Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra “Mig om min mor”

Hej Tor

Jeg ser altid ”Mig & min mor” på Kanal 4, hvor musikken lyder ”you
said never let me go”. Jeg har aldrig hørt sangen andre steder. Findes den kun
i TV programmet eller også derudover?

”Kaptajn”

Hej ”Kaptajn”

Det er skam et rigtigt nummer, om man så må sige. Temamusikken i ”Mig
og min mor” er nemlig ”Never Let Me Go” med Chris Reece og sangerinden Jennifer
Needles. Hvis du skal købe den, så vær dog opmærksom på, at der findes et hav
af forskellige remix, der ikke lyder præcis som i tv-versionen.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Stevie Wonder-LP om igen

Utroligt mange musikere genindspiller i løbet af
deres karriere et allerede kendt nummer af en anden kunstner, men man oplever
sjældent et projekt som det, Macy Gray står bag. Sangerinden, der selv er kendt
for numre som ”I Try”og ”Still”, har nemlig genindspillet en hel Stevie
Wonder-plade. Wonder udgav i 1972 en af sine mest berømte LP’er, ”Talking
Book”, og det er denne plade, Macy Gray nu fortolker fra ende til anden. Det
inkluderer blandt andet en afdæmpet udgave af ”Superstition”, og ”You Are the
Sunshine of My Life”, som Wonder skrev til sin første hustru, er blevet endnu mere
bossa nova-præget i hænderne på Gray.

Kategorier
Musiknyheder

Forsinket Led Zeppelin-show

Det er snart fem år siden, Led Zeppelin gav en
meget rost koncert, som blev optaget til en videoudgivelse – men først nu er
showet klar til at lande i butikkerne. Anledningen i december 2007 var et
mindearrangement til ære for den afdøde tyrkisk-amerikaner Ahmet Ertegun. Som
musiker, manager og pladeselskabsmand havde han stor indflydelse på blandt
andet soul- og rockmusikkens udvikling, og det var Ertegun, der gav Led
Zeppelin deres første pladekontrakt efter at have hørt deres demo-bånd.

Den nye
koncertfilm ”Celebration Day”, som udkommer mandag den 19. november, er opkaldt efter et af
gruppens numre fra 1970 – og det på trods af at sangen ”Celebration Day” ikke
indgår i koncertoptagelsen fra O2 Arena i London. Det gør til gengæld numre som
”Black Dog”, ”Stairway to Heaven” og ”Whole Lotta Love”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Sportslørdag

Hej!

Er det muligt at oplyse kendingsmelodien til Sportslørdag da Sportslørdag blev introduceret første gang sidst 70’er/start 80’er? Det er det helt tidlige jeg er interesseret i. Introen hvor bla. en fodboldspiller knækker et hjørneflag og en basketballspiller smadrer noget glas mv. Hvor kan man finde det (forkortet, red.)?

Mvh Anders

Hej Anders

Når det handler om Sportslørdag-musik, tænker de fleste nok stadig på “Reach Out” med George Duke, “Garden Party” med Mezzoforte eller Mory Kantes “Yéké Yéké”. Men endnu tidligere end disse numre fra 1980’erne har tv-sporten brugt kendingsmelodier som “Sound and Vision” med David Bowie, Santanas “Soul Sacrifice” og “High Energy” med Evelyn Thomas. Jeg kan ikke huske billedsiden, som du henviser til, så jeg ved ikke med sikkerhed, om den passer til et af de nævnte numre – men det håber jeg.

Mvh Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Den hvide neger” i Pink Floyd

Hej Tor

Min mand og jeg er store fans af Pink Floyd. Kan du oplyse hvad sangerinden
som også bliver kaldt den hvide neger hedder?

Kirsten Rita

Hej Kirsten Rita

Jeg tror ikke,
jeg tidligere er stødt på tilnavnet “den hvide neger” i forbindelse
med Pink Floyd, men jeg har på fornemmelsen, at det handler om Sam Brown, som
var “den hvide pige” mellem to sorte korsangerinder på “Division
Bell”-turnéen i 90’erne. Sam Brown har været involveret i et utal af
musikalske projekter, og som solokunstner havde hun i 1988 et hit med sangen
“Stop!”.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Verdens ældste drengeband fortsætter

Tv-skabte popstjerner er noget, man
især forbinder med nyere talentshows som ”X Factor” og ”Popstars”, men allerede
1960’erne kom det første medieskabte, målgruppedesignede drengeband til verden.
Mere end 40 år senere eksisterer gruppen The Monkees fra tv-serien af samme
navn stadig, og nu er de gamle drenge på vej på turné for første gang, siden
sangeren Davy Jones døde meget pludseligt i februar.

Mens tv-serien kørte i
1966-1968, havde The Monkees blandt andet deres største hit ”I’m a Believer”.
Gruppens guitarist troede ikke på sangens hit-potentiale og blev sendt uden for
døren, da vokalerne skulle indspilles. Men det viste sig som bekendt, at
gruppens manager havde set rigtigt, da han købte sangen af den unge og endnu
ukendte Neil Diamond. På torsdag starter den nye tour i Escondido i Californien
for de aldrende ungdomsidoler.

Kategorier
Musiknyheder

Country-stjerne i swing-show

Børnene
vil kende ham som tv-figuren Hannah Montanas manager, og de voksne vil huske
ham for et af de tidlige 90’eres mest opsigtsvækkende hits – men i dag indtager Billy Ray Cyrus en helt tredje position. Skuespilleren og
countrymusikeren skal nemlig resten af året spille den mandlige hovedrolle i
den populære musical ”Chicago” på Broadway i New York.

Cyrus slog sit navn fast
i 1992 med sangen ”Achy Breaky Heart”, som både blev lidt af en danse-dille og
banede vej for en ny generation af countrystjerner. Senere er han blevet kendt
som far til popstjernen Miley Cyrus fra tv-serien ”Hannah Montana”, hvor han
også selv har en rolle.