Kategori: Musiknyheder

De skulle egentlig have åbnet deres store afskedsturné i september, men nu er det hele aflyst, og forleden kom beskeden om, at Aerosmith har givet deres endegyldigt sidste koncert. Bandet, der nogle steder kaldes USA’s største rock’n’roll-band nogensinde, blev dannet i 1970 og er kendt for hits som “Janie’s Got a Gun”, “Dude (Looks Like a Lady)”, “Love in an Elevator”, “Cryin'” og “I Don’t Want to Miss a Thing”. Historien om deres lidt specielle navn går på, at da de skulle navngive bandet, kom trommeslager Joey Kramer i tanke om, at han i skoletiden havde fundet på Aerosmith-navnet og havde skrevet det alle steder. Han havde også foreslået det som navn til et band, han tidligere havde spillet i, men der var idéen blevet afvist. Det endte dog med, at hans nye band med forsanger Steven Tyler, bassist Tom Hamilton og guitarist Joe Perry godkendte forslaget, og dermed var Aerosmith en realitet.

Aflysningen af bandets afskedsturné kommer ikke helt ud af det blå, for det er velkendt blandt Aerosmiths fans, at forsanger Steven Tyler har beskadiget sit strubehoved, og at han har været i behandling for igen at blive klar til at tage ud på tur med sine bandkammerater gennem mere end et halvt århundrede. Men selvom der er gjort en lægelig indsats, har Tyler måttet trække stikket på bandets planer. I et Instagram-opslag forleden skrev bandet, at der er blevet kæmpet hårdt, men at det ikke er nok: ”Det står desværre klart, at det ikke er muligt at komme sig fuldstændigt efter skaden på hans stemme. Vi har taget en hjerteskærende og svær, men nødvendig beslutning – som et broderskab – om at indstille koncertaktiviteterne”.

Der har tidligere været snak om uudgivne Aerosmith-numre, som ville kunne se dagens lys, men turnélivet – og måske også arbejdet med ny musik – er et overstået kapitel for Steven Tyler og resten af bandet.

Fredag aften blev De Olympiske Lege officielt skudt i gang, og som det er kutyme, handlede det ikke kun om sport, men lige så meget om show, underholdning, musik og kreative måder at byde velkommen til værtsbyen. Bortset fra det våde vejr viste Paris og de franske arrangører sig fra den generøse side med en imponerende opvisning gennem byen og på floden Seinen, og det hele kulminerede i først den olympiske ild, som sendte en luftballon til vejrs, og herefter en rørende optræden af Celine Dion i Eiffeltårnet. Den canadiske sangerinde har været ude af rampelyset i nogle år, efter hun fik diagnosen, der herhjemme kaldes stiff person-syndrom, som er en sjælden, autoimmun sygdom, der giver stivhed og kramper i musklerne. På grund af de problemer, det giver hende, har Celine Dion ikke optrådt offentligt siden 2020. I dokumentaren ”I Am: Celine Dion” fortæller hun, at hun arbejder hårdt for at vende tilbage til scenen: ”Hvis jeg ikke kan løbe, så går jeg. Hvis jeg ikke kan gå, så kravler jeg. Jeg vil ikke stoppe”.  

I fredags lykkedes det hende at vende tilbage, ikke blot til en scene, men til den største og højest profilerede scene, man kan forestille sig – som afrundingen på en imponerende åbningsceremoni tv-transmitteret til hele verden. Fra det oplyste Eiffeltårn sang hun “L’Hymne à l’amour“, som er en af den franske sangerinde Edith Piaffs mest kendte sange. Melodien er af Edith Piaffs samarbejdspartner Marguerite Monnot, som blandt andet også skrevet hendes endnu mere kendte sang “Milord”, mens teksten er Piaffs egen. Den er skrevet til den fransk-algierske mesterbokser Marcel Cerdan, som godt nok var gift og havde børn, men som var Piaffs store kærlighed. Marcel Cerdan blev dræbt ved et flystyrt i 1949, og året efter indspillede Edith Piaff sin “L’Hymne à l’amour”, der senere blev til “Hymn To Love” i Edith Piaffs engelske udgave.

Efter Celine Dions optræden i sidste uge har flere spekuleret i lighederne mellem Edith Piaffs tab af Marcel Cerdan og Celine Dions egen sorg over tabet af sin ægtemand og mangeårige manager René Angélil, der gik bort i 2016.

Det er dog hverken første gang, at “L’Hymne à l’amour” bliver fremført af Celine Dion eller ved et OL-arrangement. Ved afslutningsceremonien efter OL i Tokyo for tre år siden, blev den fremført af den japanske stjerne Milet som en del af den symbolske indsats for at sende stafetten videre til Frankrig. Og ugen efter det omfattende terrorangreb i Paris i november 2015 på spillestedet Bataclan og flere andre steder i byen fremførte netop Celine Dion “L’Hymne à l’amour” ved prisuddelingen American Music Awards til ære for de omkomne.

