Kategorier
Musiknyheder

Martin Luther Kings dag

I 1970’erne
begyndte musikeren Stevie Wonder og mange andre at arbejde aktivt for, at USA
skulle markere den afdøde borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings
betydning ved at opkalde en national helligdag efter ham. På fredag er det 35
år siden, en af de helt store begivenhed i det langstrakte lobbyarbejde fandt
sted. Stevie Wonder og andre havde arrangeret en stor demonstration i
Washington D.C. på netop Kings fødselsdag, og her fremførte Wonder sit nummer ”Happy
Birthday”
, som måske på overfladen kan lyde som en fødselsdagssang til hvem som
helst, men reelt er en hyldest til den sorte aktivist, der blev myrdet i 1968.

I 1983 bar kampen frugt, da præsident Reagan gjorde den tredje mandag i januar
til Martin Luther King Day.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 80’er-børne-reggae-rap

Hej
Tor

Med
al den dancehall musik, der er fremme for tiden er jeg kommet til at tænke på
en melodi fra min egen ungdom (først/midt-80érne). En lidt sjov reggae/rap
måske endda med nogle børn. Jeg tror teksten er ”Pass the (et eller andet)”,
men resten fortaber sig i glemslens tåger.

Mvh.
Johannes

Hej
Johannes

Jeg
kunne høre den for mit indre øre, straks jeg læste dit spørgsmål. ”Pass the
Dutchie”
fra 1982 var et stort hit for engelske Musical Youth, hvis medlemmer
alle var mellem 11 og 15 år dengang. Egentlig var nummeret en blanding af
Mighty Diamonds’ ”Pass the Kouchie”, som blev omskrevet på grund de mange
hash-referencer, og ”Gimme the Music” med U Brown.
Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Aretha Franklin – en naturlig kvinde på 73

En af det forgangne års sidste store
musikoplevelser på de sociale medier kom fra prisuddelingen Kennedy Center
Honors, hvor udvalgte musikere, filmfolk og andre entertainere hvert år hyldes
for en livslang indsats i amerikansk populærkultur. Denne gang var der medaljer
til blandt andre filminstruktøren George Lucas og sangskriveren Carole King,
men det 73-årige Aretha Franklin, der løb med opmærksomheden, da hun satte sig
ved flyglet og fremførte en udgave af ”(You Make Me Feel Like) A Natural Woman”.

Melodien blev skrevet i 1960’erne af Carole King, som ved showet forleden var
tydeligt overrumplet af Franklins optræden, mens teksten ikke er skrevet af en
kvinde, som man kunne forledes til at tro, men af Kings daværende mand Gerry
Goffin. En musikkollega havde passeret ham på gaden og råbt ”Du burde skrive en
sang med titlen A Natural Woman”, og den idé var så god, at Goffin og King gik
i gang med at skabe den sang, som først Aretha Franklin og senere også Carole
King
selv skulle udødeliggøre på plade.

Du kan se Aretha Franklins abelagtige optræden ved Kennedy Center Honors, hvor også præsident
Obama måtte knibe en tåre og deltog i de stående klapsalver – se med på Youtube.

Kategorier
Musiknyheder

60 år på de knuste hjerters hotel


søndag er det 60-års-dagen for en skelsættende begivenhed i rockhistorien. Den
unge Elvis Presley havde allerede udgivet en stribe singler uden at få sit helt
store gennembrud, da han gik i studiet hos sit nye pladeselskab RCA. Med sig
havde han en sang, som han ved en koncert få uger forinden havde lovet publikum
skulle blive hans første hit, og selvom der var stor uenighed om nummerets
kvaliteter på RCA, endte Elvis med at få ret.

Sangen var nemlig ”Heartbreak
Hotel”, og en af historierne bag klassikeren er, at to sangskrivere i en avis
havde læst om en mand, som i forbindelse med sit selvmord havde efterladt et
afskedsbrev med den korte besked ”I walk a lonely road” (jeg går ad en ensom
vej, red.). Sangskrivernes idé var, at der for enden af ensomhedens vej burde
ligge et hotel for alle de knuste hjerter.

Den 10. januar 1956 indspillede
Elvis Presley “Heartbreak Hotel”, og efter en tv-optræden i februar begyndte
den nu ikoniske sang sin vej til toppen af hitlisterne.