Spørgsmål: 15-årig i X Factor

Hej Tor
I X Factor så du måske hende den 15-årige pige med de store øreringe og strikketrøjen (fredag d. 1. januar, red.). Hvad var det hun optrådte med? Det lød ret godt.
Kh Louisa

Hej Louisa
Den 15-årige Solveig fra Hvidovre, som endte med at gå videre i sæsonens første program, fremførte ”Like I’m Gonna Lose You”. Det er et nummer fra 2015 med Meghan Trainor i duet med John Legend. Trainor er også kendt for blandt andet ”All About the Bass” og ”Marvin Gaye”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Utroskabens malerpensel

I mange år var ”Top of the Pops” et tv-program, der kunne være med til at skabe fremtidens stjerner, danne mode og forstærke succesen for et hit. Hver uge kunne BBC-seerne opleve et udvalg af tidens mest populære sange fra den britiske singlehitliste, og der var derfor masser af opmærksomhed at hente ved at optræde i ”Top of the Pops”. For eksempel blev Boy George kendt fra den ene dag til den anden, da han med makeup og androgyn fremtoning optrådte med ”Do You Really Want to Hurt Me” med Culture Club – og i protest mod, at musikken skulle være på bånd og kun sangeren live, fremførte Nirvana ”Smells Like Teen Spirit” med falsk sang og påtaget vild sceneoptræden til både morskab og opstandelse. I denne uge har en af de mest berømte ”Top of the Pops”-detaljer 40-års-jubilæum, for den 15. januar 1981 havde Phil Collins en lidt overraskende rekvisit med på scenen. Han sad ved sit keyboard og fremførte sit sologennembrudshit ”In the Air Tonight”, men ved siden af keyboardet stod en spand maling med en pensel i. Han forklarede senere, at han bare havde fået øje på maling og pensel ude bagved og havde tænkt, at det ville se godt ud at have det med på scenen, men sandheden var formentlig en anden. Det var velkendt, at det meste af hans debutalbum blev skabt med udgangspunkt i og i efterdønningerne af skilsmissen fra hustruen Andrea Bertorelli, som skulle havde haft en affære med en mand, der havde været anset til at male og indrette deres hjem – og det var derfor svært ikke at læse malerspanden som en hilsen til eks-konen.

I 2015 fortalte Andrea Bertorelli dog sin side af historien til avisen Daily Mail, hvor hun godt nok erkendte at have haft en affære, men at hendes mand reelt var stemplet ud af deres ægteskab længe forinden på grund af sine lange turnéer med bandet Genesis.
– ”Jeg kan huske, at jeg så Top of the Pops den aften, han optrådte med spanden med maling på klaveret. Jeg var forfærdet, jeg blev dårlig og følte mig forrådt. Jeg vidste straks, at det var en besked til mig, men den blev givet offentligt. Og så fortsatte han med at fortælle journalister, at jeg var stukket af med dekoratøren. Andre sangskrivere som Adele laver plader om deres hjertesorg, men de sætter ikke navn på og peger fingre, som han gjorde. Den historie blev overdraget til medierne og portrætterede ham som den gode og gav mig rollen som skurk, og der var ikke noget, jeg kunne stille op. Da jeg bad ham om at holde op med at fortælle og skrive sange om vores forhold, sagde han, at han havde kunstnerisk frihed til at skrive om, hvad han havde lyst til”, fortalte Andrea Bertorelli i Daily Mail.

Spørgsmål: I Don’t Want To Love You, But I Do

Hej
For mange år siden omkring 1968 hørte jeg første gang til en skolefest et amatørorkester spille en melodi, som hedder noget i retningen af “I don`t wonna love, but I do”. Jeg har nogle gange senere hørt melodien uden at have fået fat i, hvem der har indspillet den. En af mine venner med stor indsigt i musik fra 60erne mener, at det er Peter Belli & Rivalerne(Les Rivals). Kan du hjælpe mig? På forhånd tak.
Hilsen Gert Rasmussen, Aabybro

Hej Gert
Jeg vil mene, at denne sag kan gå i to retninger, for jeg kender til to sange fra den periode, der kan passe på titlen, og uanset hvad er det nogle stærke folk, der dukker op. Peter Belli indspillede i 1967 en “I Don’t Want To Love You”, dog ikke med Les Rivals, men med gruppen Four Roses. Det var en genindspilning af et nummer med og af The Everly Brothers fra samme år. Hvis vi bliver inden for pigtrådsgenren, kan der også være tale om “I Don’t Want To Love You” med Cliff Richard fra 1965. Titlen er den samme, men sangen er en anden. Du kan høre dem alle tre via musikbrevkassen.dk, og jeg håber, du her bliver genforenet med lyden af skolefest i 1960’erne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Farvel til stemmen bag You’ll Never Walk Alone

Det er sjældent, at et dødsfald i musikkens verden berører sportsfans i stor stil, men det var tilfældet i weekenden, da beskeden om Gerry Marsdens kom. Marsden var frontmand i bandet Gerry and the Pacemakers, der ligesom andre Liverpool-grupper som The Beatles, The Searchers og The Swinging Blue Jeans var en del af den såkaldte Merseybeat-bølge i 1960’erne. Gerry and the Pacemakers hittede med sange som ”How Do You Do It” og ”Ferry Cross the Mersey”, men det var 1963-genindspilningen af en ballade fra en musical fra 1945, der var med til at sikre dem berømmelse langt ud over de tidlige rock’n’roll-år. Med tiden er sangen ”You’ll Never Walk Alone” nemlig blevet adopteret af fodboldfans og -klubber flere steder, først og fremmest i Gerry Marsdens hjemby Liverpool i England. I et interview på fodboldklubben Liverpool FC’s hjemmeside i 2013 fortalte Marsden, at traditionen begyndte på Liverpools stadion Anfield, allerede mens ”You’ll Never Walk Alone” toppede hitlisten i 1963:

”Jeg kan huske, når jeg var på Anfield, plejede de før hver kampstart at spille Top 10 fra nummer 10 til nummer 1, og derfor blev You’ll Never Walk Alone spillet før kampen. Jeg var med ved kampen, og fansene begyndte at synge den”, fortalte Marsden til liverpoolfc.com.

Da sangen røg ud af Top 10 på hitlisten, holdt stadionpersonalet også op med at spille den over højttalerne, men allerede ved den næste kamp lød tilråbene fra The Kop-tribunen med de mest inkarnerede fans: ”Hvor er vores sang?” Klubben måtte derfor finde ”You’ll Never Walk Alone” frem igen, og siden da har den været uløseligt forbundet med Liverpool FC, som spiller den forud for alle hjemmekampe. Gerry Marsden døde efter kort tids sygdom, 78 år gammel.