Der findes adskillige mærkedage, når det handler om musikeren Princes ”Purple Rain”, der udkom for 40 år siden, blandt andet fordi ”Purple Rain” er mere end en enkelt ting. Selve albummet havde 40-års-jubilæum den 25. juni, og i slutningen af september er det 40-året for udgivelsen af singlen af samme navn, som stadig står som et af Princes største hits. Men også lørdag i denne uge er en mærkedag i denne sammenhæng, for den 27. juli 1984 var der verdenspremiere på filmen, der også hed ”Purple Rain”. Selvom Prince naturligvis skrev sangen, der navngav filmen, var det dog ikke hans egen idé at bruge sangtitlen som filmtitel. Den idé kom fra filminstruktøren Albert Magnoli, som stod blandt publikum ved en senere legendarisk Prince-koncert på spillestedet First Avenue i Princes hjemby Minneapolis i 1983. Her blev der testet nye sange til brug i filmen, og lydoptagelser fra koncerten kom med få justeringer til at fungere som færdigt materiale på soundtracket, heriblandt selve nummeret ”Purple Rain”. Men Magnoli var også til stede for at få en fornemmelse af spillestedet First Avenue, der endte med at blive et vigtigt omdrejningspunkt i de forestående filmoptagelser, og for at se, om der var elementer i Princes sceneshow, der kunne overføres til et filmmanuskript – heriblandt muligheden for at få en idé til en god titel til den endnu navnløse film.

Mediet DIG! citerer Albert Magnoli for i bogen “Prince And The Purple Rain Era Studio Sessions 1983 And 1984” at sige, at da han hørte aftenens urpremiere på den storslåede rockballade ”Purple Rain”, vidste han, at det ikke kunne være anderledes. ”Han spillede færdig, og jeg sagde: ’Det der er sangen’. Han havde ikke selv tænkt den tanke”. Da Magnoli efterfølgende præsenterede sin idé, spurgte Prince efter sigende, om man godt kunne kalde en film ”Purple Rain”. Magnoli svarede: ”Jeps, det er filmens titel”. Og dermed var ikke bare et af 1980’ernes største hits og mest succesfulde album, men også et af årtiets skelsættende film navngivet.

Historien om de mange forskellige slags ”Purple Rain” slutter dog ikke der, for i løbet af de kommende år kommer der endnu en ”Purple Rain” at forholde sig til. I januar kom det nemlig frem, at der i New York arbejdes på en sceneudgave af ”Purple Rain”. På daværende tidspunkt var der dog ikke nogen klare meldinger om, hvorvidt der bliver tale om en decideret musical, en teaterkoncert eller en anden form for musikalsk forestilling – men at ”Purple Rain” har kurs mod de skrå brædder på Broadway er blevet bekræftet. Dermed er der udsigt til teaterversioner af numre som ”Let’s Go Crazy”, ”I Would Die 4 U”, ”When Doves Cry”, ”Darling Nikki” og naturligvis ”Purple Rain”.

Det er de første vigtige kapitler i historien om en af 1980’ernes store popgrupper, der bliver genfortalt, når en stribe plader udkommer i denne uge. De fem første albummer fra Duran Duran bliver nemlig genoptrykt og genudgivet på vinyl på fredag. Gruppen debuterede i 1981, hvor de bragte deres bud på new wave og elektronisk pop ud til verden, og samtidig fik folk til at undre sig over det besynderlige bandnavn. Navnet er dog ikke blot iørefaldende nonsens, men refererer til en kultfilm fra 1968. Den vovede science fiction-film ”Barbarella” har Jane Fonda i titelrollen som den rumrejsende Barbarella, der af Jordens præsident og samlede regering bliver sendt til et andet solsystem for at finde videnskabsmanden Durand Durand, som har opfundet et laserstrålevåben, der vil kunne udslette Jorden. Det var den irske skuespiller Milo O’Shea, der spillede doktor Durand, og han vendte faktisk tilbage til sin gamle rolle, da han medvirkede som Durand Durand i Duran Durans koncertfilm ”Arena” i 1985. Og Duran Duran sendte også selv en hilsen til den gamle film, der gav dem inspiration til bandnavnet, da de mange år senere – i 1997 – udgav en sang med titlen ”Electric Barbarella”.

På fredag genudgives gruppens fem første LP’er ”Duran Duran”, ”Rio”, ”Seven and the Ragged Tiger”, ”Notorious” og ”Big Thing”. Genudgivelserne fra perioden fra 1981 til 1988 rummer således store hits som ”Girls On Film”, ”Hungry Like The Wolf”, ”Save a Prayer”, ”The Reflex” og ”Notorious”.

