Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mål-musik fra EM

Hej Tor
Jeg vil gerne høre dig angående EM i fodbold. Når der bliver lavet et mål, eksempelvis Tyskland-Portugal, blev der spillet en sydamerikansk melodi måske braziliansk. Jeg har også hørt den i Tyskland. Kan du finde ud af om den er udgivet i Danmark og hvad hedder den.
Med venlig hilsen
Lone Christensen, Aalborg

Hej Lone
Ja, fodboldfolket har taget nogle af håndboldens musikmanérer til sig, blandt andet i kampen mellem Tyskland og Portugal, i form af Bellinis sommerhit fra 1997, Samba de Janeiro. Nummeret, som du kan høre via Youtube, blev faktisk også udsendt i en særlig version under titlen Samba e Gol i forbindelse med VM i 1998.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Frank Arnesen-sang

Hej Tor
Det er egentlig ikke fordi jeg skal bruge svaret til noget, men det generer mig altid, når der er noget, jeg ikke kan komme i tanke om. Her under EM hørte jeg den gamle fodboldsang En for alle i radioen og pludselig kom jeg tal at tænke på, at Frank Arnesen også sang med på en eller anden sang dengang, som ikke handlede om fodbold. Men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det var. Kan du?
Joachim

Hej Joachim
Ja, men det er vel nok længe siden, jeg har såvel hørt som tænkt på den. Nummeret hed Vi er på banen, og var i 1986 en del af en anti-grafittikampagne, der blev lanceret af DSB. Nummeret var skrevet af Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene og blev udgivet af Rejseholdet, der ud over Frank Arnesen blandt andre talte Frede Fup.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: My Heart Belongs to Daddy

Hej Tor
Min kone og jeg har diskuteret om Marilyn Monroe var den første, der indspillede My heart belongs to daddy eller om den var kendt i forvejen. Kan du svare?
Med venlig hilsen
Jens og Kirsten

Hej Jens og Kirsten
My Heart Belongs to Daddy er helt tilbage i 1938 som en del af Cole Porters musical Leave It To Me, hvor Mary Martin sang den. Marylin Monroe optrådte først i 1960 med sin version i filmen Let’s Make Love.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Gold and Silver Days

Hej Tor
Jeg har hørt en god melodi. Jeg mener det er en irsk folkesang/melodi, og der synges noget med ”Gold of silver days”. Sangeren har jeg hørt som James Finnegan, men kan ikke finde noget på
ham, så det passer nok ikke. Kender du måske denne sang/melodi?
Hilsen Lene

Hej Lene
Sangen Gold and Silver Days er nok bedst kendt med den irske sanger Paddy Reilly, men den er også indspillet af to kunstnere med navne, der min der om “James Finnegan”. Den ene er Geraldine Brannigan, men det mest sandsynlige er nok, at du har hørt den med Jim Finnegan. Hans version findes blandt andet på opsamlingen Irish Country.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: TeamDanmark-reklame

Hej Tor
Jeg har et par gange set en TV-reklame for noget med Team Danmark, hvor de bruger et rocknummer. Kan du fortælle hvad det er?
På forhånd tak
Jonas P.

Hej Jonas
Det er faktisk nordjyske toner, der er valgt som underlægning i TeamDanmark-reklamen. Bandet The Alpine stammer fra Aalborg, og det er deres nummer Trigger, der bruges. Trigger findes på CD’en On Feel Trips, der også indeholder hittene No I in Team og Mondays Look the Same.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hall & Oates

Hej Tor
Hvad blev der af Hall and Otes? Findes de stadigvæk eller er de gået i opløsning?
Hilsen Larsen

Hej Larsen
Duoen Hall and Oates, der især havde succes i 80’erne, eksisterer skam stadig. Daryl Hall og John Oates mødte hinanden tilfældigt i en elevator i 70’erne, og som musikalsk makkerpar skabte de hits som Kiss On My List, Private Eyes og Maneater. De holdt længere pladepauser op gennem 90’erne, men er aldrig gået i opløsning og udgav for eksempel et julealbum i 2006.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Smukkere end smuk

Hej Tor
Jeg håber du kan hjælpe mig med at finde en bestemt gave til min datter. Hun nynner nogle gange en sang og jeg vil gerne give hende pladen, hvis jeg kan finde ud af hvem det er. Det er noget med ”du er smukkere end smuk og du ved det godt”. Siger det dig noget?
En mor

Hej ”mor”
Du skal på jagt efter den nye CD med Thomas Buttenschön. Han er en af de nye, unge danske troubadourer og har for nylig udgivet Billeder af min baggård, hvorfra nummeret Smukkere end smuk er blevet spillet en del i radioen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Don’t Dream It’s Over

Hej Tor
Jeg forsøger at finde frem til hvem der for nogle år siden lavede Dont dream its over. Når jeg søger på det, er det mest Crowded House og Paul Young, der dukker op, men det er ikke dem. Det er en kvinde der synger.
På forhånd tak
Lisbeth

Hej Lisbeth
Jeg er ret sikker på, at det er Sixpence None the Richer, du har i tankerne. De udsendte deres version af Don’t Dream It’s Over i 2002, blandt andet som opfølgning på deres succes med nummeret Kiss Me.
Med venlig hilsen
Tor Bagger