Kategorier
Musiknyheder

Rock på de engelske frimærke

Pladecover-kunsten kan siges at være under pres i disse år, hvor meget musik sælges digitalt, men nu får den mest kendte del af coverkunsten et nyt sted at udfolde sig. Det britiske postvæsen Royal Mail lancerede i sidste uge en serie frimærker med motiver fra kendte pladeomslag, blandt andet Led Zeppelins legendariske 1971-album IV, der viser et maleri fra en genbrugsbutik med en gammel mand, der bærer et stort brændeknippe.

– Knap fyrre år efter albummet udkom, ved ingen, hvem manden på coveret er, og heller ikke hvem kunstneren, der malede ham, er. Det opsummerer på en måde, hvad det var, vi ønskede at opnå med pladecoveret, som er forblevet både anonymt og gådefuldt på én gang, siger Jimmy Page ifølge Royal Mail, som han hjalp med at afsløre de nye frimærker. Blandt de øvrige motiver er Blur-pladen Park Life, Let It Bleed med Rolling Stones og The Clash’s London Calling.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Åh David – eller Adam?

Hej Tor
Jeg har brug for lidt hjælp. Leder efter titlen og kunstneren på et dansk dance nummer, hvor der synges Åh David i sangen. Jeg har ledt med lys og lygte og er kommet tomhændet op hver gang. Så nu spørger jeg dig, da du jo har svar på det meste. Håber du kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen
Freddie Egediussen

Hej Freddie
Jeg har ikke et svar, der for alvor passer på dit spørgsmål, men lad mig alligevel prøve. Måske er det slet ikke “David”, men “Adam”, du har hørt sunget. For et par år siden havde den danske gruppe Viro succes på især diskotekerne med sangen Adam, som du kan høre på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Songs for the Deaf

Hej Tor
Jeg har i en del år haft en brændt CD, som (vist nok) hedder Songs for the Deaf. Den er efterhånden næsten tyndslidt og jeg vil også gerne have den originale CD. Kan du hjælpe med at finde den?
Rasmus

Hej Rasmus
Jeg har fundet din piratplade! Den er med Queens of the Stone Age og er fra 2002, hvor David Grohl kendt fra Nirvana og Foo Fighters var trådt ind i gruppen. Ud over at du nu kan gå ud og finde originaludgivelsen, var det måske også værd at gå på opdagelsen i de øvrige plader, Queens of the Stone Age har udgivet?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

50% Beatles på nyt album

The Beatles bliver af helt indlysende grunde aldrig gendannet i denne verden, men i næste uge udkommer en plade, der opfylder drømmen halvvejs. Ringo Starr er nemlig klar til at udsende sin soloplade Y Not, hvor han blandt andet får besøg af Paul McCartney. På to sange giver McCartney sin ungdoms gamle bandkammerat en hjælpende hånd, dels som bassist og dels som duetpartner.

Pladens titel, som oversat til dansk er ”Hvorfor ikke”, henviser til, at Ringo for første gang nogensinde har påtaget sig producerrollen. Både i Beatles-tiden og på hans hidtidige soloudgivelser overlod han producerstolen til andre, men fremover vil han altid være sin egen chef, lige som han er det på Y Not. Det nye album indeholder også bidrag fra blandt andre Richard Marx, Dave Stewart og Eagles-medlemmet Joe Walsh.

Kategorier
Musiknyheder

ABBAs nytårssang har holdt i flere årtier

Der er formentlig ingen popsang, der bliver spillet lige så meget omkring midnatstid nytårsaften som ABBAs Happy New Year. I sidste uge var der endda ekstra god grund til at skråle med på et par af linjerne, eftersom teksten indvarsler et helt nyt årti med ordene ”It’s the end of a decade, in another ten years time who can say what we’ll find, what lies waiting down the line in the end of 89”. ABBA-sangen skuede altså frem mod overgangen til 1990’erne og giver indtryk af at være skrevet i 1979 ved tærsklen til 80’erne – men det er slet ikke tilfældet.

Happy New Year kom faktisk til verden i april 1980 og blev udgivet senere samme år, så i sidste uge var det altså ikke fjerde, men kun tredje gang, den fungerede som soundtrack til et årti-skifte. Men mon ikke den også er med, når vi engang tager afsked med 10’erne?

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Island of Dreams

Hei!
Jeg er en kvinne fra Norge som leter og leter etter en gammel sang. Som svært ung hørte jeg en sang som har ”satt seg fast på hjernen”. Har aldri hørt den siden. Jeg husker ikke når og hvordan jeg lærte den – den har liksom alltid vært der. Det jeg husker av teksten er dette (med fare for at det er mange feil): Islands of dreams. High in the sky, little bird on it’s way, please carry me with you. Jeg er ganske sikker på at låten het Islands of dreams, men jeg husker ikke hvem som sang eller spilte.
Jeg ville bli utrolig glad om du klarte å hjelpe meg. Jeg har så lyst til å finne teksten og lære meg sangen ordentlig. Kanskje er den norsk, for alt jeg vet.
Mvh Marit fra Østfold i Norge

Hej Marit
Det er mange år at vente på et genhør, men jeg skal gerne hjælpe. Sangen hedder Island of Dreams og er med The Springfields, altså den trio Dusty Springfield var medlem af, før hun blev solokunstner. Island of Dreams var et stort hit i 1962, og du kan høre den på Youtube, hvor du også kan finde en live-optagelse. Hvis du er på jagt efter en CD med nummeret, findes den på The Springfields-opsamlingen “On an Island of Dreams”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål

Hej Tor
Jeg ønsker mig en cd med Gasolin. Det skal være den, hvor nummeret: “Da jeg gik ud over langebro” er på. Kan du oplyse, hvad den hedder?
Sanne

Hej Sanne
Langebro var Gasolins første store succes og findes derfor på albummet, der blot hedder Gasolin’, men den er også inkluderet på flere opsamlinger så som Rabalderstræde Forever, Masser af succes og bokssættet The Black Box.
Med venlig hilsen
Tor

Kategorier
Musiknyheder

Søges: Én million for Mellencamps rygestop

Nytårstid er for mange mennesker lig med planer om forskellige livsstilsændringer, men man behøver ikke et nytårsforsæt som argument for at kvitte tobakken. Rocksangeren John Mellencamp har i mange år har været meget populær hjemme i USA, og i Danmark høres han ofte ved juletid med sin udgave af I Saw Mommy Kissing Santa Claus, og han har nu mange tusinde menneskers opbakning til at skodde cigaretterne.

Hans søn Speck har oprettet en gruppe på Facebook for folk, der støtter hans ønske om, at farmand skal holde op med at ryge. John Mellencamp har lovet, at hvis Speck kan samle en million medlemmer i gruppen, vil han gøre alvor af rygestopplanerne, og på godt en måned har mere end en kvart million meldt sig ind, så måske er Mellencamp på vej ind i sit første røgfrie år.