Kategorier
Musiknyheder

Amy Winehouse er død

Lørdag kom den triste besked om, at en af den modernes soulmusiks allerstørste stjerner var fundet død. Den engelske sangerinde Amy Winehouse var kendt for skandaler og misbrugsproblemer, men hun blev også betragtet som et af sin generations største talenter på musikscenen. Blandt hendes hits var ”Valerie” og ”You Know I’m No Good”, men den mest kendte – og rammende selvbiografiske – var ”Rehab” fra 2006.

Hun har selv fortalt, at hun under en gåtur med sin producer Mark Ronson improviserede linjen ”They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no” (”de prøvede at få mig til at gå på afvænning, men jeg sagde nej, nej, nej”, red.). Ronson troede først, at det var et nummer med en anden kunstner, men da han fandt ud af, at Winehouse selv havde fundet på det, bad han hende om at udbygge idéen til en hel sang. Amy Winehouse blev 27 år.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Julius Bomholt-vise

Kære Tor
“Mens jeg står foran spejlet og toner mit hår” er den eneste linje jeg kan huske fra en revyvise, som handlede om Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, som havde fået fremstillet en buste af sig selv – for hvis nu nogen syntes, at den skulle stå et sted!! (den står i dag på Esbjerg Højskole, hvor Bomholt i tidernes morgen var forstander!) Kan du hjælpe mig med hele teksten? Jeg har søgt på internettet og bla. a. på Revymuseet i Købemnhavn – uden held.
Venlig hilsen Jørn Rasmussen

Hej Jørn
I denne omgang må jeg desværre melde pas. Jeg har haft forespørgsler ude flere steder, men hvis vi er heldige, er der er årvågen læser, der kan række en hjælpende hånd i jagten på Bomholt-visen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: MLTR på svensk

Hej Tor
Jeg er lige kommet hjem fra ferie i Sverige. I en butik hørte jeg at der i højtalerne blev spillet en svensk version af en Michael Learns To Rock sang, ”That’s why you go away”. I mine unge dage var jeg ret stor MLTR fan, så jeg synes det kunne være sjovt at høre den rigtigt. Ved du hvordan jeg finder den?
Aya

Hej Aya
Jeg kender godt den svenske version af ”That’s Why (You Go Away)”, og det er lidt morsomt at høre den på et andet sprog. Det er gruppen Barbados, der står bag ”Bilder av dig”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

To Motown-musicals på vej

En af de store grupper på 1960’ernes og 1970’ernes succesfulde Motown-pladeselskab var The Temptations, og trods hyppig udskiftning i besætningen, eksisterer Temptations stadig. Vokalgruppen stod bag hits som ”My Girl”, ”Papa Was a Rolling Stone” og ”Ain’t Too Proud to Beg”, og nu er der udsigt til, at historien om Temptations rykker til de skrå brædder. Frontmanden og gruppens stifter Otis Williams har fortalt til det amerikanske musikmagasin Billboard, at en tv-serie fra 1998 om gruppen skal omskrives til en musical, naturligvis bundet sammen af musikken fra Temptations’ storhedstid.

Der er dog ingen dato på projektet endnu, blandt andet fordi holdet bag ikke vil tage opmærksomheden fra en anden musical. I april 2012 lancerer Motown-stifteren Berry Gordy Jr. nemlig en Broadway-musical med Motown-sange.

Kategorier
Musiknyheder

Roxette tager på Tivoli-tur

Den succesfulde svenske duo Roxette genopstod for nogle år siden, og deres igangværende turné har et enkelt stop på dansk jord. De har endda selv peget på, hvor de gerne ville optræde, så på fredag står Marie Fredriksson og Per Gessle på scenen i Tivoli i København. Repertoiret rummer store hits som ”It Must Have Been Love”, ”The Look” og ”Spending My Time”, men en enkelt sang er særligt aktuel i Tivoli.

Da ”Joyride” udkom i 1991, var der både på pladeomslaget og i musikvideoen billeder af tivoli-karruseller og andre forlystelser, og pigen i sangen beskrives som ”the heart of the fun fair” (forlystelsesparkens hjerte, red.). Sangens titel hentede Per Gessle i øvrigt fra et interview med Paul McCartney, der fortalte, at det at skrive sange med John Lennon var en ”joyride”, altså en ren forlystelsestur.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Grønne Glæder på P4

Til Tor Bagger
Er det muligt at finde ud af titel og komponist til kendingsmelodien i programmet ”Grønne glæder”, som for flere år siden var på radioens P4? Jeg har melodien i hovedet og kan spille den, men har længe ønsket at vide, hvad den hedder. Jeg tror, det er et eller andet klassisk nummer. På forhånd tak.
Elin Johansen, Vodskov

Kære Elin
For at være på sikker grund har jeg fået assistance til svaret fra en af programmets gamle medarbejdere. Han fortæller, at kendingsmelodien til ”Grønne Glæder” var ”Så blev det sommer” med Thomas Kjellerup og Christian Alvad. Nummeret findes på CD’en ”Nu kommer dagen stille”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Min kone og min mor

Hej Tor
Jeg så forleden, at du hjalp en om en gammel Shubidua-sang. Så nu prøver jeg også. Hvor finder jeg den om ”min kone og min mor”?
Kamma

Hej Kamma
Det er faktisk ikke en Shu-bi-dua-sang, men derimod en singleplade forsanger Michael Bundesen udsendte som solokunster i 1973. Der eksisterer dog en version på en Shu-bi-dua-plade, for på opsamlingen ”Stærk Tobak” fra 1991 findes en liveudgave af ”Min kone og min mor”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang: Dub-I-Dub

Hvis der var en enkelt sang, det var umuligt at komme uden om i sommeren 1995 herhjemme, var det uden tvivl ”Dub-I-Dub”. Nummeret blev også en international succes, allerede et par år før Aqua for alvor satte dansk pop på verdenskortet. Bag gruppen Me & My stod søstrene Susanne og Pernille Georgi, som var ganske ukendte i offentligheden, inden den letfordøjelige ”Dub-I-Dub” tordnede frem.

Det første udkast til nummeret havde Susanne skrevet på vej hjem fra en julefrokost, og da den aalborgensiske musikproducer Dean ’N spurgte hende, om hun havde nogle sange, han kunne arbejde med, sendte hun ”Dub-I-Dub”-skitsen til ham. Hendes demo-version blev indspillet, mens hun lå syg i sengen, har hun fortalt i bogen ”Hitlisten”. En uge senere var en manager og et pladeselskab i gang med at lave aftaler med Me & My, som kort tid efter fik det store gennembrud med ”Dub-I-Dub”.