Kategorier
Musiknyheder

Dodo opgraderer gamle hits

Hvis man som musiker er utilfreds med de forhold og indtægtsmuligheder, digitale
tjenester som iTunes og Spotify tilbyder, må kan gå egne veje. Det har Dodo &
the Dodos gjort ved selv at gøre deres seneste optagelser tilgængelige. Gruppen har været i studiet og lave nye indspilninger af otte af
deres tidligste hits, tro mod originaludgaverne og mixet af de oprindelige studieteknikere
fra gennembrudsåret 1986.

Et af de opfriskede hits er ”Vågner i natten”, som oprindeligt
var flere måneder undervejs, fordi Jan Tronhjem, der var en god ven af bandet
og ansat på pladeselskabet Replay, ikke kunne knække koden til den tekst, han
havde lovet af levere. Gennem sine egne oplevelser fra en hård skilsmisse fik
han dog i en sen nattetime ordene til at falde på plads, fortalte han for nogle
år siden til bladet KODAdk. På pladen er Tronhjem dog nævnt under pseudonymet J.
Gedde, fordi det kunne se forkert ud, at han som pladeselskabsansat både var
med til at lave produktet og markedsføre det.

Den nye digitale udgivelse fra
Dodo & the Dodos hedder ”Upgrade”, og hvis man har en af deres LP’er eller
CD’er liggende og sender dem et foto af det, får man de otte nye genindspilninger
til halv pris.

Kategorier
Musiknyheder

Blues-kongen er død

I de seneste uger har musikverdenen taget afsked med store
navne som Ben E. King og Percy Sledge, og i torsdags faldt endnu en kæmpe. Ud
over sin karakteristiske vibrerende spillestil blev bluesmusikeren B.B. King
blandt andet også kendt for et nært forhold til sin guitar, som altid gik under
navnet Lucille.

Ved en koncert i Arkansas i USA i vinteren 1949 opstod der et
slagsmål blandt publikum, og da en petroleumsvarmer blev væltet omkuld udbrød
der brand. Alle søgte mod udgangen, men udenfor gik det op for den unge B.B.
King, at han havde efterladt sin elskede Gibson-guitar, så han gik tilbage i
den brændende bygning og fik den reddet ud. Næste dag fandt han ud af, at to
personer var blevet dræbt under branden, og at slagsmålet handlede om en kvinde
ved navn Lucille. Han gav guitaren navnet Lucille som en påmindelse om, at man hverken
bør slås om kvinders gunst eller gå ind i brændende bygninger, fortæller producenten
bag musikerens foretrukne mærke gennem hele karrieren, Gibson.

B.B. King døde 89
år gammel efter et liv med hundredvis af koncerter hvert år. Først i efteråret
sidste år blev turnélivet indstillet på grund af sygdom.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Livet er herligt

Kære
Tor

Jeg
husker en harmonika-vals, der givetvis hedder Livet er herligt. Den er fra en
gammel dansk film, og jeg tror at Karl Stegger synger med. Det er ikke meget at
gå ud fra, men hvis du kan prøve, vil jeg sætte pris på det.

Kærlig
hilsen Mona

Kære
Mona

Jeg
tror, du skal omkring filmen ”Manden på Svanegården” fra 1972, hvor Karl
Stegger og Arthur Jensen synger ”Det er herligt” (selvom Arthur Jensens rolle
ikke er overbevist om, hvor herlig tilværelsen nu er, og hvor længe den kan
blive ved med at være det). De er i øvrigt akkompagneret af harmonikaduoen Fritz
& Erik, og du kan høre den på Youtube.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Johnny Madsens duet

Hej
Tor

Jeg
har hørt en ny sang med Johnny Madsen. Hvor han også synger med en anden
sanger. Jeg tror den hedder ”Godt nyt til alle”. Det er faktisk ikke den sang,
jeg vil spørge om. Men den får mig til at tænke på et engelsk nummer fra nok slutningen
af 80’erne, kan bare umuligt huske hvilken. Det er rytmen og især guitarlyden
det handler om.

