Kategori: Musiknyheder

Dronning Margrethe overraskede alle, da hun nytårsaften annoncerede sin afgang, for efter mere end et halvt århundrede har hun været regent, og mange husker ikke et Danmark uden dronningen. Den slags sætter naturligvis også spor i populærkulturen med både hyldester og kærlige parodier, og blandt de mest kendte er Shu-bi-duas sang ”Sorgenfri”. Det skete kun sjældent, at Shu-bi-dua i deres satiriske tekster skrev om navngivne personer, men i ”Sorgenfri” fra 1980 var der ingen tvivl om, at det handlede om den unge dronning. Teksten blev til i forsanger Michael Bundesens forældres sommerhus på Sjællands Odde, hvor musikerne ofte tog hen for at skrive nye sange. Kun få havde telefonnummeret til huset, så der var ikke mange afbrydelser, når de stak af til Sejerøbugten. I bogen ”Alting har en ende” forklarede Bundesen, at der ofte var skrevet nogle melodier hjemmefra, og rundt om bordet i sommerhuset kom alle på skift med idéer, rim og tekstbidder. “Vi begyndte ofte med et klart emne for en sang, og så arbejdede vi stille og roligt ud fra det: Okay, hvis sangen skulle handle om Daisy, der var blevet dronning i 1972, så måtte vi tegne et billede af alternativet – det kunne være en præsident. Hvad rimer på præsident? Det blev til følgende linje i sangen ‘Sorgenfri’: ‘Hva’ sku’ vi med en præsident, sådan en folkepolitibetjent, med støvler og hjelm og skrårem på, som stikker sin næse i alt’. Vi var meget inspirerede af revytekster. Jeg havde hørt dem gennem min opvækst og på P3, og jeg havde altid været vild med opbygningen af de gode gamle viser.”

Men blot fordi melodien og teksten var på plads, var det ikke ensbetydende med, at en sang ville fungere i den sidste ende. For nogle år siden var komponist og guitarist Michael Hardinger gæst i podcasten Mediano Music (ca. 57 min. inde), hvor han blandt fortalte om kvalerne med netop ”Sorgenfri”. Han havde selv skrevet musikken til sangen, men når bandet spillede den, lød det fladt og uden nerve: ”Det er det tætteste, jeg har været på en depression i min tilværelse. Vi spillede, og den gik sådan tra-la-la-la, og det lød simpelthen som Lis & Per på en dårlig dag”, fortalte Hardinger. Derhjemme lyttede han igen og igen til et kassettebånd med deres optagelser, og da han næste dag mødtes med de andre i studiet, sagde han: ”Der er kun én måde, vi kan gøre det her på: Vi lytter til Beatles! Vi tager ‘It’s getting better all the time’, dak-dak-dak-dak, og så kører vi op i dét tempo der og laver dén rytme i gulvet. Så fungerede det”.

Der er halvanden uge tilbage af dronningens 52 år lange regeringsperiode, hvorefter kong Frederik d. 10. overtager posten. Herefter må vi se, om Shu-bi-dua havde ret, da de i ”Sorgenfri” sang, at ”hele folket ville være på’en fra Dronningmølle lige til Kongeåen, hvis hun en dag faldt ned af tronen, åh Daisy”.

En af de sange, der dukker op mange steder ved nytårstid, fejrer i år sit 70-års-jubilæum i det lille udvalg af mindeværdige nytårssange, der findes. Julen og andre højtider og årstider har et rigt udvalg af tilhørende sange, men trods nytårets store symbolske betydning er viften af sange og salmer til årsskiftet ikke voldsomt stor. Men en af nytårssangene stod ægteparret Grete og Claus Walter for i 1953. Parret blev gift i 1943 og prøvede begge kræfter med en lang række opgaver i det danske kultur- og underholdningsliv. Grete Walter var skuespiller på flere teatre, og Claus Walter blev blandt andet kendt for sit samarbejde med Arne Myggen i den populære radioquiz ”Hvornår var det nu, det var”. Sammen optrådte de også i en revy på det navnkundige forlystelsessted Ambassadeur i Aalborg i begyndelsen af 1950’erne.

Men derudover stod de også i fællesskab bag en smuk og efterhånden ganske sejlivet nytårssang, som Grete Walter komponerede, mens Claus Walter skrev teksten. De indspillede selv ”Tak for alt i det gamle år” i 1953, og senere har blandt andre Otto Brandenburg og Kim Larsen & Kjukken udgivet deres fortolkninger af sangen. Ordene ”Nu når rådhusets klokker slår, er en ny dag på vej, tak for alt i det gamle år, tak for alt, tak for dig” er måske oprindeligt Claus Walters ord til sin kone, men i dag er de også en fælles nytårshilsen danskere imellem.

