningen, men da Bob Dylan fandt på, at der skulle kobles en ekstra organist på orkestret, trådte Kooper til og improviserede det orgeltema, som i dag er næsten lige så kendt som sangen.

I Danmark markeres Bob Dylans 70-års-fødselsdag blandt andet med hyldestkoncerten ”Bob Till You Drop” i København og med udgivelsen af en dansk hyldestkoncert fra 60-års-fødselsdagen i 2001.

Kategorier
Musiknyheder

Hyldest til Simon & Garfunkel

Der er også dansk hyldest på vej til det mangeårige makkerpar Simon & Garfunkel. I de seneste år har en bølge af ny folk-musik ramt hitlisterne, herhjemme især personificeret af gruppen The Rumour Said Fire, og i den sammenhæng er Simon & Garfunkel en stor inspirationskilde. Copenhagen Jazzhouse afholder en stribe koncerter, hvor unge talenter hylder udvalgte idoler, og på torsdag er det Simon & Garfunkel, der er omdrejningspunktet. På scenen er blandt andre Mads Langer, RebekkaMaria og Hymns From Nineveh.

Tidligere har koncertserien ”We Proudly Present” hyldet blandt andre Bruce Springsteen, AC/DC og Johnny Cash.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Temaet fra TV!TV!TV!

Hej Tor
Jeg vil høre, om du ved, hvad det er for et stykke musik, der bliver brugt som kendingsmelodi i DR2 programmet ”TV!TV!TV!”.
Martin

Hej Martin
Musikken stammer fra gruppen Stone Roses, som var et stort fænomen på den britiske rockscene i 1980’erne. Nummeret hedder ”Elephant Stone”, men du skal være opmærksom på, at versionen, der bruges i ”TV!TV!TV!”, er en gammel demo-version, som lyder noget anderledes end version, der blev udgivet i 1988. Demo-versionen kan du dog høre på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vrøvle-rap

Hej Tor
For nogen år siden var der en dansk hiphop-gruppe, der havde et hit, som var det rene vrøvl. Altså rap på en vrøvlesprog, det var ret sjovt. Jeg har prøvet at google det, men teksten er jo lidt svær at skrive ind…
Lau

Hej Lau
Mon ikke det er gruppen Ikscheltaschel, du tænker på? Især P3 spillede deres single ”Putuni” en hel del i 2004.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Bob Marley mindes

I dag er det 30 år, siden reggae-musikkens ukronede konge døde i en alt for ung alder. Bob Marley, der bragte den jamaicanske reggae-musik ud til resten af verden med hits som ”Could You Be Loved”, ”No Woman No Cry” og ”Buffalo Soldier”, hed fra fødslen egentlig Nesta Robert Marley. Hans mor havde store forventninger til sin søn og gav ham derfor fornavnet Nesta, som betyder ”budbringeren”. Da unge Marley på et tidspunkt ville rejse til USA, sløjfede han dog Nesta-navnet – efter sigende fordi han havde fået at vide, at amerikanerne ville tro, det var et pigenavn. Nesta Robert blev til Bob, og Bob blev en verdensstjerne. Bob Marley døde af kræft 11. maj 1981.

Kategorier
Musiknyheder

Komedie om U2’s unge år

U2-fans i England kan i løbet af foråret gå en tur i biografen og både se en film om rockbandet og høre en sang fra U2’s allertidligste ungdom. Gruppen er nemlig omdrejningspunktet for en komedie med den morbide titel ”Killing Bono” (at slå Bono ihjel, red.). Filmen handler om brødrene Neil og Ivan McCormick, som i 1970’erne var med i bandet, før det hed U2. Neil og Ivan forlader gruppen og tager til London for at få større succes, end de mener, de kan få sammen med Bono og de andre venner i Dublin. Det går ikke helt som planlagt – og sideløbende med brødrenes nederlag, tager U2’s karriere fart og gør dem til et af verdens mest populære rockgrupper.

Med i filmen er blandt andet sangen ”Street Missions”, som U2 indspillede en demo-version af helt tilbage i 1977, da de stadig kaldte sig The Hype.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hello Mary Lou på dansk

Hej Tor
Måske kan du hjælpe mig. Jeg leder efter en dansk udgave af ”Hallo Mary Lou” (som ikke hedder noget med Mary Lou på dansk). Det kan være John Mogensen, Jonny Reimar, måske Gustav Winckler, jeg husker det desværre ikke.
Lillian

Hej Lillian
Johnny Reimar indspillede ”Jeg si’r tillykke til mig” i midten af 60’erne med en dansk tekst af Thøger Olesen. Den findes blandt andet på ”Johnny Reimar The Complete 1963-1965” i CD-serien ”Dansk Pigtråd”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger