Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Every Heartbeat?

Hej Tor
Hos en god veninde havde de Robyn kørende på Ipod’en, bla. Every heartbeat. Det fik mig til at tænke på en gammel sang (måske fra slutningen af firserne). Jeg kan nynne den linje, hvor hun synger ”Every heartbeat”, men så er jeg også blank derefter. Vil gerne høre den igen. Måske bare for at får den ud af hovedet igen 😉
Janni

Hej Janni
Ja, én ting at have en sang på hjernen, noget andet – og ofte mere irriterende – er ikke rigtigt at kunne huske den sang, man har fået på hjernen. Jeg tror bestemt, du tænker på en sang fra 1991 med Amy Grant. Hun slog igennem med ”Baby Baby”, og fik derefter også et pænt hit med ”Every Heartbeat”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Aage og Norman

Hej Tor
Vi kom herhjemme til at snakke om vores glade unge dage med Diskofil på beach party og sang ”Aage”. Vi kom til at snakke om at det er en dansk version af en gammel sang. Kan du sige hvilken. Vil gerne høre originalen.
M+U

Hej M+U
Originalversionen er helt tilbage fra 1961 og handler ikke om Aage, men om en fyr ved navn Norman. Det var Sue Thompson, der gjorde ”Norman” til et stort hit.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Bob Dylan & Peter Viskinde

Han er langt fra den første, der gør det, men nu prøver også Peter Viskinde kræfter med Bob Dylans store sangskat. Det tidligere medlem af Big Fat Snake og Malurt udsender på mandag pladen ”Can’t Escape From You” med fortolkninger af tolv af hans personlige Dylan-favoritter. Han er dog ikke helt alene om opgaven, blandt andet spiller hans søn Jakob guitar, og han synger duet med datteren Maria Viskonti på en af Bob Dylans mere religiøse sange, “Every Grain of Sand” fra 1981.

– Der er en tendens til, at der bliver talt meget om Bob Dylans tekster, men jeg mener, at det har skygget for betydningen af hans tæft for melodi, siger Peter Viskinde selv om baggrunden for at kaste sig over Dylans sange.

Blandt numrene på ”Can’t Escape From You” er “Mr. Tambourine Man”, “If You See Her Say Hello” og “To Make You Feel My Love”.

Kategorier
Musiknyheder

Ny version af Dirty Dancing på vej

En af de mest populære dansefilm nogensinde står over for en modernisering. ”Dirty Dancing” skal genindspilles til en ny generation, endda med den oprindelige koreograf som instruktør. Da Patrick Swayze og resten af holdet indspillede den originale film, startede de med slutscenen, hvor hovedpersonerne Johnny og ”Baby” danser til ”(I’ve Had) The Time of My Life”. Nummeret var ikke færdigindspillet, men var blevet udvalgt blandt flere andre sangforslag, fordi den ville passe til den lange scene med sin bløde opstart, sit gode dansetempo og sin mambo-agtige rytme.

Bill Medley indsang ”(I’ve Had) The Time of My Life” sammen med Jennifer Warnes, der sammenlignede chancen for en duet med det gamle Righteous Brothers-medlem med muligheden for at danse med Fred Astaire. Om den populære filmsang finder vej til den nye version af ”Dirty Dancing”, vides endnu ikke.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 1970’er-sang på spolebånd

Hej musikbrevkassen
På min gamle Philips spolebåndoptager havde jeg engang optaget et nr., hvor en del af teksten lød omtrent som: Give me your love child, We’ll walk to the heaven and sky, Next to you girl, I`m a man of tempi high (?)”. Det pågældende nr. blev “tappet” fra en radioudsendelse, hvor Nina (fra Nina og Frederik) var gæsteDJ i nogle udsendelser, hvor kendte spillede nogle af deres egne favoritter. Musikken har klæbet sig fast og popper op med jævne mellemrum i min stakkels hjerne og trods ihærdig søgen på forskellig måde på nettet, er det ikke lykkedes mig at komme i nærheden af at identificere musikken. Musikken findes ikke længere på mine gamle spolebånd. Håber du kan hjælpe mig med det over 30 år gamle nummer.
Med venlig hilsen
Erik Hansen

Hej Erik
Man må sige, at det er en af de sjældne sager, du er på jagt efter – det er i hvert fald ikke en sang, man hører mange steder længere. Det var gruppen Rare Bird, der stod bag nummeret “What You Want To Know” i 1970. Kvartettens største hit var “Sympathy”, der udkom samme år. I øvrigt lyder teksten i den lidt kryptiske linje “Next to you, girl, I’m a man of ten feet high”. Du kan genhøre hele nummeret fra det gamle spolebånd på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kvindelig Dylan-fortolkning

Hej Tor
Jeg er stor Bob Dylan-fan og foretrækker at høre numrene med mesteren selv. Men under min sommerferie i London blev jeg alligevel grebet af en genindspilning. Jeg hørte en rørende kvindelig version af ”To make you feel my love”. Har du et bud på, hvem der har lavet den?
Marcus

Hej Marcus
Et kvalificeret bud vil være den udgave, som den unge soul-sangerinde Adele udgav på sit debutalbum ”19” i 2008. Ellers er Adele bedst kendt for blandt andet ”Chasing Pavements”, ”Rolling In the Deep” og ”Someone Like You”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang: Summer In the City

En af de sommersange, der går mange historier om, er 60’er-hittet ”Summer In the City”. På lørdag er det præcis 45 år, siden Lovin’ Spoonful indtog den vigtige førsteplads på den amerikanske hitliste med klassikeren, der handler om at tilbringe sommertiden i New York.

Bandets mest kendte medlem var John Sebastian, som skrev mange af sangene, men til netop ”Summer In the City” fik han hjælp til af sin bror, Mark Sebastian. Efter sigende brugte Mark ”Summer In the City”-teksten som afleveringsopgave i skolen, hvor han skulle medbringe et digt. En engelsklærer et sted i USA har således før alle andre skullet fælde dom over kvaliteterne i den indledende linje ”Hot town, summer in the city, back of my neck getting dirty and gritty”.

Kategorier
Musiknyheder

AC/DC som brætspil

I de seneste år har flere rockbands leveret musik til computerspil, og nogle er endda selv blevet omdrejningspunktet i et spil. Eksempelvis det meget omtalte ”The Beatles Rock Band”, hvor man selv kan spille med på de kendte sange via sin spillecomputer. De gamle drenge i AC/DC går dog en anden vej, når de i løbet af august lancerer en specialversion af brætspillet Monopoly, der herhjemme er kendt som Matador.

Ifølge acdc.com skal deltagerne i spillet ikke købe huse og grunde, som i det almindelige spil, men derimod handle med AC/DC-plader. Man vil også kunne tilkæmpe sig den karakteristiske skolekasket, som Angus fra AC/DC er kendt for at bære, hvis man spiller med i ”AC/DC Collector’s Edition Monopoly”.