Kategorier
Musiknyheder

Du danske sommer, jeg elsker dig…

Af
alle de mange danske sommersange, man har kunnet finde på at nynne den seneste
tid, har den formentlig mest passende været Thøger Larsens ”Sommervise”. Det
var den oprindelige titel på et digt, som nogle år senere fik melodi af Otto
Mortensen og sidenhen er blevet bedre kendt som ”Du danske sommer, jeg elsker
dig”. For selvom hyldesten til varme dage og lyse aftener fylder en del, så er
det især beskrivelsen af det ustadige og lunefulde vejr, teksten er kendt for.
Det er sommeren, der ”så ofte har sveget mig” med ”kolde farver i sky og vand”
og ”tordenlatter og tordenregn”, og således passer den snart 100 år gamle tekst
stadig som en beskrivelse af dansk sommer anno 2016.

”Sommervise” blev
offentliggjort i digtsamlingen ”Vejr og vinger” i 1923, i øvrigt samme år som Thøger
Larsen fratrådte stillingen som redaktør for Lemvig Dagblad efter 19 år.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: EM-musik

Hej
Tor

Når
der er EM bold i fjernsynet, kører der tit en lille “jingle” med EM logoet og
et stykke musik, som er svært at forklare, men rummer en sjov lyd, en slags
hyletone. Kan du fortælle, hvilken det er?

Kh
Hannah

Hej
Hannah

Det
er en lille bid af EM-slutrundens officielle sang ”This One’s For You”. Det er
den franske DJ og musiker David Guetta, som har indspillet nummeret sammen med
den svenske sangerinde Zara Larsson. De spillede den ved åbningsshowet i Paris,
og så vidt jeg ved, optræder de også denne fælles-europæiske slagsang forud for
EM-finalen på søndag.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

…Og 30 års svensk power

En anden verdensberømt gruppe fylder også rundt fredag, for 8. juli 1986
udkom den første single med Marie Fredriksson og Per Gessles senere så
succesfulde duo Roxette. Det lidt specielle var dog, at Gessle et par år
tidligere også havde udsendt en plade under Roxette-navnet. Hans oprindelige
gruppe Gyllene Tider var tiders største svenske band, men da en engelsksproget
plade skulle udsendes i udlandet, syntes pladeselskabet, at de burde finde et
andet navn. Valget faldt på Roxette – efter en gammel Dr. Feelgood-sang med
samme navn
– men da denne udgivelse blev fuldstændig overset uden for Sveriges
grænser, var Roxette-navnet nærmest at betragte som uberørt, da Fredriksson og
Gessle i 1986 slog sig sammen efter at have kendt hinanden i det meste af et
årti.

Første single for 30 år siden hed ”Neverending Love” og blev et hit i
Sverige, men der gik et par år, før resten af verden omfavnede Roxette på grund
af hits som ”The Look”, Listen to Your Heart” og ”It Must Have Been Love”.

Kategorier
Musiknyheder

20 års girl power

Hvis
man vil mindes om, hvor hurtigt tiden kan gå, kan alderen på musik, man husker
godt, være et fint pejlemærke. Og på fredag er det intet mindre end tyve år
siden, fem piger fra Storbritannien gjorde deres eftertrykkelige entré på
popscenen, da Spice Girls-debutsinglen ”Wannabe” udkom. Geri, Emma, Victoria,
Mel C og Mel B med kælenavnene Ginger Spice, Baby Spice, Posh Spice, Sporty
Spice og Scary Spice havde i et par år arbejdet med deres fælles pigegruppe, og
”Wannabe” var en af de sange, de selv havde skrevet sammen med to komponister
og producere. Sangen, der blev et kæmpehit nærmest fra den ene dag til den
anden, indeholder blandt andet linjen ”Friendship never ends” (venskab slutter
aldrig, red.), som blev en slags motto for pigerne.

Egentlig var der planer om
at genoptage venskabet og gendanne gruppen i år for at tage på jubilæumstour,
men en af forklaringerne på, at det ikke blev til noget, har været, at de rette
spillesteder var booket i forvejen. I stedet har Mel C tidligere i år sagt, at
hun håber, gendannelsen kan lykkes til næste år – med en 21-års-jubilæumsturné.