Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den lave rapper

Hej Tor
Jeg kan huske en sang fra en gang I halvfemserne med en rapper. Det handler om at han ville ønske han var højere, så han kan score piger, spille basketball osv. Jeg skal bruge den til en joke med en af mine venner. Ved du hvad det er for en?
M.T.

Hej M.T.
Det er helt sikkert den amerikanske rapper Skee-Lo med ”I Wish”, du skal have fat i. Han har så sent som i år udsendt et nyt album, men ”I Wish” fra 1995 er hans eneste rigtigt store hit.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Brian Nielsens boksekamp

Ventetiden har været lang for Brian Nielsens fans, men på lørdag går bokseveteranen i ringen for at møde den aldrende stjerne Evander Holyfield ved en kamp i Koncerthuset i København. I de kommende dages optakt vil det formentlig være svært at komme uden om boksehittet over dem alle, ”Eye of the Tiger”.

Sylvester Stallone havde hørt gruppen Survivor og bad dem komme med et bud på en filmsang til ”Rocky III” i 1982. Jim Peterik og Frankie Sullivan fra Survivor fik den endnu ikke færdige film til gennemsyn for at se den scene, der krævede en sang. Filmholdet havde lagt Queen-sangen “Another One Bites The Dust” ind, og Peterik og Sullivan måtte spørge Stallone, hvorfor de ikke bare holdt sig til Queen, som fungerede fint til boksescenerne. Svaret gik på problemer med sangens rettigheder, så Survivors opgave var dybest set at levere en sang, der var bedre end det nummer, filmholdet oprindeligt ville have brugt.

Resultatet blev et af de største filmhits nogensinde – og mon ikke også Brian Nielsen har haft ”Eye of the Tiger” kørende til træning i ny og næ.

Kategorier
Musiknyheder

Herfra hvor vi – stadig – står

I år er det 40 år, siden en af de mest skelsættende danske plader udkom. I 1971 nemlig Skousen & Ingemanns ”Herfra hvor vi står”, der stadig står som et vigtigt værk i den samfundsbeviste musik i tiden efter ungdomsoprøret. Jubilæet markeres med en speciel genudgivelse af pladen, hvis omslag også hører til blandt de mest kendte i dansk rock.

Det var Niels Skousen selv, der malede ”luftfotoet” til albumcoveret, og i bogen ”1001 album” fortæller han, at ”det er små øer, sunde, bugter, mark, skov, lille provinsby, bøndergårde, hemmelige steder fra min barndom. Og så er det jo en kærlighedserklæring til vores egenart”. 40-års-jubilæet fejres også ved en koncert på Vega i København den 14. maj, hvor Skousen & Ingemann sammen med en række gæster fremfører ”Herfra hvor vi står” i sin fulde længde.