Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Du, du, du gør hvad du vil

Hej
Tor

Jeg
vil prøver at finde et nummer fra 80érne, som jeg nogle gange griber mig selv i
at nynne. Omkvædet er ”Du du du gør hvad du vil”, men af en eller anden grund
dukker der ikke noget op på Google, når jeg søger på det. Så nu må du være min
søgemaskine. Jeg har ledt hos både Tøsedrengene og DND, men den er
tilsyneladende ikke med dem.

Mvh
”Kaptajnen”

Ohøj
Kaptajn!

Det
er faktisk lidt underligt, at Google ikke kan hjælpe i en præcis søgning som
denne, men det er jo trods alt ikke alle tekster og titler, der findes på
nettet. Men jeg hjælper gerne: Det var Mek Pek & The Allrights, der sang ”Du-du-du”
på pladen ”Pigen & trompeten” i 1988. Du kan høre den på Youtube.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens julesang: Mariahs ønskeseddel

Hvert
år forsøger sangere og sangskrivere at lancere nye julesange, men kun ganske
sjældent lykkes det en ny sang at slå så meget an, at den bliver hentet frem i
december år efter år. Der var heller ikke særlige forventninger til et pletskud
af den art, da Mariah Carey for mere end 20 år siden gik i gang med sin første
juleplade ”Merry Christmas”. Sammen med sin makker Walter Afanasieff skrev hun
først en halvtrist juleballade og dernæst en mere religiøs pophymne. Som den
sidste af de tre nyskrevne sange på pladen, der også skulle rumme fortolkninger
af velkendte julesange, havde Mariah Carey en idé om at lave en mere rocket
julesang i 1960’er-stil a la Phil Spectors gamle produktioner.

Walter Afanasieff
fortalte sidste år musikmagasinet Billboard, at han derfor satte sig ved
klaveret og spillede noget i boogie-woogie-stil, hvortil Carey straks kom op
med den nu velkendte første linje ”I don’t want a lot for Christmas”. Den ene
idé greb den næste, og kort efter havde de et omfattende udkast til det, der fra
1994 og frem skulle blive et af de største julehits i nyere tid. Walter
Afanasieff har endda med årene overbevist sig selv om, at ”All I Want For
Christmas” vil vise sig at blive den mest succesfulde julepopsang nogensinde.

Kategorier
Musiknyheder

6 kg baby i 1915

Om få dage er det tid til at markere en særlig 100-års-dag. Det er 100 år
siden, en dreng på lidt over 6 kg kom til verden i New Jersey, USA, under
dramatiske omstændigheder. Moderen besvimede af smerte, lægen fik beskadiget navlestrengen,
og den nyfødte dreng var helt blå og ude af stand til selv at trække vejret. Ved
barselssengen frygtede man, at han var blevet kvalt, men drengens jordemoder,
som også var hans mormor, sænkede ham ned i koldt vand og tvang dermed hans
lunger til at trække sig sammen og sætte åndedrættet i gang.
Hvis ikke det var
lykkedes, ville man aldrig have hørt en af musikhistoriens mest kendte stemmer,
og vi ville på lørdag ikke kunne have fejret Frank Sinatras 100-års-dag.