Musikbrevkassen.dk

Hvis man er inkarneret David Bowie-fan eller måske ligefrem samler, er der god grund til løbende at lægge lidt penge til side, for arkiverne gemmer på interessante ting, som lidt efter lidt bliver sluppet fri. Siden Bowies død i 2016 er der kommet flere bokssæt og særudgivelser, og på lørdag lander endnu en af slagsen. En af David Bowies mest afgørende perioder var tiden med hans alter ego Ziggy Stardust, som er i centrum på LP’en ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” fra 1972. Nu udkommer et tidligt udkast til dette album, sammensat på et tidspunkt hvor ikke alle sange var på plads endnu, og hvor der stadig blev arbejdet på numre, der ikke fandt vej til den endelige ”Ziggy Stardust”-plade. Den nye udgivelse indeholder således fire sange, der ikke var med på LP’en i 1972. Titlen på det ”nye” album er “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)”, og titlen er inspireret af omkvædet til det store hit ”Starman”: ”There’s a starman waiting in the sky, he’d like to come and meet us, but he thinks he’d blow our minds”.

Det lidt specielle i denne sammenhæng er, at titlen refererer til en sang, der slet ikke er med på pladen! ”Starman” var nemlig den allersidste sang, der blev skrevet til ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” som en slags bestillingsarbejde. David Bowies daværende trommeslager Woody Woodmansey fortalte engang i et interview med The Quietus, at indspilningerne egentlig var afsluttet, men at pladeselskabsfolkene havde deres betænkeligheder, fordi der ikke var en single imellem, altså intet et oplagt hit. En måned senere gik de atter i studiet, fordi Bowie på det tidspunkt havde skrevet ”Starman” som supplement: ”Jeg har altid oplevet, at Bowie havde den evne, at når som helst han havde lyst, kunne han skrive en hitsingle. Det var bare sådan, han var. Jeg tror, at han gennem sin karriere fravalgte det. Hvis han havde lyst, kunne han skrive en, og hvis han ikke havde, lod han være”, sagde trommeslager Woody Woodmansey i 2017.

”Dengang med ’Starman’, forsøgte han sig ikke frem flere gange, han sagde bare ’Okay, så skriver jeg en’. Men hvis det ikke havde været for den sang, havde det måske ikke taget fart. Den samlede det hele”.

”Starman” blev i 1972 David Bowies første hit siden ”Space Oddity” i 1969, men på det udkast til LP’en, som nu udgives, var ”Starman” altså endnu ikke blevet til. I stedet for ”Starman” kan man på den nye udgivelse opleve en fortolkning af Chuck Berry-sangen ”Round and Round”, en indspilning af Jaques Brels ”Amsterdam” samt David Bowies egne sange ”Velvet Goldmine” og ”Holy Holy”. Særudgivelsen “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)” udkommer på lørdag, som er den internationale Record Store Day, der sætter fokus på den rolle, fysiske pladebutikker spiller.

Superstjernen Beyoncé har endnu engang både overrumplet musikverdenen og sat gang i en debat om kultur og traditioner. I forrige uge udkom Beyoncés nye album, hvor hun på forhånd havde annonceret, at hun ville kaste sig ud i country-genren i modsætning til den blanding af R’n’B, hiphop og pop, hun normalt er kendt for. Albummet ”Cowboy Carter” har vist sig at være en stor smeltedigel af både inspirationer fra country, folk og blues, men også med elementer, der er tættere på hendes normale virke. Det har – helt som Beyoncé formentlig ønskede det – sat gang i diskussioner om, hvornår noget tæller som countrymusik, og hvem der kan tillade sig at kalde deres musik country.

Der er dog også nogle meget tydelige aftryk fra country-verdenen på den nye udgivelse i form af små hilsener fra blandt andre country-legenderne Willie Nelson og Dolly Parton samt en nyfortolkning og videredigtning af Dolly Partons sang ”Jolene” fra 1973. Parton skrev ”Jolene” samme dag, som hun også skrev ”I Will Always Love You”, og idéen var en kombination af to vidt forskellige oplevelser. Dels havde hun noteret sig det specielle og velklingende navn Jolene fra en fan, der bad om en autograf, og dels oplevede hun, at en bankassistent havde forelsket sig i hendes mand. ”Hun var helt utroligt vild med min mand”, fortalte hun til radiostationen NPR i 2008. ”Og han elskede at gå i banken, fordi hun gav ham så meget opmærksomhed. Det var lidt en stående vittighed mellem os, når jeg sagde: ’Hvad pokker, du tilbringer meget tid i banken. Jeg vil ikke mene, vi har så mange penge’. Så det er i virkeligheden en uskyldig sang i det store hele, men det lyder som en frygtelig historie”.