For snart 30 år siden var Ole Bornedals film ”Nattevagten” ikke bare en biografsucces, men et decideret fænomen, der påvirkede dansk filmindustri, skabte nye stjerner og gav et ekstra rygstød til et stort rockband. Gyserfilmen om Martin, der får job som nattevagt på Retsmedicinsk Institut og vikles ind i en sag om bestialske kvindemord havde unge skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Sofie Gråbøl på rollelisten samt Ulf Pilgaard som kriminalkommissæren, der efterforsker mordsagerne. Et andet vigtigt navn på ”rollelisten” var bandet Sort Sol, der leverede flere sangen til filmen, ikke mindst den mørke ballade ”Let Your Fingers Do the Walking”. Mens filmen var i produktion blev et par af musikerne inviteret til at overvære en visning af den endnu ufærdige film, og de var begejstrede for dette danske bidrag til gysergenren. Derfor gav de Ole Bornedal tilladelse til at bruge musik fra deres kommende plade i den endelige film.

”Han bruger de numre, vi har færdigindspillet på det tidspunkt. Det er derfor, det er de numre. Der er ikke nogen anden årsag”, fortalte guitarist Lars Top-Galia i ”P6 Beat Elsker” for nogle år siden. Sangene blev lagt ind i nogle scener, der allerede var filmet. Det betød også, at i scenen, hvor Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Martin rocker til sangen ”Popcorn”, virker det ifølge Top-Galia ”skævt og lidt ubehjælpeligt”, ganske enkelt fordi musikken først er valgt længe efter filmoptagelsen.

Også når det gjaldt valget af det store hit ”Let Your Fingers Do the Walking”, handlede det først og fremmest om, at den var færdigindspillet, da filmen skulle færdiggøres. Den første demo-optagelse af sangen havde mere instrumentering, trommer og kor, men senere valgte de en mere skrabet model med guitar og mandolin som de bærende elementer, og allerede mens indspilningen fandt sted, fornemmede de, at det var noget helt særligt. Senere drøftede medlemmerne af Sort Sol, hvordan de nogensinde skulle kunne lave en sang af den kaliber igen. Ikke for at lave endnu en sang i stil med ”Let Your Fingers Do the Walking”, men en sang med samme styrke og gennemslagskraft.

”Vi har aldrig overvejet at ligesom at sige: Findes der en 2’er? Det har vi ikke. Sådan tænker det her band for øvrigt slet ikke, men vi har da reflekteret over, hvad i Himlens navn, der lige skete der”, har Lars Top-Galia fortalt til P6 Beat.

Mens Sort Sol modstod fristelsen af at lave en 2’er af deres store hit, har filminstruktøren Ole Bornedal nu valgt at genbesøge sin store gennembrudsfilm fra 1994. I torsdags var der biografpremiere på ”Nattevagten 2: Dæmoner går i arv”. Og Sort Sol dukker også op i den nye film, da datteren til Martin, der var hovedperson i den første film, finder hans gamle walkman og lytter til den, mens hun forsøger at forstå, hvad der var, hendes far oplevede og stadig plages af.

De sidste mange år har Mariah Careys sang ”All I Want For Christmas Is You” været det mest vidtfavnende julehit, og man kunne godt få en fornemmelse af, at det ville være sådan til evig tid. Men i sidste uge indtraf alligevel en lille overraskelse, der udfordrer Mariah Careys sikre plads på juletronen, da en anden julesang sneg sig forbi ”All I Want For Christmas Is You” og endte som nr. 1 på den amerikanske hitliste. Før i tiden var hitlisterne primært baseret på hvilke singler, der blev solgt i pladeforretningerne, men i dag udregnes hitlisterne i USA ud fra musiksalg, streaming, radioafspilning og aktiviteter på sociale medier som Youtube og TikTok. Det betyder, at gamle sange – særligt ved juletid – har mulighed for at dukke op på hitlisterne igen, og det er en 65 år gammel udgivelse, der har overhalet Mariah Carey på årets første decemberhitliste. Sangerinden Brenda Lee var blot 13 år gammel, da hun i 1958 udgav ”Rockin’ Around the Christmas Tree”, men den havde faktisk en en lidt svær start. Sangen kom slet ikke ind på hitlisterne før 1960, efter Brenda Lee havde haft succes med et par andre singler, men i årene herefter udviklede den sig langsomt til at blive en ægte juleklassiker.

