Kategorier
Musiknyheder

Krimiforfatterens guddommelige musik

Torsdag er der premiere på den nye spillefilm ”Valhalla”, der baserer sig på
både den nordiske mytologi og på tegnefilmen fra 1986 om vikingeguderne og de
to menneskebørn Tjalfe og Røskva. De færreste er nok klar over, at den nu så
berømte thriller-forfatter Jussi Adler-Olsen spillede en særlig rolle omkring
”Valhalla”-filmen dengang i 80’erne. Jussi Adler-Olsen drev i 1970’erne et
tegneserieantikvariat i København, hvor han lærte blandt andre tegneren Peter
Madsen og forlagsredaktøren Henning Kure fra ”Valhalla”-tegneserieprojektet at
kende.

Da idéen om at videreføre tegneserien som biograffilm begyndte at tage
form i starten af 1980’erne, blev Jussi Adler-Olsen, der også havde erfaringer
som musiker og komponist, bedt om at skrive musik til en testfilm, der skulle
vise, hvordan en biograffilm kunne tage sig ud og hjælpe med at skaffe penge
til det ambitiøse filmprojekt. Han arbejdede længe med at skabe filmmusik og
lydunivers, undervejs også sammen med musikeren Bent Hesselman, men i sidste
ende blev det den erfarne engelske filmkomponist Ron Goodwin, der blev
ansvarlig for musikken til ”Valhalla”-tegnefilmen. Flere af Jussi Adler-Olsen
og Bent Hesselmans idéer var dog så vellykkede, at Goodwin inkorporerede dem i
sine egne værker, og derfor endte de to danskere med alligevel også at stå på
plakaten, da ”Valhalla” fik premiere i 1986. Filmen blev en stor succes, men
Jussi Adler-Olsen var ikke tilfreds med filmen:
– Man havde snakket om
Valhalla i fire år, og det skal man ikke. Det svarer til at sige: ‘Nu skal du
høre, hvad du får i julegave, du bliver simpelthen så glad.’ Forventningerne
stiger og stiger, og når man omsider får julegaven, så er den o.k. Men ikke
mere end det, fortæller han i biografien ”Jussi”.

Når
instruktøren Fenar Ahmads filmatisering af ”Valhalla”-historierne har
biografpremiere torsdag, er det hverken Jussi Adler-Olsen eller Ron Goodwin,
der er ansvarlige for musikken. Til gengæld kan man på et netop udkommet CD høre
ikke blot den oprindelige tegnefilmsmusik, men også for første gang Jussi Adler-Olsens
værker til testfilmen, som aldrig tidligere har været kendt i offentligheden.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik i Bros-dokumentar

Hej
Tor

Jeg
har endelig fået set den nye dokumentar om Bros. Shit mand, hvor var jeg vild
med dem dengang. Sidst i udsendelsen (rulleteksterne) er der en sang, jeg ikke
kender. Den er helt klart ikke fra deres oprindelige LP’erne, men er det måske
noget fra en solokarriere?

Kh
Helene

Hej
Helene

Jeg
har for nogle måneder siden også selv været på dr.dk, hvor man kan se
dokumentarfilmen, som på dansk hedder ”Bros: Popsensationen er tilbage”, og som
både fortæller om brødrenes massive succes fra 1988 og nogle år frem og om
arbejdet frem mod deres to genforeningskoncerter i 2017. Der er masser af Bros-nostalgi,
men lige netop sangen under rulleteksterne kommer fra et andet sted. Det er en
akustisk version af 2017-nummeret ”Brother” med det irske band Kodaline.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

50 år med marchmusik og gakkede gangarter

At
begivenhederne sidst i 1960’erne fik stor betydning for især populærkulturen i
mange år fremover, bliver man i øjeblikket mindet om, når det ene 50
års-jubilæum efter det andet skal markeres. På lørdag er turen kommet til et af
de helt store tv-fænomener, ”Monty Python’s Flying Circus”. Den 5. oktober 1969
løb første afsnit af det revolutionerende og nærmest absurde BBC-sketchshow
over skærmen i Storbritannien, og tv-underholdning var for altid forandret.
Dermed er det også 50 år siden, et ellers hæderkronet stykke musik blev kapret
og sat ind i en helt ny sammenhæng, for programmernes temamusik blev så afgjort
ikke skrevet til Monty Python-gruppen. Den muntre march-musik i starten og
slutningen af ”Monty Python’s Flying Circus” stammer fra 1893 og er en
amerikansk militærmarch kaldet ”The Liberty Bell”. Ingen af medlemmerne i
komikergruppen kendte på forhånd komponisten John Philip Sousas march, men da
de af BBC’s folk blev præsenteret for flere mulige intromelodier, var de
hurtigt enige om, at det var ”The Liberty Bell”, de havde brug for til deres
nye show. At værket kunne bruges uden udgifter til rettighedshavere har sikkert
også trukket op i regnestykket.

Terry
Jones forklarede i et interview med The Telegraph for ti år siden, at grunden,
til at de faldt for denne march, nok var, at den på én gang er både munter og
pompøs – og fordi den nærmest bare ventede på, at man skulle lave sjov med den
og ”afmontere” den. Så det gjorde de. ”The Liberty Bell” havde ellers været
brugt jævnligt i højtidelige sammenhænge i Storbritannien, blandt andet ved
kongefamilien i Buckingham Palace, men det ændrede sig, efter folk pludselig
kun kunne forbinde den med gakket og anarkistisk tv-humor. I USA, hvor Monty
Python ellers også har været meget populære, er sagen dog en anden. Her bruges
den 126 år gamle militærmarch fortsat ved vigtige anledninger, blandt andet ved
fem af de seneste syv præsidentindsættelser inklusive George W. Bush, Barack
Obama og Donald Trump.