Kategorier
Musiknyheder

Martin Brygmanns bedste

Når der udsendes opsamlingsplader, er de normalt fyldt med én sangers eller én gruppes mest elskede indspilninger, men i mandags udkom en lidt anderledes ”greatest hits”. Siden midten af 1990’erne har Martin Brygmann leveret iørefaldende sange til både sine egne projekter og til andre kunstnere, og nu er 16 af disse samlet på CD’en Brygmann’s Bedste Sange.

Pladen indeholder blandt andet det nummer, der ifølge Koda er det mest spillede på P3 og P4 siden 1993, for det var Martin Brygmann, der skrev Vent på mig til filmen En kort En lang. Jimmy Jørgensen, der indsang den sammen med Peter Frödin, havde ikke forventet så stor succes for Vent på mig. ”Den manglede ligesom noget og var mere sjov end hitpotentiale”, sagde han i foråret til Politiken. Med på den nye CD’en er også sange som Jeg vil i seng med de fleste, Vi skal ud i det blå og titelmelodien til de nye Far til fire-film.

Kategorier
Musiknyheder

Ny a-ha-oplevelse – ny CD

De kan ikke løbe fra, at deres allerstørste succeser som Take On Me og The Sun Always Shines On TV er mere end tyve år gamle, men a-ha lever stadig i bedste velgående. Den norske trio har netop udsendt albummet Foot of the Mountain, som med gruppens egne ord er en tilbagevenden til deres klassiske poplyd.

Da Morten Harket, Pål Waaktaar og Magne Furuholmen i starten af 80’erne fandt sammen, fik de naturligt nok brug for et navn til bandet. Det dukkede efter sigende op, da Morten bladrede i nogle af Påls noter til en ny sangtekst, som blandt andet indeholdt ordet ”a-ha”. Morten Harket mente, det ville være et formidabelt bandnavn, og med assistance fra diverse ordbøger, fik de bekræftet formodningen om, at der på de fleste sprog er noget positivt forbundet med det lille ord. Foot of the Mountain er a-has første album i fire år.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: If Tomorrow Never Comes – på dansk

Hej Tor
Tænk hvis i morgen aldrig kom. Jeg håber du kan hjælpe mig med en opklaring. Jeg vil gerne vide hvornår nævnte blev udgivet første gang og af hvem, samt hvem der har indspillet den på dansk. Nogle påstår nemlig at den oprindelig er af dansk oprindelse. På forhånd tak.
Elmer Østergaard

Hej Elmer
Jeg formoder, at tænker på countryballaden Hvis i morgen aldrig kom, der på engelsk hedder If Tomorrow Never Comes. På dansk kender jeg kun til indspilningen med Paul Winther, som findes på opsamlingen Dansktop Nyt 4, men det er altså oprindeligt en amerikansk sang. Nummeret er skrevet af Garth Brooks sammen med Kent Blazy, og ud over Garth Brooks’ egen version er den især kendt med Ronan Keating.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mormors sang

Hej Tor
Jeg søger teksten til sangen Mormors sang. Jeg ved den blev sunget af Inger-Lise Gaarde, men har forgæves forsøgt at finde teksten til den. Jeg har lidt af omkvædet, som hedder ”Du tog mig i hånden, du lærte mig at gå, så derfor lille mormor kan du jo nok forstå, at når du bliver gammel og ser mig så tit, vil jeg holde dig i hånden og støtte dine skridt”. Jeg håber meget du kan hjælpe.
Venlig hilsen
Katja Martinsen

Hej Katja
Den letteste vej til teksten går i dette tilfælde via en CD. Nummeret med Inger-Lise Gaarde – og ikke mindst hendes barnebarn Anne – findes nemlig på flere CD’er, som enten kan købes eller bestilles hjem fra biblioteket. Nummeret findes på bl.a. De bedste danske evergreens 1975-84 og på Inger-Lise Gaardes allerbedste (se flere CD-titler her).
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bjørnen vågner

