Kategorier
Musiknyheder

Carpenters med 40 år og 40 favoritter

Det er i år 40 år siden, søskendeduoen Carpenters udsendte deres første plade, og det markeres nu med en særlig opsamling, der naturligvis indeholder gruppens debutsingle.

– Jeg havde tilfældigt hørt The Beatles’ Ticket to Ride blive spillet som en oldie i radioen i dag i starten af 1969, og efter at have hørt den denne gang blev jeg enig med mig selv om, at sangen kunne blive til en fin ballade, har Richard Carpenter fortalt.

Carpenters udsendte Ticket to Ride samme år, og det førte blandt andet til en henvendelse fra komponisten Burt Bacharach, der gerne ville arbejde sammen med dem. Et af resultaterne blev indspilningen af (They Long To Be) Close To You, som for alvor satte gang i Carpenters’ succes. Eventyret sluttede brat med Karen Carpenters død i 1983, og gruppen mindes nu med 40 hits på jubilæumsopsamlingen 40/40, blandt andre Top of the World, Yesterday Once More og Jambalaya.

Kategorier
Musiknyheder

Hvor Norah gik hen…

Populære Norah Jones er nu klar til at udgive sit fjerde album. Pladen The Fall bliver lidt anderledes end de hidtidige fra sangerinden, der er allerbedst kendt for det jazzede gennembrudshit Don’t Know Why fra 2002.

Den udgave af Don’t Know Why, vi kender, er faktisk den helt oprindelige demo-version, som Norah Jones og hendes musikere indspillede i første hug. Egentlig opdagede hun tidligt under optagelsen, at lyden i hendes hovedtelefoner var forkert, og hun overvejede et øjeblik at afbryde optagelsen for at få rettet problemet. Det viste sig at være klogt at spille videre, for denne optagelse af Don’t Know Why endte med at rumme al den nærvær og nerve, som hun kunne drømme om. Norah Jones’ nye plade The Fall udkommer i næste uge.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bryan Adams og Diana

Hej Tor
Jeg var i England i 1986 på sprogskole, hvor jeg lærte Bryan Adams at kende. Vi hørte en sang som har denne tekst: ”First time i saw her was on a magasin, next time it was on my tv scream, Rosana Rosana”. Det er sådan jeg husker teksten, men det er jo en del år siden efter hånden, og om det er Bryan Adams er jeg også usikker på. Håber du kan finde svaret på dette spørgsmål til mig, da jeg gerne vil høre sangen igen.
Med venlig hilsen
Jan Larsen

Hej Jan
Du har stadig rigtigt fat i dele af teksten, men de første linjer lyder “The first time I saw you was in a magazine, the next time was you was walkin’ cross my television screen”. Og pigen hedder ikke Roseanna, men derimod Diana, for sangen var ment som en munter kommentar til prinsesse Diana og prins Charles. Af frygt for forargelse blev Diana ikke udsendt på Bryan Adams-albummet Reckless, men i stedet som B-side på singlen Heaven i 1985. I dag kan den heldigvis også genhøres på nettet, for eksempel på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Bryan Adams 50 år

En af verdens mest kendte canadiere kan på torsdag fejre sin 50-års-fødselsdag, og han har således været i søgelyset gennem mere end halvdelen af sit liv. Bryan Adams udsendte nemlig sit debutalbum som 20-årig, men det var nu først med sin tredje plade, Cuts Like a Knife fra 1983, at han fik det store gennembrud. Det skyldtes især sangen Straight From the Heart, som han skrev fem år tidligere som en sine allerførste, efter han havde lært sig selv at spille klaver. Både den amerikanske sanger Ian Lloyd og den populære Bonnie Tyler nåede faktisk at indspille Straight From the Heart, før Bryan Adams selv fik et stort hit med den. Torsdagens runde fødselar fik senere succes med numre som Summer of ’69, (Everything I Do) I Do It For You og Run to You.