I den oprindelige ”Jolene” fra 1973 bønfalder fortælleren den fremmede kvinde om ikke at lokke hendes mand på afveje: ”Jolene, I’m begging of you, please don’t take my man”. I den nye version med Beyoncé er magtforholdet en smule anderledes, for her er fortælleren kampklædt og klar til at beskytte sin familie: ”Jolene, I’m warning you, don’t come for my man”. Det er ikke første gang, at andre store stjerner er faldet for fristelsen til at genindspille ”Jolene”. Tidligere har den været i hænderne på blandt andre Miley Cyrus, Olivia Newton-John og The White Stripes.

Hej Tor
Du kender nok den gamle sang “Mona Lisa”. Jeg er sikker på, at der engang var en dansk oversættelse/version af denne sang, men hvem var det?
Mvh. Thorvald

Hej Thorvald
Den amerikanske evergreen “Mona Lisa” er indspillet af flere kunstnere, men er nok bedst kendt med Nat King Cole. Det er rigtigt, at der findes en dansk version af den, og det kan meget vel være Bjørn Tidmands indspilning, du tænker på.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Musikalske mærkedage og jubilæer er der masser af, men nogle begivenheder er mere skelsættende end andre, og på lørdag er det 50-års-dagen for Abbas sejr i Det Internationale Melodi Grand Prix i 1974. Begivenheden markerede et nybrud i Eurovision-konkurrencens stil og udtryk, og samtidig grundlagde den en international karriere for den svenske kvartet, som i de efterfølgende år skulle etablere sig som verdens største popgruppe. Det var dog ikke selvskrevet, at netop ”Waterloo” skulle føre Abba ad den rute. De drøftede de meget seriøst muligheden for at stille op i det svenske Melodi Grand Prix med sangen ”Hasta Mañana”, som stilmæssigt forekom at være et mere sikkert valg – ikke mindst i europæisk sammenhæng – sammenlignet med ”Waterloo”, som med sin glamrock-lyd var et klart brud med traditionerne i den konservativt anlagte Eurovision-konkurrence.

I sidste ende valgte de ”Waterloo”, som oprindeligt havde haft arbejdstitlen ”Honey Pie”, men gruppens manager Stig Anderson var meget bevidst om betydningen af en god titel, når man på blot tre minutter skulle indynde sig hos tv-seerne. I sin jagt på inspiration bladrede han gennem en bog med kendte citater, og her opstod idéen til at bruge Napoleon Bonapartes berømte nederlag ved byen Waterloo i 1815 som metafor for, hvordan man også i kærligheden kan være nødt til at overgive sig.

Efter at havde vundet det svenske Grand Prix drog hele holdet til Brighton i Storbritannien for at repræsentere Sverige med ”Waterloo”, og det endte med en klar sejr i finalen. Benny Andersson og Björn Ulvaeus fra Abba løb dog ind i problemer, da pointfordelingen var på plads, for i første omgang skulle sangskriverne bag vindermelodien hyldes på scenen, og mens tekstforfatter Stig Anderson hurtigt fandt vej til scenen, forhindrede sikkerhedsvagter Benny Andersson og Björn Ulvaeus i at komme frem. ”Vagten sagde: Du er ikke sangskriver, du har misforstået tingene, din dumme svensker”, har Björn Ulvaeus senere fortalt. ”Sådan som jeg var klædt, må han have tænkt: Ham der kan ikke være sangskriveren”. Men Abba fik trods alt fejret den store sejr, både i koncertsalen og hjemme på Grand Brighton Hotel, hvor de meget passende var indlogeret i den såkaldte Napoleon Suite.

På lørdag er det 50 år siden, og jubilæet fejres med blandt andet særlige vinyludgivelser, ny ”Waterloo”-merchandise, en udstilling i Malmø under dette års Eurovision-finaleuge, og herhjemme også med et Abba-hyldestshowet “The Show – A Tribute to Abba”, som i de kommende uge drager rundt i landet.

Onsdag aften hjemsøges de danske biografer atter af et af de mest populære filmfænomener nogensinde. ”Ghostbusters: Frozen Empire”, som har premiere den 27. marts, er den femte i serien, siden den første ”Ghostbusters”-film udkom i 1984. I 40 år har filmene været kendt for blandt andet kombinationen af gys og grin, spøgelsesjægere i letgenkendelige uniformer og en titelmelodi, der i sig selv var med til at gøre serien voldsomt populær. I dag kender de færreste Ray Parker Jr. for meget andet end netop temaet til ”Ghostbusters”, men han havde tidligere spillet med store navne som Stevie Wonder, Barry White og The Carpenters. Arbejdet med at kreere en sang til ”Ghostbusters”-filmen landede hos Ray Parker Jr., fordi flere andre havde takket nej til opgaven, blandt andre Huey Lewis and the News og Lindsey Buckingham fra Fleetwood Mac.