Der findes flere eksempler på, at tegnefilmsserien ”The Simpsons” gennem mere end tre årtier har forudset mærkværdige ting. Mest kendt er nok et gammelt klip, hvor der i et fremtidsscenarie henvises til en præsident Trump, selvom Donald Trump på det tidspunkt ikke var politiker, og der findes en scene med sangerinden Lady Gaga, der ankommer flyvende til Super Bowl-finalen, flere år før hun rent faktisk ankom flyvende til Super Bowl-finalen. Og i aften går endnu en Simpsons-profeti i opfyldelse.

Ladbible.com har tidligere gennemgået et afsnit fra 1996, hvor familien Simpson bliver involveret i en stor musikfestival, og hvor stjerner som Peter Frampton, Sonic Youth, Smashing Pumpkin og Cypress Hills optræder som sig selv. På et tidspunkt kommer en festivalmedarbejder anstigende med en gruppe klassiske musikere og et spørgsmål:

”Hvem skal spille med London Symphony Orchestra? Kom nu, folkens, nogen har hyret London Symphony Orchestra, formentlig mens de var skæve. Cypress Hills, det er jer, jeg kigger på”, meddeler tegnefilmsfiguren. Rapperne fra hiphop-gruppen Cypress Hills når frem til, at det nok er dem, der har bestilt orkestret, hvorefter de må forhøre sig, om symfonikerne kan spille deres hit ”Insane In the Brain”. Alt dette var ren morskab i 1996, men i aften optræder Cypress Hill rent faktisk sammen med London Symphony Orchestra, endda i Royal Albert Hall i London. De ligger dog ikke skjul på, at den gamle morsomhed i tv-serien er medvirkende til, at idéen overhovedet opstod, og at der på nettet gennem årene har været en del opfordringer til at gøre alvor af det.

I et fælles statement har gruppen ifølge Ladbible fortalt, at ”det er en drøm, der går i opfyldelse, et samarbejde, som kun The Simpsons kunne have forudset”.

Festivalsæsonen er over os, og i denne uge er der gang i musikken på både Roskilde Festival, Skagen Festival og Nibe Festival. I Nibe præsenteres en perlerække af store danske navne samt en lille håndfuld internationale stjerner, blandt andre James Blunt, Ronan Keating og The Chainsmokers. Allerede i aften er britiske James Blunt på scenen med hits som ”Carry You Home”, ”Goodbye My Lover”, ”1973” og ikke mindst ”You’re Beautiful”. Sidstnævnte var Blunts store gennembrud i 2005 og udsprang af, at han på en undergrundsstation i London fik øje på sin ekskæreste sammen med en ny fyr, han ikke kendte noget til. For ham er det ikke en romantisk sang, men en sang om at være påvirket af stoffer i det offentlige rum og nærmest stalke en ekskæreste. Derfor finder han det også underligt, når folk bruger den ved bryllupper og lignende.

James Blunt har gennem årene fået kritik for sine sange, der kan være sentimentale, grænsende til det klynkende, men han har også en selvironi, der gør, at han ikke går af vejen for at blande sig i kritikken. Han er således den første til at deltage i festlighederne på det sociale medie X (tidligere Twitter), når nogen skriver noget om hans musik eller hans ry som klynke-rocksanger. For nogle år siden spurgte en tilfældig Twitter-bruger, om hun var den eneste, der ikke kunne fordrage James Blunts stemme. Blunt selv blandede sig i tråden og skrev, at han sådan set heller ikke brød sig om sin egen stemme – indtil den gjorde ham rig. Ved en anden lejlighed svinede en bruger ham til ved at skrive, at James Blunt havde haft sine 15 minutters berømmelse, hvorefter han var væk igen. Hertil pointerede James Blunt i kommentarfeltet, at det faktisk var en del mindre end 15 minutter, for hans store hit ”You’re Beautiful” var faktisk kun tre et halvt minut lang.

Også da han i 2006 modtog Ivor Novello-prisen for årets bedste sang, kom han kritikerne i møde i sin takketale: ”Jeg må hellere være grov, før nogen andre er det, så jeg vil sige mange tak for prisen for årets mest overspillede sang”.

Herrernes EM-slutrunde i fodbold er i fuldt sving, og søndag aften var det danske landshold i kamp for første gang. Selvom uafgjort mod Slovenien var en skuffelse for de fleste, så var der en bestemt spiller, der viste, at han stadig hører til på holdet. Christian Eriksen havde scoret i træningskampen mod Sverige, og i søndags mod Slovenien sparkede han atter bolden i mål, hvilket affødte de velkendte kommentarer og kælenavne om landsholdets ”Kong Christian”. Slovenerne blev desværre ikke så afskrækkede, at de måtte gøre som i den danske kongesang: ”Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan! Hvo står for Danmarks Christian i kamp”.

Mange ved nok, at ”Kong Christian stod ved højen mast” indgår i Johan Ludvig Heibergs forestilling ”Elverhøj” fra 1828, men sangen er faktisk skrevet til et andet teaterstykke knapt 50 år tidligere. ”Fiskerne – et Syngespil i tre Handlinger” havde premiere på Det Kongelige Teater i 1780, og det handlede ikke om Kong Christian d. 4., selvom han har en fremtrædende rolle i en af sangene. Stykket var en dramatisering af en virkelig begivenhed, hvor et engelsk skib nogle år tidligere var kommet i havsnød ud for Hornbæk i Nordsjælland, og hvor de lokale satte deres liv på spil for at redde en engelsk sømand i land. Som højskolesangbogen.dk fortæller, er kongesangen derfor mest af alt en tekst om mandsmod til søs med et vers om Kong Christian, et om adelsmanden Niels Juel, et om Peder Wessel kendt som Tordenskjold og til sidst – nederst i samfundshierarkiet – fiskeren Knud, der synger sangen, før han skal til havs for at redde den skibbrudne. Ved premieren på ”Fiskerne” i 1780 var der dog nedlagt censur mod, at figuren Knud kunne synge de første vers, for det var ikke passende, at en simpel fisker skulle hylde selveste majestæten i sang.

I dag er ”Kong Christian” den ene af Danmarks to officielle nationalsange, hvor ”Der er et yndigt land” er den mest folkelige, mens ”Kong Christian” særligt bruges ved arrangementer med kongefamilien. Landsholdets egen Kong Christian er i kamp igen torsdag aften, hvor England er modstanderen.

Om få dage bliver europamesterskaberne i fodbold sparket i gang i Tyskland, og søndag aften skal det danske herrelandshold i kamp med Slovenien som slutrundens første modstander. Det betyder også, at vi skal høre ”Der er et yndigt land” før kampstart, men selvom H. E. Krøyer og Adam Oehlenshlägers gamle fædrelandshymne er fast inventar ved de danske landskampe, har det ikke altid været sådan. Ifølge Christian Tolstrup Jensens bog ”Sejren på Wembley” var det i 1950’erne blevet tradition at afspille nationalsange ved idrætsbegivenheder som for eksempel fodboldlandskampe. I dansk sammenhæng var det ”Kong Christian stod ved højen mast” ved OL og ved fodboldkampe i udlandet, mens det ved hjemmekampe var ”Der er et yndigt land”, og det betød, at det hjemlige publikum kom til at opfatte ”Der er et yndigt land” som den rigtige landskampshymne. Efterhånden som det blev mere almindeligt med både direkte tv-transmissioner og danske fans på udenlandske stadioner blev denne forskel tydelig, og med landsholdets store gennembrud i 1980’erne blev landskampe i udlandet nogle gange indledt med en kappestrid mellem danske roligans, der brølede ”Der er et yndigt land”, mens værtsnationen afspillede ”Kong Christian”, sådan som det danske udenrigsministeriums officielle instruks anbefalede dem.

I ”Sejren på Wembley” kan man læse, at to fodboldglade Venstre-politikere havde en finger med i spillet for at få ryddet op i fodboldforvirringen omkring de to sange, der begge tæller som nationalsange i Danmark: ”Siden forsøget med professionel fodbold var Helge Sander i 1986 blevet folketingsmedlem for Venstre og konsulent for Carlsberg, herrelandsholdets vigtige sponsor. Det var altså på alle måder oplagt, at det var ham, der kom til at bede partifælle og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) om at ændre ambassadørinstruksen om nationalmelodien ved idrætsarrangementer”.

Der kan gå en del år mellem, at ”Instruks for Udenrigstjenesten”, som dette dokument kaldes, bliver opdateret, så der gik flere år, før anbefalingen var officielt nedfældet, men i dag ser Udenrigsministeriets instruks således ud: ”Ved ikke-militære sportsbegivenheder i udlandet afgør de sportslige specialforbund selv, hvilken nationalsang der benyttes”. Siden da har det været kutyme, at ”Der er et yndigt land” bruges som nationalmelodi ved fodboldlandskampe i stedet for ”Kong Christian”.

Ifølge højskolesangbogen.dk menes det, at digteren Oehlenschläger blev ansporet til at skrive sin fædrelandshyldest, da Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse i 1819 udskrev en konkurrence om en nationalsang. Han deltog dog ikke i konkurrencen, men udgav alligevel i 1823 teksten ”Fædrelands-Sang” med hele end tolv vers, som han senere barberede ned til de fem vers, vi i dag kender som ”Der er et yndigt land”.