Kategorier
Musiknyheder

Berlin-murens jubilæumsmusik

På mandag er det 20 år, siden Berlin-muren faldt, og det markeres naturligvis på mange forskellige måder. Et af arrangementerne er en stor, gratis koncert ved Brandenburger Tor med overskriften Fest der Freiheit (Frihedens fest, red.), hvor Bon Jovi optræder. Og det er ikke bare de gamle hits som Livin’ On a Prayer og You Give Love a Bad Name, rockgruppen går på scenen med.

De præsenterer blandt andet også den nye sang We Weren’t Born to Follow, der skal ses som jubilæumsfestens uofficielle kendingsmelodi med linjerne “We weren’t born to follow, come on and get up off your knees, you got to stand up for what you believe”. Musikvideoen, som kan ses her, viser også billeder fra blandt andet den famøse aften i 1989, hvor Muren faldt og forenede Øst- og Vestberlin.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jeg lukte op min kiste

Hej Tor
Jeg har et spørgsmål vedrørende den gamle skillingsvise “Jeg lukte op min kiste”. Vi har diskuteret om ikke den er blevet indspillet på plade med en anden melodi, jeg synes jeg kan mindes at den blev spillet af en folkemusikgruppe engang i 70´erne eller først i 80´erne. Jeg tror gruppen kaldte sangen “Hans Nielsens gimmerlam”. Kender du den gruppe og ved du hvor vi eventuelt kan finde noder til den nyere udgave.
Venlig hilsen
Erik Risager

Hej Erik
Det er rigtigt nok, at visen nogle steder kaldes Hans Nielsens gimmerlam, men de to indspilninger, jeg har opsporet er begge registreret som Jeg lukte op min kiste. Disse er med De Syngende Husmænd og Birgitte Grimstad, men hvis en visekyndig læser kender til en indspilning med en nyere melodi, hører jeg gerne fra ham eller hende.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

NB: Siden efterlysningen her har både Kjeld Andersen og Erling Christensen henvendt sig med hjælp i søgningen. De har begge peget på, at den nyere fortolkning er med folkemusikgruppen Sand på gulvet, og at de har indspillet visen under navnet Hans Nielsens Får. Denne version findes på udgivelsen Det bedste af det bedste. Svaret er hermed givet videre til alle søgende. Tak for hjælpen!
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Evelyn

Hej Tor.
Du har før hjulpet mig og tak for det, så nu prøver jeg igen. Hørte forleden på P3 en dansk sang. Fik fat i “Evelyn (tror jeg) gå hjem. Du har mistet alt, men ingen har mistet dig”. Vil blive glad hvis du igen kan hjælpe.
Med venlig hilsen Charlotte Boesen

Hej Charlotte
Den talentfulde sangerinde, du er stødt på, hedder Julie Maria, og hun har netop udsendt sin tredje plade, Yaguar, hvorfra sangen Evelyn stammer. Steffen Brandt fra tv-2 har i øvrigt været med til at hjælpe Julie Maria frem. Dels ved at overtale hende til at skrive sange på dansk, dels ved at lade hende optræde med tv-2 flere gange, for eksempel på nummeret Et lykkeligt farvel.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

25 års U2-bilæum

En af den irske rockgruppe U2’s udgivelser runder et skarpt hjørne, da det nu er et kvart århundrede, siden de udsendte en af deres store plader, The Unforgettable Fire. Flere af sangene, blandt andet hittet Pride (In the Name of Love) er inspireret af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, som altid har været blandt bandets store forbilleder. Som forsangeren Bono engang forklarede, var noget af det væsentlige for dem, at King elskede sin sag så højt, at han var klar til at dø for den – men aldrig til at slå ihjel for den.

25-års-jubilæet markeres, ved at The Unforgettable Fire mandag genudsendes i flere forskellige versioner med skiftende ekstramateriale i form af single-B-sider, koncertoptagelser, hidtil uudsendte sange og dokumentar-DVD.