Filmholdet havde arbejdet med Huey Lewis and the News’ sang ”I Want a New Drug” som en slags midlertidig temasang til slutscenen, indtil en aftale om den rigtige filmmusik var på plads, så Ray Parker Jr. sørgede for at lave noget, der mindede om ”I Want a New Drug”. Han havde dog store kvaler med at skrive en sang til filmen, for det faldt ham ikke naturligt at synge ordet ”ghostbusters”, og det var svært at få noget til at rime på det. Gennembruddet kom en aften, han havde fjernsynet kørende og landede i en reklameblok. Her opstod idéen til at gribe opgaven an, som om disse spøgelsesjægere var et lille firma, der havde brug for en jingle i en tv-reklame for at få kundernes opmærksomhed. Med den forhistorie giver det langt bedre mening med det lille ”firmaslogan”, der gentages gang på gang: ”Who you gonna call? Ghostbusters”. Det endelige resultat lå dog så tæt på inspirationssangen ”I Want a New Drug”, at Huey Lewis and the News hev Ray Parker Jr. i retten, og de to musikere måtte indgå et forlig efter nogle års tovtrækkeri.

I forbindelse med den nye film ”Ghostbusters: Frozen Empire”, der har premiere i aften, er der udsendt en sang med den japanske pigegruppe Atarashii Gakko, der anvender brudstykker af Ray Parker Jr.’s 40 år gamle filmhit på deres nye nummer ”Ghostbusters: Frozen Summer”.

Hej Tor
Jeg kan huske, at man engang i 1990erne (eller lige omkring årtusindskiftet) af og til løb på en lidt mere rocket udgave af ”I will survive”. Når jeg søger efter den, drukner den selvfølgelig i søgesvar med den rigtige sang med Gloria Gaynor. Kan du hjælpe mig videre?
Mvh. Christoffer

Hej Christoffer
Det er et spørgsmål, jeg har fået tidligere – måske af samme årsag. Det amerikanske band Cake udgav den i 1996, og selvom den ikke ligefrem var et stort hit, så havde den et vist publikum rundt omkring.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej Tor
Min far har for vane at synge ”Kommer der ikke snart en Tuborg til mig”, når der skal øl på bordet. Vi har talt om, hvad det er for en melodi, men det ved han ikke (han er mere interesseret i øl end musik). Kan du hjælpe?
Mvh. Kasper

Hej Kasper
Nogle vil kunne huske en gammel Tuborg-reklame med denne sang, men selve melodien er faktisk en del ældre end reklamen. Den er nemlig bygget over et stykke af ”The Permans Brooklyn Cake Walk” fra 1899. “Tuborg-sekvensen” i denne melodi kommer midt i værket, som du vil kunne høre 01:58 min. inde i denne Youtube-video.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hun fejrer 80-års-fødselsdag om nogle dage, har et snarligt 60-års-jubilæum for det store gennembrud og en forestående dansk koncert. Diana Ross blev forleden annonceret som et af årets hovednavne på Smukfest som en del af turnéen ”Legacy” (Eftermæle, red.) med både solo-hits og sange fra tiden i pigegruppen The Supremes, som på pladeselskabet Motown Records i den første tid lidt spydigt blev kaldt ”The No Hit Surpremes”, fordi deres første udgivelser ikke bed an – og da de endelig fik et hit, var de endda kommet med på et afbud. Sangskriveren Lamont Dozier fortæller i bogen “Chicken Soup For the Soul: The Story Behind The Song”, at han skrev sangen ”Where Did Our Love Go” til gruppen The Marvelettes og fik musikere til at indspille den, så den lå godt til disse sangerinder, men til hans store overraskelse brød The Marvelettes sig ikke om nummeret. I Motowns produktionslinje var der en fast regel om, at hvis en sang ikke blev indsunget af selskabets kunstnere, skulle sangskriveren selv betale de musikere, der havde været med på indspilningen, og Dozier måtte derfor finde en anden gruppe for i det mindste at undgå selv at hænge på regningen.

Han tilbød derfor ”Where Did Our Love Go” til The Supremes, og efter en smule overtalelse gik Diana Ross, Mary Wilson og Florence Ballard lidt modvilligt i studiet. Diana Ross brokkede sig over, at verset lå alt for dybt til hendes stemmeleje, hvilket selvfølgelig skyldtes, at indspilningen var tiltænkt en anden sangerinde, men disse irritationsmomenter endte i virkeligheden med at tilføre indspilningen en distance og opgivenhed, der klædte sangen.  

”Where Did Our Love Go” udkom i juni 1964, og herefter fulgte hits som ”Baby Love”, ”Stop! In the Name of Love” og ”You Can’t Hurry Love”. Senere gik Diana Ross solo og skabte sig en stor karriere med sange som “Upside Down”, “I’m Coming Out”, “Chain Reaction” og “Why Do Fools Fall in Love”. På tirsdag d. 26. marts fylder Diana Ross 80 år, men trods alderen er hun stadig på farten, og lørdag den 10. august optræder hun på Smukfest i Skanderborg.