Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dinge Dong

Hej Tor
Jeg skal til bryllup senere på året og har brug for at vide, hvem der sang ”Dinge dong, hvor det ringer” i 70-erne. Dvs. hvem oversatte nummeret fra hollandsk og blev kendt for det her hjemme? Håber, du kan klare den.
Venlig hilsen
Mikala Yding

Hej Mikala
Det var i første omgang Teach, der vandt Det Internationale Melodi Grand Prix for Holland med Dinge Dong i 1975. Allerede senere samme år udgav Birthe Kjær sin version om bryllupsklokkerne, der ringer, mens Diskofil lavede en noget mere lummer tekst sidst i 90’erne. Birthe Kjærs udgave er blandt andet med på hendes jubilæumsopsamling Gennem 40 år, der udkom sidste år.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Rumvæsenet Alf

Kære Tor
Du kan sikkert huske TV-serien om rumvæsenet Alf. Men kan du huske det hit han lavede? Jeg vil gerne finde den igen.
Karsten

Hej Karsten
Ja, den kan jeg skam godt huske. Serien blev lavet fra 1986 til 1990, og det var allerede i 1987, at Stuck on Earth blev et hit. Det var en hollænder, der fik idéen til at klippe bidder fra tv-afsnittene sammen, og det endelige resultat kan du høre på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sådan er det bare

Hej Tor
Jeg er på jagt efter en TV2 sang, som vi skal bruge til bryllupsunderholdning hos en af mine veninder. Hun har et lidt specielt forhold til sangen, men jeg har ikke selv styr på teksten, så jeg kan ikke søge på den (og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hende selv). Men det er noget med nogle spørgsmål om en kvinde, der er både klog og smuk, og det må mændene finde sig i (lige som med min veninde…). Håber du kan hjælpe.
K.L.

Hej K.L.
Det tror jeg heldigvis godt, jeg kan. Jeg mener nemlig, at I skal finde sangen Sådan er det bare fra 1994-pladen Verdens lykkeligste mand. Her synger Steffen Brandt blandt andet ”Er hun klog, hva’, om hun er. Lidt for kløgtig, ja, desværre. Men hun er min og hun er din”. God fest!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jason Mraz

Hej Tor
De seneste uger (eller måske måneder) er der en sang, der er blevet spillet meget i radioen, men jeg har endnu ikke fanget hvem det er. Den er blød og munter, og manden nynner en del undervejs. Måske hedder den noget med ”I’m yours, your mine”? Håber du kan hjælpe.
Kærlig hilsen
Jonna

Hej Jonna
Ud fra din beskrivelse er jeg helt sikker på, at du har hørt Jason Mraz. Den amerikanske sanger med det tjekkiske navn slog igennem for nogle år siden, og det nye hit I’m Yours stammer fra hans album We Sing, We Dance, We Steal Things.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Wolfgang

Hej Tor
Jeg sætter dig lige på en opgave med at spore et 80’er band, vistnok fra Horsens, ved navn The Wolfgang. De havde i 1982 et lille hit (det må det have været, da jeg ikke kan finde andre der kan huske det i min omgangskreds) som hed “Sweet little maybeline” som startede med et fløjtende tog der buldrer forbi. Mit spørgsmål er om det er muligt at købe nogen steder, og helst som mp3, da min vinylfræser er afgået ved døden.
Med venlig hilsen
Morten Pedersen

Hej Morten
Jeg må indrømme, at jeg ikke selv kan huske The Wolfgang, i hvert fald ikke uden at høre eller genhøre dem. Jeg har dog alligevel fundet et vigtigt spor i din efterlysning, for singlepladen Sweet Little Maybeline står i på et af de danske biblioteker. Du kan derfor bestille den hjem via bibliotek.dk. Den er godt nok på vinyl, men hvis lysten til at genhøre den er stor nok, finder du nok en løsning på dét problem.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sha-la-la-la-la

Hej Tor
Denne udfordring drejer sig om sangen Shalalalala med Vengaboys. Spørgsmålet er: Er det Vengaboys’ egen sang eller er det noget de har lånt fra en ældre gruppe??
Med venlig hilsen
Kim Kristensen

Hej Kim
Det er skam en genindspilning, og faktisk en genindspilning af et gammelt dansk hit. Sha-la-la-la-la er oprindeligt fra 1973 med gruppen The Walkers, som havde flere hits i 1970’erne, bl.a. Little Kitty og Striptease. Torben Lendager og et par af de andre gamle drenge har i øvrigt gendannet gruppen og planlægger koncerter her i 2009.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tell Laura.. på dansk

Hej Tor
Kan du hjælpe mig med, hvem der sang den danske version af Tell Laura I love her og også titlen på den danske udgave.
Med venlig hilsen
Grethe

Hej Grethe
Jeg er lidt i tvivl om, om der er lavet flere forskellige danske versioner af Tell Laura I Love Her, men mon ikke den, du tænker på, er Hils Lillian kærligt. Gruppen, der gjorde Thøger Olesens danske tekst kendt i 1975, var Heaven (nogle gange kaldet Heaven Danmark). Den findes på flere dansktop-opsamlinger.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Anna Maria Lena

Hej Tor
Kan jeg få dig til at finde følgende melodi: Den hedder noget med Marie-Elena og er fra europæisk grandprix i 1984. Jeg har et barnebarn der blev født det år og hun er døbt Marie-Elena. Hvilket land og hvem synger den? Kærlig hilsen og tak hvis du vil svare mig.
Ketty Hansen

Hej Ketty
Sangen hedder helt præcist “Anna Maria Lena” og var Cyperns bidrag fremført af Andy Paul. Hvor mange, der husker den i dag, er ikke let at vide, men dengang fik den 10 point fra Danmark ud af dens i alt 31 point. I øvrigt var sangen det første – uofficielle – hit for de engelske hitmagere og producere Stock/Aitken/Waterman, som senere stod bag bl.a. Rick Astley, Kylie Minogue og Bananarama. De er dog ikke krediteret for nummeret, for som ikke-cyprioter kunne de ikke officielt deltage Cypern. Du kan genhøre sangen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger