Kategorier
Musiknyheder

Fame-fænomenet i Aalborg

Det er de færreste musikhistorier, der kan bryste sig af at have været en succes både på film, i tv, på scenen og på hitlisterne, men ikke desto mindre er det et sådan fænomen, der gæster Aalborg på søndag. Det var instruktøren Alan Parker, der i 1980 startede hele Fame-feberen med sin film om de unge og håbefulde stjernefrø på en skuespiller-, danse- og musikerskole i New York. En af de medvirkende dengang var sangerinden Irene Cara, der i rollen som Coco Hernandez lagde stemme til temasangen Fame, som siden hen blev fast ledetråd i de forskelligartede Fame-fortællinger.

I 1982 startede en længere tv-serie med andre medvirkende, og historien er også anderledes i den Fame-musical, som siden 1988 er blevet set af millioner af mennesker verden over. På søndag stiger dette antal endnu engang, når Fame-musicaltoget gør stop i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Kategorier
Musiknyheder

UB40 uden sanger

Ali Campbell, der siden 1978 har lagt stemme til reggaegruppen UB40’s mange hits, annoncerede forleden, at han forlader bandet. Han var med til at starte UB40 op i 1978, allerede før medlemmerne egentlig kunne spille, og de første instrumenter blev købt for de penge, Ali Campbell fik i erstatning efter et værtshusslagsmål på sin 17-års-fødselsdag.

Gruppen tog sit særprægede navn efter formularen Unemployment Benefits Form 40, man i Storbritannien dengang skulle udfylde for at få understøttelse, og Campbell & Co. gjorde siden hen britisk reggae til deres kendetegn med hits som Red Red Wine, I Got You Babe og Kingston Town. Efter 30 år slutter UB40-historien nu for Ali Campbell, der i de seneste år har været utilfreds med de beslutninger, der er blevet truffet omkring gruppen.

Kategorier
Musiknyheder

Nyt, gammelt fra Van Morrisons arkiver

I den kommende tid må rigtige Van Morrison-fans til lommerne, for der er planlagt genudgivelse af hele 29 plader med Van the Man. Ifølge Gaffa.dk udsendes de første seks plader i serien i næste uge med Tupelo Honey fra 1971 som den ældste. Pladen, der især blev kendt for titelsangen og Wild Night, blev produceret af Ted Templeman, som var imponeret af Van Morrisons talent og produktivitet – men som også syntes samarbejdet var for hårdt.

”Jeg skal aldrig nogensinde arbejde med Van Morrison igen, end ikke hvis han tilbød mig to millioner dollars i kontanter. Jeg blev ti år ældre af at producere tre af hans plader”, siger Templeman i Van Morrison-bogen Celtin Crossroads. Genudgivelsen af såvel Tupelo Honey som de øvrige album fra Van Morrisons bagkatalog indeholder også bonusmateriale i form af blandt andet liveoptagelser og alternative versioner af de oprindelige numre.

Kategorier
Musiknyheder

60’er-hitmager død

Manden bag en af 1960’ernes gladeste sange gik bort i weekenden. John Stewart var ikke blot medlem af folkgruppen The Kingston Trio, men også sangskriveren bag Daydream Believer, der blev kendt med The Monkees i 1968 – også selvom forsangeren i gruppen slet ikke brød sig om nummeret.

I bogen The Monkees Tale fortæller Davy Jones, at selvom han skiftede mening, da Daydream Believer blev et hit, var han oprindeligt irriteret over at skulle indsynge John Stewarts sang: ”Man kan høre på vokalen, at jeg var skidesur”, har Monkees-sangeren sagt om den ellers så optimistiske sang. Ifølge The Kingston Trios hjemmeside var John Stewart omgivet af familie og venner, da han døde lørdag efter at være ramt af et slagtilfælde torsdag. Stewart blev 68 år.

Kategorier
Musiknyheder

tv-2 tager toget

Bandet, der vel næppe længere med berettigelse kan kalde sig ”Danmarks kedeligste orkester”, indleder på lørdag deres turné på utraditionel vis. Heldige rejsende i toget mellem Århus og København kan nemlig opleve en anderledes koncert med tv-2, der forlader perronen i Århus kl. 14:54. Idéen udspringer af gruppens seneste hit Randers Station, men på trods af dette gør Intercity-toget mellem Århus og København ikke stop i Randers – naturligt nok.

Stationsfakta betyder tilsyneladende heller ikke det helt store, da musikvideoen til Randers Station alligevel også er optaget på togstationen under Kastrup Lufthavn. Til gengæld passerer rocktoget Skanderborg Station, der deler navn med en tv-2-sang fra 1985. Gruppens egentlige turné indledes den 25. januar i Odense.

Kategorier
Musiknyheder

Peggy Sue taler ud

De fleste folk med kendskab til rock’n’roll-musikkens barndom kender nok bedst Peggy Sue som titlen på et udødeligt hit med Buddy Holly, men den virkelige Peggy Sue lever også stadig i bedste velgående. Faktisk er Peggy Sue Gerron i denne tid hovedperson i en strid om rettigheder, eftermæle og indtægter, da hun inden længe udgiver erindringsbogen Whatever Happened to Peggy Sue om hendes venskab med Buddy Holly.

Rocklegendens enke Maria Elena Holly, der ejer rettighederne til Buddy Holly-navnet og alt omkring det, er ifølge CNN klar til at lægge sag an, hvis bogen udkommer, fordi virkelighedens Peggy Sue ikke har fået tilladelse til at udnytte minderne om Buddy Holly, og fordi Peggy Sue angiveligt skulle fordreje sandheden. Sangen om Peggy Sue skulle i øvrigt have heddet Cindy Lou, men Buddy Hollys trommeslager, der var lun på Peggy Sue Gerron, overtalte ham til at ændre teksten for at gøre indtryk på Peggy Sue. Det lykkedes tilsyneladende, for to blev senere gift.

Kategorier
Musiknyheder

Tv-serien Californication sagsøgt

Når TV2 i aften viser endnu et afsnit af deres nyindkøbte komedieserie, er det samtidig andet afsnit i en serie, der har skabt opmærksomhed via sit navn. Folkene bag tv-serien Californication har nemlig været lige lovlig langfingrede, synes Red Hot Chili Peppers.

Rockgruppen fra Los Angeles mener, at de har retten til at bruge ordet Californication, som de opfandt til deres hit og deres album af samme navn i 1999. Derfor har de anlagt sag mod tv-produktionsselskabet for upassende brug af ordet, der som ordspil ikke blot kan oversættes til ”californisering”. Den sidste del af ordet, fornication, betyder nemlig ”at bedrive hor” eller ”utugt” – og det passer fint til en del af komedieseriens omdrejningspunkt.

Kategorier
Musiknyheder

Klar til Kinks-comeback?

Nyere popgrupper som Take That og Spice Girls og ældre rockbands som The Police og Led Zeppelin er blevet gendannet, og nu følger et af 60’ernes store grupper måske efter. Frontmanden i The Kinks afviste ikke tanken, da han for nylig blev interviewet til et engelsk musikmagasin.

”Jeg talte med Quaife for cirka en måned siden, og han vil meget gerne lave en plade mere sammen med mig. Jeg tror, Dave er ved at få det bedre, og Mick spiller stadig. Det ville være fedt at samles igen bare for at se, hvilke musikalske idéer, vi har, og hvad der kunne ske”, fortalte Ray Davies til Record Collector. Før gennembruddet You Really Got Me i 1964 optrådte de under mange forskellige navne som The Ray Davies Quartet, The Bo-Weevils og The Ravens. Det endelige navn The Kinks hentede de fra slangordet kinky (sær, fræk), som blev brugt flittigt i tv-serien The Avengers.

The Kinks, der også blev kendt for sange som Lola, Sunny Afternoon og Waterloo Sunset, har ikke optrådt sammen siden 1996.