Kategorier
Musiknyheder

Morsom musikalsk menstruation

Forleden
sendte TV 2 Zulu deres årlige ”Zulu Comedy Galla”, som normalt fylder scenen og
skærmen med komikere, men i år var det en nordjysk sangerinde, der stjal en god
del af opmærksomheden. Kender man Annika Aakjær fra Vodskov, er det formentlig
for hendes poetiske og personlige popsange, men hun har også turneret med et
soloshow med både musik og anekdoter, og i den forbindelse opstod en meget
underholdende sang om menstruation, som hun optrådte med ved ”Zulu Comedy
Galla”, og som hurtigt blev et hit på de sociale medier. Teksten om cyklus,
natbind og menstruationskopper er Aanika Aakjærs egen, men i modsætning til
normalt har hun lånt en melodi med en knapt så morsom forhistorie.

Ifølge bogen
”Anne, Sanne og Lis” døjede musikeren Morten Kærså i årevis med angstproblemer,
efter han som barn havde sneget sig til at se noget af tv-gyserserien
”Belphegor – spøgelset fra Louvre”. Selv som voksen kunne det holde ham vågen
om natten, men det lykkedes ham også at bruge nætterne kreativt. Her skabte han
grundlaget for sangen ”Woodoo”, som han sammen med Sanne Salomonsen og Hans
Henrik Koltze arbejdede videre med for gruppen Sneakers. Den angstplagede
musiker havde dengang næppe forestillet sig, at linjen ”Han laver voodoo om
natten” mange år senere skulle blive til ”Du skal brug’ natbind om dagen”.

Kategorier
Musiknyheder

Septembers himmel er så blå

Hver
årstid sine sange og hver måned sine melodier. På skillelinjen mellem
sensommeren og efteråret er en af de mest passende danske sange ”Septembers
himmel er så blå”, som har været elsket, siden skoleklasser landet over tændte
for radioen i september 1949. Digteren og underviseren Alex Garff, som også er
kendt for ”Heksemutter lod en tudse” og den danske tekst til Lucia-sangen ”Nu
bæres lyset frem”, havde det år fået en opgave af Danmarks Radio. Han var
ifølge Det Kongelige Bibliotek blevet bedt om at skrive en ny sang til
”Danmarks Skoleradio”, som man på skolerne kunne tænde for i skoletiden, så
eleverne kunne synge med på udvalgte sange, og til et tema om årstidssange
ville man gerne præsentere en helt ny sang. Otto Mortensen havde komponeret
melodien, og i bladet ”Danmarks Skoleradio” var tekst og noder på forhånd sendt
ud til skolerne. Den 2. september 1949 kl. 9.15 tændte lærere over hele landet
for radioen, så alle kunne stemme i: ”Septembers himmel er så blå, dens skyer
lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide”.