Kategorier
Musiknyheder

Your Song til Elton Johns afdøde mor

En
af Elton Johns sange fik i sidste uge en anden betydning, end den normalt har
og har haft siden 1970. Sangerens mor gik nemlig bort den 4. december i en
alder af 92, og ved sin første koncert efter dødsfaldet tilegnede Elton John ifølge
BBC ”Your Song” til sin hende. Selvom teksten med indledningen ”It’s a little
bit funny, this feeling inside” er en ung mands kærlighedserklæring til sin
udkårne, så har netop ”Your Song” en tæt forbindelse til den nu afdøde Sheila
Farebrother. Da den helt unge Elton John havde mødt Bernie Taupin, som nu har
skrevet tekster til ham gennem hele karrieren, arbejdede de uafbrudt sammen på
nye sange, og den kun 17-årige Taupin flyttede derfor ind hos Elton John og
hans mor i det nordvestlige London. Det meste af ”Your Song” er således skrevet
hen over morgenbordet
i Sheila Farebrothers køkken, længe før den blev en del
af Elton Johns store gennembrud.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: This Is My Life som duet

Hej
Tor

Jeg
har altid elsket This is my life, og jeg kender selvfølgelig både den hurtige
med Kim Larsen og den langsomme med Gasolin. Men så talte jeg med en ven, der
siger han har hørt den som duet (Kim Larsen!) men det har jeg ikke kunnet
finde. Kender du noget til det?

Joachim

Hej
Joachim

Mit
bud er, at det er duetten mellem Flemming ”Bamse” Jørgensen og Kim Larsen, det
handler om. I 2005 udgav Bamse pladen ”Be My Guest”, hvor han fremførte duetter
med andre danske kunstnere, og ”This Is My Life” var en af dem.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Julesange og vårviser

En
af de store stemmer, der lægger vejen forbi Nordjylland for at synge julen ind,
er den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø. Ligesom sidste år optræder hun i
Aalborg Kongres & Kultur Center med showet “Sissels jul”, men i
år er det som en del af hendes 30 års-jubilæum. Selvom hun allerede havde gjort
sig bemærket i Norge i årene forinden, var det nemlig i 1987, at Sissel
Kyrkjebø på en enkelt aften blev allemandseje i Danmark – ikke med en julesang,
men med en vårvise.

Sissel Kyrkjebøs norske debutplade skulle udgives i
Danmark, men der var brug for et par danske sange som lokkemiddel til publikum
herhjemme, og da Sissel var blevet præsenteret for en stribe danske
valgmuligheder, pegede hun selv på Sebastians sang ”Vårvise”. Derefter gik det
hurtigt, fortalte Sebastian for nogle år siden til Ekstra Bladet:
– ”Hun kom ned,
og vi lavede sangen. Om aftenen var vi så med i Hans Otto Bisgaards ‘Under
Uret’ på tv”.

Og efter Sissel Kyrkjebø og Sebastian den 15. maj 1987 havde
fremført ”Vårvise” på landsdækkende monopol-tv, var hun en stjerne. Vårvisen er
dog skiftet ud med både klassiske julesange og gospelmelodier, når Sissel Kyrkjebø
på onsdag er i Aalborg.

Kategorier
Musiknyheder

Fyret for Elvis’ julesang

En
lidt for frisk indspilning af en julesang var for 60 år siden skyld i en af de
mest kendte afskedigelser i amerikansk radiohistorie. Den unge stjerne Elvis
Presley havde i 1957 udsendt en LP med julesange og julesalmer, og fra flere
kanter var der kritik af, at noget så helligt som julen skulle blandes sammen
med Presleys seksuelt ladede stemme og hans rock’n’roll-stil. Blandt andet fik fik
alle medarbejdere på radiokanalen KEX Solid 7 i byen Portland forbud mod at
spille særligt ”White Christmas”. Historien fortæller endda, at komponisten
Irving Berlin var så utilfreds med Elvis Presleys indspilning, at han havde
fået medarbejdere til at ringe rundt til radiostationer for at bede dem om ikke
at spille denne ”blasfemiske parodi” på hans juleklassiker.

KEX Solid 7 tog natradioværten
Al Priddy
dog alligevel chancen og satte ”White Christmas” med Elvis Presley
grammofonen den 12. december 1957 – med det resultat at programchefen ringede
til ham i studiet og fyrede ham. Efter nogle uger med lytterklager blev Al
Priddy dog genansat. Selvom der har været påstande om, at det hele var aftalt
spil for at skabe opmærksomhed om kanalen, lever historien om ”White
Christmas”-opstandelsen og Al Priddys fyring stadig 60 år efter.