De fleste vil nok mene, at ”Dejlig er den himmel blå” allerede i den seneste uges tid burde være pakket væk sammen med julepynten, men faktisk er nu på mandag det allermest passende tidspunkt at synge den. For selvom salmen nu om stunder er nært knyttet til juledagene, så er den skrevet til brug ved Helligtrekonger, som falder den 6. januar, og som historisk har markeret afslutningen på julen. Omdrejningspunktet i teksten er heller ikke blot Jesu fødsel i sig selv, men derimod historien om de tre vise mænd, der ledes til stalden i Betlehem. Teksten er af Grundtvig, og ifølge Højskolesangbogen repræsenterer den digterpræstens første bevidste forsøg på at forny den danske salmedigtning, hvilket han først for alvor fik greb om 25 år senere. Den er nemlig oprindeligt skrevet som en børnesang, der genfortæller Matthæusevangeliets historie om ledestjernen og fødslen af en ny konge. Særligt i den oprindelige version fra 1810 med hele 19 vers kan man mærke intentionen om at bruge en salme som historiefortælling for børn, blandt andet med linjer som ”Vil I små ej også gerne se den lyse, milde stjerne”. Dette aspekt fremstår knapt så klart i Grundtvigs redigerede udgave med syv vers, som han udgav i ”Fest-Psalmer” mange år senere i 1853.
Melodien til ”Dejlig er den himmel blå”, som vi kender den i dag, er blot én blandt mange. Salmen, der på et tidspunkt hed ”En Barnesang”, har i hvert fald seks forskellige melodier, heriblandt melodier af kendte komponister som C.E.F. Weyse og Thomas Laub. Men den melodi, som i dag bruges af alle, er skrevet af Jacob Gerhard Meidell, som musikalsk ikke er kendt for andet end netop ”Dejlig er den himmel blå”. I mange år var komponisten anonym, og ifølge Det Kongelige Bibliotek skyldtes det formentlig, at Meidell som toldkontrollør var en del af embedsværket og derfor ikke ville eller burde associeres med sangskrivning. Alligevel stod han – sammen med Grundtvig – bag en af de mest elskede salmer, der bruges gennem hele juletiden, men egentlig er skabt til Helligtrekonger d. 6. januar.