”Jokke”

Hej
Jokke

Først
og fremmest er titlen ”Godt nyt”, og det er Johnny Madsen i duet med
forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen. Og nu hvor jeg har nærlyttet
den nogle gange, er der også en klokke, der ringer hos mig – forhåbentlig den
samme som hos dig. Mit bud er, at du tænker på ”Auberge”, som Chris Rea havde
et mindre hit med i 1991. Bedøm selv ved at høre “Godt nyt” her og “Auberge” her.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Årets vindersang er 10 år gammel

De
danske deltagere ved Grand Prix-semifinalen i Wien tirsdag d. 19. maj er den unge
gruppe Anti Social Media med en sang, der faktisk er ti år gammel. Dengang
arbejdede producerne Remee og Chief1 på numre til sangeren Bryan Rice, og
undervejs kom ”The Way You Are” til verden. Sangen passede dog ikke helt til
Bryan Rice, og den rigtige kunstner til nummeret lod vente på sig, så sangen
blev lagt til side.

Chief1 glemte den dog ikke helt, og han fik den med i årets
danske Melodi Grand Prix – stadig uden at have den rette til at fremføre den.
Først da han efter DR’s egentlige deadline faldt over Philip, der nu er
forsanger i Anti Social Media, gik det hele op i en højere enhed, og danskerne
pegede på ”The Way You Are” som det bedste bidrag til konkurrencen i Wien i
næste uge.

Kategorier
Musiknyheder

15 år på the wings of love

Maj
måned er hvert år omdrejningspunkt for verdens største popfest, og i år foregår
det hele i Wien. Når Det Internationale Melodi Grand Prix afvikles i den østrigske
hovedstad om en uges tid giver det mulighed for, at en kunstner eller en gruppe kan
slå sit navn fast over for et på ca. 180 millioner tv-seere, ganske som da
Brødrene Olsen i dag for nøjagtigt 15 år siden vandt med ”Fly On the Wings of
Love”.

Jørgen Olsen fortalte engang til dr.dk, at ”Vi gik ind som to ukendte,
gamle fyre på 50 og 46 år, og så gik vi ud som Europa-berømte. Det er en stor
forandring på 3 minutter! Det er der meget få mennesker, der prøver i deres liv”.

Sverige regnes som vinderfavorit i år, hvilket på papiret vil give Danmark en
fordel til næste år. Både Olsens og Emmelie de Forests Eurovision-sejre er
nemlig hentet på svensk jord.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 9-årig operasanger

Hej
Tor

Der
florerer på Facebook et klip med Andre Rieu, som min mand og jeg holder meget
af, sammen med en lille pige, der synger opera. Umuligt at forstå at en lille pige
er så talentfuld. Kan du fortælle hvem hun er og måske om man kan høre mere til
hende?

Mvh
Karin

Hej
Karin

Jeg
har set optagelsen, og blev også meget imponeret over den blot 9-årige piges
overbevisende præstation. Hun hedder Amira Willighagen og blev opdaget gennem
tv-showet ”Holland har talent”
, hvor hun i sin første optræden fremførte
Puccinis ”O mio babbino caro” – selvsamme arie som i koncertklippet med Andre
Rieus orkester. Den nu 11-årige Amira har udgivet et enkelt album, ”Amira”, med
de ti værker, hun optrådte med undervejs i ”Holland har talent”, heriblandt
”Pie Jesu”, ”Ave Maria” og ”Nessun Dorma”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Regulate-sample

Hej Tor

Jeg skal finde frem til den sang, der bruges ”bag ved”
Regulate med Warren G. Hans nummer er det, jeg kender bedst, men jeg ved at den
er samplet fra en anden sang?

P.I.

Hej P.I.

Det er Michael McDonald-nummeret ”I Keep Forgettin’ (Every Time
You’re Near)”
fra 1982, der danner grundlaget for Warren G og Nate Doggs hit ”Regulate”
fra 1994. Og Michael McDonald-sangen indeholder i øvrigt en melodistump fra
Chuck Jackson-nummeret ”I Keep Forgetting” fra 1963, men det er en helt anden
historie.

Med venlig hilsen

Tor Bagger