Kategorier
Musiknyheder

Hej, jeg elsker dig!

I
år er det 50 år siden, bandet The Doors udgav albummet ”Waiting For the Sun” og
dermed også et af deres største hits, ”Hello, I Love You”. Men selve sangen er
faktisk nogle år ældre, for den oprindelige skitse til ”Hello, I Love You” er
fra 1965, hvor forsanger Jim Morrison på en strand i Californien fik øje på en
meget smuk, afroamerikansk kvinde. Han skrev et par inspirerede linjer i sin
notesbog og færdiggjorde senere sin musikalske hilsen til den smukke kvinde og
udødeliggjorde i samme ombæring scorereplikken ”Hello, I love you, won’t you
tell me your name”, som altid har klinget flot, men muligvis aldrig har virket
på nogen kvinde.

Tidligere i år blev der sluppet en hidtil meget sjælden
demo-version af ”Hello, I Love You” fri, og på fredag udgives en
jubilæumsudgave af hele albummet ”Waiting For the Sun”. Den nye version
indeholder blandt andet liveoptagelser fra The Doors’ koncert i København i
1968.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Monolog om EM ’84

Hej
Tor

Jeg
husker en sketch, som jeg optog på bånd fra radioen engang i midt-80’erne. Jeg
kan regne ud, at den er lavet omkring 1984, for der er referencer til EM i
fodbold deri. Det er en mand, der harcelerer over konen generelt og ikke mindst
hendes ferieplaner. Husker disse brudstykker: “Skulle jeg padle rundt nede
på Gudenåen, mens gutterne spiller på Park De Princes? Ikke å en skid”.
“Noget at æde, noget at drikke og så bold” “Natsygeplejerskens
sidste knald”. Jeg har været forbi Per Højholt og udelukket ham. Højholt
var jo en kvinde i sine monologer. Poul Erik Krogen kan jeg ikke helt udelukke,
men jeg husker det ikke som ham.

Claus

Hej
Claus

For
jeg kan godt huske den pågældende monolog og kunne for mit indre øre med det
samme høre en tyk aarhusiansk dialekt, så jeg gik straks på jagt i Østjydsk
Musikforsynings udgivelser. Og det er rigtigt nok H.C. Vartenberg og Østjydsk
Musikforsyning, du har dyrket dengang. Sketchen hedder ”Headquarter kalder
messen” og udkom i EM-året 1984 som B-side til deres single ”Danmarks drenge”.
Du kan genhøre ”Headquarter kalder messen” på Youtube.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Led Zeppelins danske debut

I
år fejres 50-året for dannelsen af rockbandet Led Zeppelin, og i denne uge er
der også en særlig markering med udgangspunkt i Danmarks rolle for bandets
opstart. Led Zeppelin opstod oven på ruinerne af bandet Yardbirds, som for at
overholde en stribe koncertaftaler blev ført videre med ny besætning under
navnet The New Yardbirds, inden de endegyldigt skiftede navn til Led Zeppelin.

Og den 7. september 1968 stod The New Yardbirds på scenen ved en Teen Club-fest
på Egegård Skole i Gladsaxe med fire musikere, der kun lige havde mødt
hinanden: Jimmy Page, Robert Plant, John Paul Jones og John Bonham. Kvartetten,
der skulle tage verden med storm som Led Zeppelin, spillede denne aften deres
allerførste koncert sammen, og på fredag på 50 års-dagen bliver det markeret på
præcis samme sted. Det meget roste engelske Led Zeppelin-kopiband Coda træder fredag
aften i deres gamle heltes fodspor, når de optræder på Gladsaxe Skole, som
stedet nu hedder.

Kategorier
Musiknyheder

Årets sidste promenadekoncert

En
af de mest traditionsrige begivenheder i britisk kulturliv er sommerens sidste
promenadekoncert i Royal Albert Hall. Hvert år sluttes musiksæsonen af med pomp
og pragt, og herlighederne ved “Last Night of the Proms”, som det kaldes,
tv-transmitteres til store dele af verden. Et fast højdepunkt er fremførelsen
af “Pomp and Circumstance March”, som komponisten Edward Elgar skrev i
1901. Den velkendte titel er hentet fra en passage i Shakespeare-stykket
“Othello”, hvor hovedrollen taler om “pride,
pomp, and circumstance of glorious war”. Allerede i 1902 blev værket,
der også kendes som ”Land of Hope and Glory”, spillet ved kroningen af kong
Edward VII, og på lørdag på DR K kan man med sikkerhed opleve det som en del af
årets sidste promenadekoncert.