I de seneste år har ”Rockin’ Around the Christmas Tree” også klaret sig pænt på den amerikanske hitliste, hvor Mariah Carey dog har været urørlig som dronningen af julemusik, men i anledning af 65-året for ”Rockin’ Around the Christmas Tree” har Brenda Lees pladeselskab gjort en ekstra indsats, som nu ser ud til at have virket. For eksempel er der for første gang blevet lavet en rigtig musikvideo, hvor den 78-årige Brenda Lee mimer til sin egen 13-årige stemme, der er udsendt en EP med forskellige julesange med Brenda Lee, og som et sidste afgørende skub på vejen mod førstepladsen er Brenda Lee kommet på de unges foretrukne sociale medie TikTok, hvor der har kørt en slags kampagne for at få udbredt ”Rockin’ Around the Christmas Tree” en tand mere. Indsatsen bar frugt i sidste uge, hvor ”Rockin’ Around the Christmas Tree” indtog førstepladsen på hitlisten. Efterfølgende sagde Brenda Lee i et interview med Variety, at hun normalt ikke lytter til sine egne indspilninger, særligt ikke dem fra hendes barndomsår, men at det er anderledes med dette julehit: ”Mange af de sange, jeg lavede, dengang jeg var ti år – hvis jeg lytter til dem nu, tænker jeg: Du godeste, hvad skete der? Men Rockin’ er frisk for mig, altid”.

Med førstepladsen i sidste uge blev Brenda Lee også blev den ældste kunstner, der har ligget nr. 1 på Billboard Hit 100. Hidtil var det Louis Armstrong, der havde den titel på grund af sangen ”Hello Dolly” fra 1964, hvor han var blot 62 år gammel.

I begyndelsen af 1970’erne var britiske Slade et af tidens mest populære rockbands med en stribe store hits, men i dag er der én sang, der overskygger alle de andre – og på sin vis er det svigermors skyld. Bassisten Jim Lea var med til at skrive en del af Slades sange, og han var i 1973 bekymret for, om bandet kunne holde dampen oppe efter tre førstepladser på hitlisten i træk. Hans svigermor havde foreslået, at de skulle lave noget i stil med ”White Christmas” eller en fødselsdagssang, så folk år efter år ville have en anledning til at finde en Slade-sang frem. Egentlig syntes Jim Lea, at det var en tåbelig idé, men en dag under bruseren dukkede en idé op. I løbet af tyve minutter havde han skrevet melodien til det, der skulle blive verset i ”Merry Christmas Everybody”. Uden et godt omkvæd kunne sangen ikke komme i mål, men Lea huskede en sang, som hans bandmakker Noddy Holder havde skrevet seks år tidligere, og som aldrig var blevet færdiggjort. Teksten til den halvfærdige sang fra 1967 lød “So won’t you buy me a rocking chair to watch the world go by, buy me a looking glass to look me in the eye”. Gyngestolen blev sløjfet til fordel for en juletekst, og på en stegende hed sommerdag i New York under en amerikansk turné indspillede Slade deres julerockklassiker. I nabostudiet var John Lennon i gang med optagelser til albummet ”Mind Games”, og det stueorgel, man kan høre i indledningen af ”Merry Christmas Everbody”, er faktisk et, Slade-medlemmerne lånte af Lennon.

Nogle måneder senere scorede Slade endnu en førsteplads på hitlisten med den julesang, som i år kan fejre 50-års-jubilæum – ligesom blandt andre Elton Johns ”Step Into Christmas” og Wizzards “I Wish It Could Be Christmas Everyday”, som også udkom i 1973.

Deres afskedsturné har været på landevejen i næsten fire år med flere forskellige potentielle slutdatoer, men nu skulle den være god nok: Rockbandet KISS giver i denne uge deres sidste koncert nogensinde. KISS, som også gæstede Aalborg i 2010, er kendt for numre som ”I Was Made For Loving You”, ”Rock and Roll All Nite” og ”Lick It Up”, men i bredere sammenhæng nok meste kendt for bandmedlemmernes ufravigelige og letgenkendelige sort og hvide ansigtssminke, og dette look luftes også en sidste gang fredag og lørdag i Madison Square Garden i New York. Som en del af afskedsmarkeringen gennemføres KISS allerede fra onsdag det, de kalder en ”New York City takeover” med en stribe aktiviteter rundt om i byen. Der vil blandt andet være en KISS-butik, særlige KISS-billetkort til metroen, KISS-pizzaer, KISS-taxaer og et interaktivt kort på Google Maps, der guider fans rundt til de mange KISS-begivenheder, inden bandets 50 år lange karriere formentlig slutter med et brag lørdag.