Hej Tor
Du som ved alt om musik, fortæl mig lige om en måske russisk sanger med en meget dyb stemme har indspillet “Bjørnen vågner”. Jeg ved at Povl Dissing og Claus (?) Kjellerup har lavet den, men der må næsten være flere. Eller? Tak for en god brevkasse.
Hilsen BP

Hej BP
Det kommer måske som en overraskelse for dig, men jeg ved ikke alt… og i dette tilfælde får du kun et halvt svar. Bjørnen vågner er faktisk en gammel russisk folkemelodi, som Benny Andersen blot har skrevet en dansk tekst til, men jeg kan desværre ikke pege på en bestemt russisk sanger, der har indspillet originalteksten. Jeg kan dog præcisere, at de mest kendte danske udgaver er med Povl Dissing og Thomas Kjellerup, ikke Claus Kjellerup.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

TILFØJELSE:

En del læsere har peget på Ivan Rebroff som et godt bud på den russiske herrestemme, som B.P. måske havde i tankerne. Jeg har desuden fået hjælp til at opspore, at folkemelodien på russisk hedder Odnozvučno Gremit Kolokolčik, og at den på engelsk er kendt som Monotonously Rings the Bell (eller The Bell Rings Monotonously). Hvis du også vil høre sangen, kan du gøre det på Youtube her og her samt købe den hos TDC Musik.

Tak for hjælpen!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

“Lucy in the Sky” er syg

Helt uvidende gav en lille pige i 1960’erne inspiration til en af The Beatles’ mest kendte sange, og nu er hun atter i kontakt med John Lennons søn, som dengang agerede ”mellemmand”. En dag kom lille Julian Lennon nemlig hjem til sin far med en tegning og forklarede, at den forestillede hans skoleveninde Lucy omgivet af diamanter på himlen. Hans far greb ordene og digtede videre på sønnens billede af Lucy in the Sky With Diamonds.

Med årene mistede Julian og Lucy kontakten, men ifølge AP er den nu genoptaget, efter at Julian hørte, at hans barndomsveninde er syg. Lucy Vodden lider af den kroniske vævssygdom lupus, og for at bringe lidt glæde ind i hendes have, har Julian Lennon blandt andet sendt blomster og gaver fra et gartneri til Lucy, der holder meget af sin have.

Kategorier
Musiknyheder

Aqua er tilbage med opsamlingsplade

I første omgang genopstod Aqua blot for at optræde med de gamle hits, men nu tilføjer en opsamlingsplade endnu et element til kapitel 2 i gruppens historie. Som de fleste sikkert husker, tog Aquas succes for alvor fart med verdenshittet om Barbie Girl, men det var faktisk en anden sang, der var fødselshjælper for Barbie Girl. Den ene af gruppens to sangskrivere, Claus, havde skrevet Calling You som et bud på en meget, meget poppet sang. Det udfordrede hans makker Søren til også at give et bud på et gennemført pophit – og resten er historie. I morgen udkommer en Greatest Hits-CD med tre helt nye Aqua-sange samt Barbie Girl og en samling andre gamle hits.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Streak

Hej!
I mit gamle hoved (jeg er 56) kører der en sang fra 60-erne eller 70-erne. Den kører som en eller anden iørefaldende melodi, men en gang imellem stopper sangen og en mand spørger : “Parden me sir, did you see what happend?”, hvorefter der bliver svaret ” Yeah, it seems there have been some desturbens over there”. Og så kører sangen videre. Kan du hjælpe? Jeg tror ikke det er Dr. Hook, men det er lidt derhen ad.
Mvh. Børge Christensen

Hej Børge
Jeg kan godt forstå sammenligningen med Dr. Hook, men det er Ray Stevens, du skal have fat i her. Sangen The Streak handler om en fyr, der smider tøjet i fuld offentlighed, og det var med The Streak, at Ray Stevens i 1974 fik sit vel nok største hit. Du kan læse om Ray Stevens på Wikipedia og se en spøjs musikvideo med The Streak på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger