Måned: august 2015

Selvom
frimærkesalget ikke er, hvad det var en gang, er der stadig noget særligt
forbundet med at få sit ansigt eller sit kunstværk med på frankeringen. En af
de mere velbesøgte frimærkelanceringer fandt sted i den forgangne uge under den årlige
Elvis Week ved Elvis Presleys gamle hjem Graceland, for kongen af rock’n’roll kan
for anden gang findes på de amerikanske frimærker. Til det nye frimærke ”Elvis
Presley Forever” har det amerikanske postvæsen valgt et 60 år gammelt foto af
den blot 20-årige sanger. Elvis-portrætteringen kan i sig selv give en tanke
om, at selskabet U.S. Postal forsøger at sætte lidt ekstra skub i
frimærkehandelen, for efter der i 1993 for første gang blev lanceret et
frimærke med Elvis Presley, endte det med at blive det mest sælgende i U.S.
Postals historie.

Mange
vil nok betragte Olsenbanden som noget af det mest danske, man kan forestille
sig, men også i det daværende DDR var filmene om Egon, Benny og Kjeld vældigt
populære. ”Die Olsenbande” har fortsat så stor betydning i det østtyske område,
at museet Kunsthalle Rostock om få dage åbner en hel udstilling om de folkekære
kriminelle, der er tæt forbundet med Bent Fabricius-Bjerres let genkendelige
temamelodi.

Egentlig skrev han temaet i ragtime-stil på bestilling fra
instruktør Erik Balling, som havde forelsket sig i ragtime-musikken i Paul
Newman-filmen ”Sidste stik”. Men det blev for stift og firkantet til Egon,
Benny og Kjeld, ”som jo alle tre var lidt flossede i kanten”, forklarer
Fabricius-Bjerre i sin bog ”Tanker ved tangenterne”. Så i stedet tog han Papa
Bues Viking Jazzband med i studiet, hvor de over to dage spillede melodien på
et utal af måder i forskellig stil og tempo, og på den måde fik Olsenbanden den
lyd, der fulgte dem gennem samtlige film.

Udstillingen, der åbner på lørdag,
hedder ”Mächtig gewaltig!”, opkaldt efter den tyske oversættelse af udtrykket ”Skidegodt,
Egon”.

I
de seneste år er Det Kongelige Teater begyndt at lukke andre end skuespillere
og balletdansere ind på den gamle scene i København, hvilket har givet nogle
interessante rock- og popkoncerter med navne som Lou Reed og Alicia Keys. I
de kommende uge er der atter fint besøg, når Patti Smith giver koncert med
udgangspunkt i hendes debutplade, som i år fejrer 40-års-jubilæum. Albummet ”Horses”
blev skelsættende på mange måder og banede vej for andre navne på den
amerikanske punkrock-scene, og i sin anmeldelse dengang kaldte musikmagasinet
Rolling Stone den unge sangerinde for ”en ægte original så original, som
originaler nu kan være”.

Hele debutalbummet fremføres i sin fulde længde på Det
Kongelige Teater både torsdag og fredag i det, Patti Smith selv kalder ”en ærlig
og stolt hyldest til ”Horses”, som jeg mener, er tre-akkorders rock fusioneret
med ordets magt”.

Hej Tor

En gang i slutningen af 90érne (senest 2000 ved jeg) var jeg med en veninde til mini koncert på en café i Aalborg. Jeg ved ikke om den hed Stygge Krumpen dengang, men det var samme lokaler. Det var med en kvindelig sangerinde, hun blev spillet af og til i radioen dengang, og jeg kan stadig tage med selv i at nynne den søde linje ”Jeg vil ha’ en at gå og tygge på”. Men mere husker jeg ikke, heller ikke hendes navn. Kan du hjælpe mig videre?

Louise K.

Hej Louise

Laura Illeborgs tour-planer fra de år kan jeg ikke i hovedet, men jeg er helt sikker på, at det er hende, du har hørt. Linjen ”Måske er det godt at have nogen at gå og tygge på” er fra sangen ”En at tygge på” fra CD’en ”Sværger og lover”. Den udkom i 1998, så det passer også fint med din caféhukommelse.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Hej
Tor

“Sommer”
med Page Four minder mig om et andet track lige der hvor de synger “Det
var sommeeeeeeer” og lissom knækker på stemmen. Men hvad?

Kh
Tobias

Hej
Tobias

Jeg
kan godt se, hvad du mener, og efter at have hørt den frasering til hudløshed
har jeg et par bud: Mine tanker falder på et lignende knæk i Aura Diones stemme
på “Geronimo” fra 2011, og på omkvædet i “Vi er helte”, som
var et hit for Bjørnskov sidste år. Ringer det en klokke for dig?

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Efter
nogle dage med forfest og campinghygge går musikken på årets Smukfest i
Skanderborg for alvor i gang onsdag. Som altid byder ”Danmarks smukkeste
festival” på en blanding af nye, gamle, danske og udenlandske navne på scenen,
og et af de store bands på plakaten i år er den genopstandne disco-gruppe Chic.
Det var guitaristen Nile Rogders og den nu afdøde bassist Bernard Edwards, der
var de bærende kræfter i bandet, og i 70’erne og starten af 80’erne havde de
både succes med Chic og som leverandører af sange til andre kunstnere.

Et af de
mest kendte numre blev til nytårsnat mellem 1977 og 1978, hvor Edwards og
Rodgers skulle have mødtes med sangerinden Grace Jones på New Yorks hotteste diskotek,
Studio 54, men ved en fejl stod de ikke på hendes gæsteliste, og det lykkedes dem
ikke at overbevise dørmanden om, at de var tidens hotteste disco-producere med
ret til at være med til festen. I stedet gik de hjem i studiet og skabte et ”svar”
til dørmanden med det tilbagevendende udråb ”Aaaaah fuck off”. Den slags
sprogbrug var ikke udgivelsesegnet, så de forsøgte sig med ”freak off” i
stedet, men endte på det i dag så velkendte ”Aaaaaah freak out”, som med titlen
”Le Freak” blev et af Chics største hits.

Omverdenens interesse for det gamle
band er blevet øget markant, efter at Nile Rodgers for nogle år siden
medvirkede på Daft Punk-hittet ”Get Lucky”.

I denne uge bliver en af historiens mest skelsættende begivenheder mindet ved
ceremonier i Japan. Natten til torsdag dansk tid er det 70 år siden, Hiroshima
blev ramt af en amerikansk atombombe, som på et øjeblik dræbte ca. 80.000
mennesker og ødelagde byen. Hiroshima-bomben og den efterfølgende bombe over
Nagasaki satte naturligt nok dybe spor i eftertiden og skabte en angst for
atomkrig, som også er kommet til udtryk gennem musik gennem årene.

En af
sangene, der refererer til begivenhederne, er OMD’s hit fra 1980 “Enola
Gay”. Nummeret deler navn med det bombefly, der kastede bomben over
Hiroshima, og det var piloten selv, der havde døbt flyet Enola Gay efter hans
egen mor. Og eksempelvis linjen “It’s 8:15 and that’s the time that it’s
always been” refererer ikke blot til tidspunktet for den altødelæggende
eksplosion, men også til at ure i det omkringliggende område gik i stå kl.
08:15 på grund af den voldsomme stråling fra atombomben.

Blandt de mange andre
sange, der omhandler frygten for atomkrig, er Bob Dylans “A Hard Rain’s A-Gonna
Fall”, “Two Tribes” med Frankie Goes to Hollywood og Nenas
“99 Luftballons”.