Der er lagt op til funky firserfest i i denne uge, når bandet Level 42 giver koncert to koncerter i Danmark. Det britiske band startede i slutningen af 1970’erne som et jazz-funk-fusionsband, men da de i 1980’erne blandede pop og funk fik de stor succes med sange som “Something About You”, “Lessons In Love”, “Running In the Family” og “Children Say”. Flere af medlemmerne er skiftet ud siden de helt store år mellem 1985 og 1990, men keyboardspiller Mike Lindup og ikke mindst forsanger og bassist Mark King med den altid energiske slagbas er stadig med på holdet for at give Level 42 den karakteristiske lyd. Det tilbagevendende spørgsmål til musikerne har gennem alle årene været, hvor det let genkendelige, men svært afkodelige bandnavn stammer fra, og på et tidspunkt blev det så omfattende, at de for deres egen underholdnings skyld i interviews begyndte at opdigte historier om navnets oprindelse. Blandt andet har de fortalt, at de skulle være opkaldt efter den øverste etage i verdens højeste parkeringshus.

Den rigtige forklaring har dog forbindelse til den populære science fiction-serie “The Hitch-Hikers Guide to the Galaxy”, der i de danske bogudgivelser fik navnet “Håndbog for vakse galakseblaffere”. En af de mest kendte passager i serien, der både findes som roman, radioføljeton og film, handler om en fremmed civilisation, der engang byggede en supercomputer for at finde svaret på “meningen med livet, universet og alt det der”. Da computeren efter nogle millioner års beregninger spyttede svaret ”42” ud, var det ubrugeligt, fordi man nok havde fået svaret, men ikke rigtigt vidste, hvad spørgsmålet var. Blandt seriens fans tæller tallet 42 derfor som det gode (men halvskøre og helt ubrugelige) svar på, hvad meningen med livet er. Den tankegang tiltalte Mark King og hans bandvenner i gruppens unge år i slutningen af 1970’erne, fortalte han engang i et interview med Herts Advertiser:

“Det er en sjov bog. Boon (guitarist Boon Gould, red.) og jeg holdt til et sted i Walthamstow og læste bogen i den periode, hvor vi ledte efter et navn til bandet. Oprindeligt ville vi kalde os 88, fordi vi godt kunne lide idéen om numerologien. I punk havde man set nogle meget aggressive navne, så idéen om at kalde os ‘The Et-eller-andet’ fungerede bare ikke rigtigt, så vi ville noget andet. Vi tænkte, at hvis vi gav bandet et tal, var det så langt væk fra punk-temaet, at det måske ville fungere”.

Level 42 holdt pause gennem nogle år i 1990’erne, men vendte tilbage i 2001 og har siden da både udgivet ny musik og turneret flittigt med de gamle hits. Fredag aften når deres aktuelle Europa-turné til Musikkens Hus i Aalborg, og lørdag er de i Falkonersalen i København.

Med en imponerende karriere over otte årtier har Cliff Richard ved flere lejligheder genindspillet nogle af sine største hits, og nu har han kastet sig ud i endnu et projekt med nyfortolkninger. Forleden udkom albummet ”Cliff With Strings – My Kinda Life”, men allerede for et par måneder siden landede en forløber for albummet i form af en ungdomssang sunget af en 83-årig. ”The Young Ones” udkom oprindeligt i januar 1962 og var skabt som en meget klar bestillingsopgave. Cliff Richard skulle spille hovedrollen i en film af samme navn, og ifølge bogen ”Cliff Richard The Biography” sendte filmens musikansvarlige en medarbejder fra London til New York for at aflevere et filmmanuskript hos komponisterne Sid Tepper og Roy C. Bennett, som stod bag flere af Elvis Presleys sange. Da han kom tilbage til dem 48 timer senere, havde det erfarne makkerpar skabt tre nye sange til Cliff Richard, ”When the Girl In Your Heart Is the Girl In Your Heart”, ”Outsider” og den vigtigste bestillingsopgave: En sang med netop titlen ”The Young Ones”.

Nu er ”The Young Ones” blandt de sange, Cliff Richard har genindspillet med både band og strygerorkester på det nye album, og i den forbindelse har han sagt, at denne sang får ham til at føle sig lige så ung, som han var dengang. Afstanden mellem den 21-årige sanger og skuespiller og den nu 83-årige veteran er altså ikke større end en tre minutters popsang.