Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Søren Ryge-program

Til Sange på hjernen

Søren Ryge havde torsdag den 23. maj en udsendelse
med en dame, der boede i Skotland, hun hed Glob til efternavn. Der var en fin
baggrundsmusik til udsendelsen. Mon jeg kunne få oplyst, hvad det var for et
stykke musik?

Med venlig hilsen Kaj Knudsen, Skagen

Hej Kaj

Den smukke, afdæmpede musik i udsendelsen hedder
”Dante’s Prayer” og stammer fra Loreena McKennitts plade ”The Book of Secrets”.
McKennitt er canadier, men af skotsk afstamning, og hendes musik er over flere
omgang blevet brugt i Søren Ryges programmer i de seneste år.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Violinduel med Djævelen

Hej Tor

Der findes et klip fra ”Casper og mandrilaftalen”, hvor Casper Christensen spiller violin med Djævelen (kan
findes på Youtube)
. Jeg vil gerne bruge hele nummeret i en opvisning. Ved du
hvad den hedder?

Jarl

Hej Jarl

Som gammel ”Mandril-fan” husker jeg udmærket
violin-duellen mellem Casper og Djævelen – men jeg måtte dog lave en smule
research for at finde frem til, hvilket nummer der spilles i sketchen. Sangen,
der stammer fra 1979, hedder ”The Devil Went Down to Georgia” og er med Charlie
Daniels Band.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Boomtown Rats gendannet

Når man siger
”Boomtown Rats”, siger man uundgåeligt også ”I Don’t Like Mondays” – men det
irske band var mere og andet end blot det ene store hit fra 1979, og nu er Bob
Geldof og hans gamle venner atter samlet. Gruppen har ikke optrådt sammen siden
1986, men på søndag gendannes gruppen med det mærkværdige navn. Historien
fortæller, at guitaristen truede med at forlade bandet, hvis de skulle optræde
under deres oprindelige navn The Nightlife Thugs. Som alternativ faldt valget
på Boomtown Rats, opkaldt efter en børneflok, som musikeren Woody Guthrie havde
omtalt i sin selvbiografi.

Efter mange års pause er den irske flok atter klar
til at optræde sammen, og første gang bliver på søndag ved en festival på Isle
of Wight.

Kategorier
Musiknyheder

Tidsrejse med Cyndi Laupers 80’er-hits

På onsdag begiver sangerinden Cyndi Lauper sig ud på en
tidsrejse, ledsaget af nogle af hendes mest kendte sange. I år er det nemlig 30
år siden, hun udsendte debutpladen ”She’s so Unusual”, og det markerer hun med
en turné, hvor hun spiller pladen i sin fulde længde live.

Da Lauper og hendes
musikere var næsten i mål med indspilningerne i 1983, påpegede produceren Rick
Chertoff – som han havde for vane at gøre over for sine kunstnere – at de godt
kunne have brug for bare en enkelt sang mere. Om aftenen satte Cyndi Lauper og
hendes ven Rob Hyman sig til klaveret, og i løbet af kort tid havde de i
fællesskab skabt grundlaget til det, der skulle blive hitsinglen ”Time After
Time”.

Med på albummet ”She’s So Unusual” var også blandt andet ”Girls Just
Wanna Have Fun”, og det er blandt andet disse sange, Lauper har med, når hun onsdag går på scenen i San Diego i Californien, som er første stop på hendes
jubilæumsturné.