Kategorier
Musiknyheder

Robbie Williams som radio star

Efter et par års tavshed er Robbie Williams tilbage med den nye plade Reality Killed the Video Star, og de fleste med styr på pophistorien har sikkert spottet, at Robbie i albumtitlen leger med både sin egen stjernerolle og med navnet på det gamle pophit fra 1979, Video Killed the Radio Star.

Men referencen stikker faktisk en smule dybere end det, for den nye plade er skabt sammen med den erfarne producer Trevor Horn. I slutningen af 70’erne var Horn blevet træt af at producere dårlige sange for kunstnere uden succes, så han besluttede sig for at skrive nogle bedre sange på egen hånd. Det første resultat af det kursskifte var netop Video Killed the Radio Star, som han udsendte med gruppen The Buggles. Nu står han bag Robbie Williams-pladen Reality Killed the Video Star, hvorfra singlen Bodies allerede er et klart hit.

Kategorier
Musiknyheder

Carpenters med 40 år og 40 favoritter

Det er i år 40 år siden, søskendeduoen Carpenters udsendte deres første plade, og det markeres nu med en særlig opsamling, der naturligvis indeholder gruppens debutsingle.

– Jeg havde tilfældigt hørt The Beatles’ Ticket to Ride blive spillet som en oldie i radioen i dag i starten af 1969, og efter at have hørt den denne gang blev jeg enig med mig selv om, at sangen kunne blive til en fin ballade, har Richard Carpenter fortalt.

Carpenters udsendte Ticket to Ride samme år, og det førte blandt andet til en henvendelse fra komponisten Burt Bacharach, der gerne ville arbejde sammen med dem. Et af resultaterne blev indspilningen af (They Long To Be) Close To You, som for alvor satte gang i Carpenters’ succes. Eventyret sluttede brat med Karen Carpenters død i 1983, og gruppen mindes nu med 40 hits på jubilæumsopsamlingen 40/40, blandt andre Top of the World, Yesterday Once More og Jambalaya.

Kategorier
Musiknyheder

Hvor Norah gik hen…

Populære Norah Jones er nu klar til at udgive sit fjerde album. Pladen The Fall bliver lidt anderledes end de hidtidige fra sangerinden, der er allerbedst kendt for det jazzede gennembrudshit Don’t Know Why fra 2002.

Den udgave af Don’t Know Why, vi kender, er faktisk den helt oprindelige demo-version, som Norah Jones og hendes musikere indspillede i første hug. Egentlig opdagede hun tidligt under optagelsen, at lyden i hendes hovedtelefoner var forkert, og hun overvejede et øjeblik at afbryde optagelsen for at få rettet problemet. Det viste sig at være klogt at spille videre, for denne optagelse af Don’t Know Why endte med at rumme al den nærvær og nerve, som hun kunne drømme om. Norah Jones’ nye plade The Fall udkommer i næste uge.

Kategorier
Musiknyheder

Bryan Adams 50 år

En af verdens mest kendte canadiere kan på torsdag fejre sin 50-års-fødselsdag, og han har således været i søgelyset gennem mere end halvdelen af sit liv. Bryan Adams udsendte nemlig sit debutalbum som 20-årig, men det var nu først med sin tredje plade, Cuts Like a Knife fra 1983, at han fik det store gennembrud. Det skyldtes især sangen Straight From the Heart, som han skrev fem år tidligere som en sine allerførste, efter han havde lært sig selv at spille klaver. Både den amerikanske sanger Ian Lloyd og den populære Bonnie Tyler nåede faktisk at indspille Straight From the Heart, før Bryan Adams selv fik et stort hit med den. Torsdagens runde fødselar fik senere succes med numre som Summer of ’69, (Everything I Do) I Do It For You og Run to You.

Kategorier
Musiknyheder

Berlin-murens jubilæumsmusik

På mandag er det 20 år, siden Berlin-muren faldt, og det markeres naturligvis på mange forskellige måder. Et af arrangementerne er en stor, gratis koncert ved Brandenburger Tor med overskriften Fest der Freiheit (Frihedens fest, red.), hvor Bon Jovi optræder. Og det er ikke bare de gamle hits som Livin’ On a Prayer og You Give Love a Bad Name, rockgruppen går på scenen med.

De præsenterer blandt andet også den nye sang We Weren’t Born to Follow, der skal ses som jubilæumsfestens uofficielle kendingsmelodi med linjerne “We weren’t born to follow, come on and get up off your knees, you got to stand up for what you believe”. Musikvideoen, som kan ses her, viser også billeder fra blandt andet den famøse aften i 1989, hvor Muren faldt og forenede Øst- og Vestberlin.

Kategorier
Musiknyheder

25 års U2-bilæum

En af den irske rockgruppe U2’s udgivelser runder et skarpt hjørne, da det nu er et kvart århundrede, siden de udsendte en af deres store plader, The Unforgettable Fire. Flere af sangene, blandt andet hittet Pride (In the Name of Love) er inspireret af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, som altid har været blandt bandets store forbilleder. Som forsangeren Bono engang forklarede, var noget af det væsentlige for dem, at King elskede sin sag så højt, at han var klar til at dø for den – men aldrig til at slå ihjel for den.

25-års-jubilæet markeres, ved at The Unforgettable Fire mandag genudsendes i flere forskellige versioner med skiftende ekstramateriale i form af single-B-sider, koncertoptagelser, hidtil uudsendte sange og dokumentar-DVD.

Kategorier
Musiknyheder

I Will Survive overlever år efter år

På torsdag præsenterer discodronningen Gloria Gaynor på det amerikanske Grammy Museum en helt ny version af en gammel sang. Anledningen er, at det i år er 30 år, siden hun udsendte det udødelige hit med den passende titel I Will Survive.

Da hun skulle indspille singlen Substitute, havde hendes producer fået lov til at vælge en sang til B-siden og medbragte udkastet til I Will Survive. Gloria Gaynor var fyr og flamme, men trods hendes overtalelsesforsøg ville pladeselskabet ikke gøre sangen til singlens A-side. Da DJ’s på det toneangivende diskotek Studio 54 tog sangen til sig, spredtes den dog som en steppebrand, og pladeselskabet måtte ændre kurs. Sangen blev Gloria Gaynors største hit, og for at markere I Will Survive-jubilæet udsender hun nu en opdateret udgave af nummeret.

Kategorier
Musiknyheder

Ny gammel lyd fra Alphabeat

På mandag kommer der en ny plade fra en af de største danske popsucceser i mange år, Alphabeat. Det unge Silkeborg-band har dog ikke altid hedder Alphabeat, men startede oprindeligt ud under det endnu mere poppede navn Sodastar. Da de opdagede, at et tysk band optrådte under samme navn, skiftede de til Alphabeat-navnet for at undgå forvirring. Alphabeat slog for et par år siden eftertrykkeligt igennem med numre som Fascination og 10.000 Nights of Thunder. Gruppen fik endda også succes på de toneangivende engelske hitlister, og for tiden spiller de engelske radiostationer den nye single The Spell lystigt. Her har Alphabeat frisket deres 80’er-inspirerede lyd op med 90’er-nostalgi á la Black Box og Cut’n’Move.