I lørdags kunne man for første gang i 40 år opleve en live-udgave af et dansk kult-hit, kitsch-hit og lokalradio-hit fra 1985. Fire unge mænd fra Skive-egnen havde dannet et band, og i løbet af kort tid var fyrene i Georgs Bureau alle vegne. Deres helt store hit var den komiske fordanskning af 1960’er-hittet ”Wild Thing” med The Troggs, som på drevent jysk blev til den noget utraditionelle kærlighedserklæring ”Wild Ting”. Forsanger Lasse Popp fortalte forleden til TV MidtVest, at han huskede tilblivelsen af ”Wild Ting” på den måde, at et af medlemmerne i Georgs Bureau var kommet til at sige ja til, at bandet kunne spille til Thy Festival, selvom de kun havde én sang på repertoiret. Derfor måtte de i gang med at lave nye sange, og i den forbindelse opstod ”Wild Ting”. De gav en indspilning af nummeret til en radiostation, og herefter spredte ”Wild Ting” som en steppebrand: ”Så var den bare overalt. Så på den måde kan man sige, at det gik pissehurtigt”, fortæller Lasse Popp i dag. Efter et enkelt album og mindre succeser med en ny tekst til Kinks-klassikeren ”Lola” og Jimi Hendrix-sangen ”Hey Joe”, som blev til ”Hej Åge”, gik Georgs Bureau i opløsning i 1986.
Siden da har de fire musikere ikke været samlet på en scene, men efter 40 år genopstod Georgs Bureau i lørdags i hjembyen Skive, hvor byens 700-års jubilæum som købstad blev fejret. En række kunstnere som Mads Langer, Kim & Hallo og andre med rødder i Skive og på Salling spillede, og det gjaldt også Georgs Bureau, som på forhånd havde varslet, at det ville være en engangsforestilling. TV MidtVest kunne dog viderebringe, at der inden længe udkommer en ny sang fra de unge skibonitter, som nu er i tresserne.
