Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Det Brune Punktum vs. Lex & Klatten

Hej Tor
Min bror har talt om et nummer med Det Brune Punktum, hvor de rapper om danske komikere, men jeg kan ikke finde det. Måske er det ikke udgivet? Ved du det? Og hvor kan man så ellers finde det?
Hilsen Signe

Hej Signe
Problemet i din søgning er nok, at det slet ikke er Det Brune Punktum, men gruppens forløber Lex & Klatten du skal lede efter. Sidst i 1990’erne underholdt Hella Joof, Paprika Steen, Martin Brygmann og Peter Frödin TV2’s seere, og der blev også udsendt en CD med sangene fra Lex & Klatten. Blandt andet Gab Gab, som helt sikkert er den, du søger.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Danser med eller uden drenge?

Hej Tor.
Min kollega og jeg har en diskussion i gang ang. hvem der har lavet disse fire sange: Indianer, Danse i måneskin, Magi i luften og Vågner i natten. Min kollega er overbevist om at alle fire er skrevet og lavet af Danser med drenge. Dette er jeg overhovedet ikke enig i, så derfor håber jeg at du kan hjælpe med mysteriet!?
Venlig hilsen
Rikke

Hej Rikke
Det hurtige svar falder ud til din fordel, for sangene er kendt med henholdsvis Tøsedrengene, Trine Dyrholm, Halberg/Larsen og Dodo & The Dodos. Danser med Drenge er altså ikke indblandet – bortset fra, at man kan se Tøsedrengene som en tidlig forløber for Danser med Drenge, men det er vist ikke nok til at vinde en diskussion som denne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Svigermor

Hej Tor.
Jeg håber du kan hjælpe mig med teksten til et enkelt vers i sangen SVIGERMOR. Der er det vers der begynder nogenlunde sådan: “Og så går jeg hjem til svigermor og får flæskesteg og ???”. Og et eller andet med det kolde bord.
Med venlig hilsen og på forhånd tak.
Grete ladefoged.

Hej Grete
Det var Gustav Wincklers bror Jørgen Winckler, der stod for hyldesten til den ellers så ofte forkætrede stand af svigermødre. Sangen Svigermor, der i 1960 blev hans eneste rigtigt store hit, var et broderligt samarbejde, hvor han selv skrev teksten, mens Gustav stod for musikken. Den findes blandt andet på CD’en “Det bedste fra Dansktoppen 1960-61”, og første vers og omkvæd lyder således:

“Min kone har masser af charme og sex
hun er hvad man kalder en sød lille heks
Men trods hendes dyder, så er hendes gryder
et syn, der mig byder, at jeg går hjem til

Svigermor – og får flæskesteg og hummerklo’r
Svigermor – der er alt på hendes kolde bord
Der er røgede ål, der er peberrodssalat
lunkne frikadeller, pølser og spinat
og små tarteletter med rejer og med pynt
Jeg kan ikke holde op, når først jeg får begyndt
og si’r til svigermor: På den kære gamle jord
der er der ingen, der laver mad lisså godt som min – svigermor”

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hospitalet på TV3

Hej Tor!
Det drejer sig om melodien til tv progammmet Hospitalet som vises på TV3! Kan du hjælpe mig med oplysninger om, hvem der spiller den??
Hilsen Janni

Hej Janni
Det er musik fra den elektroniske multikunstner Moby, som TV3 anvender i indledningen til dramadokumentarer Hospitalet. Nummeret hedder Slipping Away, men det er et remix af sangen, der bruges i serien, i forhold til den noget mere afdæmpede version.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Smagsdommerne

Hej Tor
Jeg har længe søgt efter den første intromelodi til smagsdommerne. Jeg har virkelig prøvet at søge mange steder, google, dr.dk, youtube osv. Håber du kan hjælpe mig, som du har hjupet så mange andre.
Venlig Hilsen
Mads Alexander Roskjær

Hej Mads
Den oprindelige musik fra Smagsdommerne var skrevet af musikeren og produceren Halfdan E, som både har skrevet filmmusik, produceret plader for bl.a. tv-2 og stod bag Dan Turells plade Pas På Pengene. Hans musik til Smagsdommerne er desværre ikke udgivet nogen steder, så vidt jeg har kunnet få at vide fra DR2. Den nye kending er i øvrigt med det danske undergrundsprojekt The Crooked Spoke og hedder Sacrifice of a Common Thief.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Darkness

Hej Tor
Jeg har et spørgsmål ang. The Darkness, som jeg håber du kan svare på. Jeg var ked af at erfare at denne engelske rockruppe, med den meget markante falsetvokal fra den ene af de to Hawkins brødre, blev opløst i foråret 2007. Men hvad er der siden sket med dem? Jeg har forgæves at finde oplysninger på dette, så nu håber jeg du kan hjælpe mig.
Hilsen Lars Henriksson

Hej Lars
Gruppen gik i opløsning i forlængelse af, at forsanger Justin Hawkins først kom i behandling for sit stofmisbrug og senere forlod gruppen. I slutningen af 2008 gik der i flere medier rygter om, at gruppen var på vej mod genforening og koncerter, men som vidt jeg ved, har der endnu ikke været særligt klare beviser på, at det skulle være tilfældet. I mellemtiden har Justin Hawkins også etableret bandet Hot Leg, som du kan se mere til på http://www.myspace.com/hotleg.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: I Am Sailing i tv

Hej Tor
I går aftes hørte vi ”I’m sailing” med Rod Stewart. Og nu kan vi ikke finde ud af til hvilken tv-serie at den sang blev brugt som kendingsmelodi? Det var en serie, som vi tror gik i slutningen af 70’erne. Man ser havet og skibe glide forbi mens at sangen spilles. Kan du hjælpe os med dette mysterium, vil vi blive glade for din hjælp.
Susanne

Hej Susanne
I Am Sailing blev brugt i en BBC-serie om skibet HMS Ark Royal, der på engelsk hed Sailor og på dansk blev sendt i 1977 med titlen Til søs. Sangen er i øvrigt oprindeligt med Sutherland Brothers fra 1972, mens Rod Stewarts version er fra 1975.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Marina

Hej!
Hvem sang Marina Marina oversat fra italiensk i (vistnok) 50’erne. Nogen her siger Raquel Rastenni, andre Birthe Wilke. På forhånd tak.
Henrik Zetterquist

Hej Henrik
Det var Raquel Rastenni, der gjorde sangen om Marina populær, og du kan finde den på flere opsamlings-CD’er med hendes mest elskede sange, blandt andet Her i vores hus og Raquel Rastenni
Med venlig hilsen
Tor Bagger