Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kvindelig Purple Rain

Hej Tor

På ferie i
Irland hørte jeg på en pub en kvindelig soulsanger synge ”Purple rain” (altså
ikke koncert, men radio/cd). Når jeg søger efter den, dukker Prince op hele
tiden, men måske kan du fortælle, hvem det var?

Johanne

Hej Johanne

Jeg vil skyde
på, at du har hørt Etta James’ version af Princes klassiker. I 2006 udgav hun
albummet ”All the Way” med genindspilninger af bl.a. ”Imagine”, ”What’s Going
On” og ”I Believe I Can Fly”, og herpå finder man også ”Purple Rain”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Stripper-Jens’ musik

Hej Tor

I Rytteriet i TV var der
et fast indslag med ”Stripper Jens”. Han danser til et tysk nummer, som jeg
gerne vil finde til en polterabend. Troede først at det var Rammstein, men det
kan vist ikke passe alligevel. Ved du det?

Mvh ”Forloveren”

Hej ”Forloveren”

Jeg kan i et vist omfang
godt forstå din Rammstein-tanke, men nummeret er en del ældre end Rammsteins
udgivelser. Sangen ”Der Mussolini” er nemlig fra 1981, og den var en af de
største succeser for den tyske ”elektro-punk”-gruppe D.A.F. Du kan høre hele Stripper-Jens’ nummer på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Dansk rap i 25 år

Man kan altid
diskutere, om tidspunktet for et 25-års-jubilæum er korrekt beregnet, men i
den kommende uge samles nogle af de største navne i dansk rap-musik gennem et kvart
århundrede for at fejre genren. Mek Pek, tv-2 og selv Gunnar ”Nu” Hansen havde allerede
leget med dansksproget rap, men genren blev først rigtigt defineret, da MC
Einar i 1988 udsendte pladen ”Den nye stil”.

Undergrunds-gruppen var blevet
inviteret til et møde på et pladeselskab, der var vant til, at musikere ville
gøre hvad som helst for en pladekontrakt, men drengene i MC Einar havde ikke
regnet med, at deres musik skulle videre end vennekredsen, og de var derfor
noget forbeholdne over for idéen. Men Einar, Nikolaj Peyk og DJ Jan lod sig overtale til at
udgive et album, der skulle vise sig at blive skelsættende.

På fredag samler
Tivoli
både veteraner som MC Einar, Rockers by Choice og Den Gale Pose og yngre
stjerner som L.O.C., Kidd og Niarn ved en 25-års-jubilæumskoncert for dansk
rap.

Kategorier
Musiknyheder

Septembers himmel er så blå

I morgen er
det 64 år siden, en af vores smukkeste sensommersange fik en særlig form for
landsdækkende debut. Helt fra Statsradiofoniens tidlige år fandtes ”Dansk
Skoleradio”, hvor undervisning og sang blev transmitteret direkte til skolernes
klasselokaler. I 1949 havde ”Dansk Skoleradio” en serie udsendelser med blandt
andet årstidssange, hvor noder og tekster på forhånd blev sendt ud til skolerne
i skoleradioens eget blad.

Ifølge Det Kongelige Bibliotek kunne man om
formiddagen den 2. og 3. september 1949 høre ”Det lysner over agres felt”,
”Påskeklokken kimed’ mildt” og en helt nykomponeret sensommersang af Alex Garff
og Otto Mortensen, ”Septembers himmel er så blå”. Allerede fire år senere blev
sangen taget med i ”Højskolesangbogen” og har siden da været en fast del af den
danske sangskat.