Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: I could easily fall in love…?

Hej Tor.
Jeg har mange gange trallet en stump af melodi som jeg ikke kan huske hvad hedder. I teksten synges der i afslutningen af et vers “I could easely fall in love with You”.
Med venlig hilsen
Kim Lorentzen

Hej Kim
Nu kan jeg jo ikke høre melodien i dit hoved, men der er da en god mulighed for, at det er en sang med Cliff Richard, der netop hedder I Could Easily Fall in Love With You. Nummeret er oprindeligt fra 1964, og du kan se teksten her samt se en Cliff Richard-liveoptræden med nummeret her – og så for alvor afgøre, om det er den sang, du tænker på.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Inspector Morse-opera

Hej Tor
På en venindes vegne har jeg lovet at finde ud af, hvilken opera der bliver sunget fra i Inspector Morse episoden med titlen “Jeg’ets død!” Titlen på nummeret er muligvis Gilda Liu, og bliver sunget af Janis Kelly.
Med venlig hilsen
J. Ritterbusch

Hej Jette
Det er noget af et detektivarbejde, du har sendt mig ud på, men lad mig gøre et forsøg. Jeg har på film- og tv-basen IMDB.com fundet oplysninger, der svarer til dine om Janis Kelly og titlen Gilda Liu, men denne titel figurerer ikke rigtigt andre steder. Til gengæld kan jeg fortælle dig, at en af figurerne i Puccinis opera Turandot hedder Lìu, så måske stammer musikken herfra. Den mest kendte passage fra Turandot er Nessun Dorma, der af mange i dag nok er bedst kendt som det værk, den selvlærte operasanger Paul Potts væltede verden med. Du kan se og høre Nessum Dorma med Paul Potts her – og måske genkender du og din veninde det?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Fame-fænomenet i Aalborg

Det er de færreste musikhistorier, der kan bryste sig af at have været en succes både på film, i tv, på scenen og på hitlisterne, men ikke desto mindre er det et sådan fænomen, der gæster Aalborg på søndag. Det var instruktøren Alan Parker, der i 1980 startede hele Fame-feberen med sin film om de unge og håbefulde stjernefrø på en skuespiller-, danse- og musikerskole i New York. En af de medvirkende dengang var sangerinden Irene Cara, der i rollen som Coco Hernandez lagde stemme til temasangen Fame, som siden hen blev fast ledetråd i de forskelligartede Fame-fortællinger.

I 1982 startede en længere tv-serie med andre medvirkende, og historien er også anderledes i den Fame-musical, som siden 1988 er blevet set af millioner af mennesker verden over. På søndag stiger dette antal endnu engang, når Fame-musicaltoget gør stop i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Kategorier
Musiknyheder

UB40 uden sanger

Ali Campbell, der siden 1978 har lagt stemme til reggaegruppen UB40’s mange hits, annoncerede forleden, at han forlader bandet. Han var med til at starte UB40 op i 1978, allerede før medlemmerne egentlig kunne spille, og de første instrumenter blev købt for de penge, Ali Campbell fik i erstatning efter et værtshusslagsmål på sin 17-års-fødselsdag.

Gruppen tog sit særprægede navn efter formularen Unemployment Benefits Form 40, man i Storbritannien dengang skulle udfylde for at få understøttelse, og Campbell & Co. gjorde siden hen britisk reggae til deres kendetegn med hits som Red Red Wine, I Got You Babe og Kingston Town. Efter 30 år slutter UB40-historien nu for Ali Campbell, der i de seneste år har været utilfreds med de beslutninger, der er blevet truffet omkring gruppen.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ukendt Runrig-sang

Hej Tor
02.11.07 var jeg til en fantastisk koncert med Runrig i NRGI Århus. Lige før pausen spillede de et stille nummer hvor kun Bruce Guthro var på scenen. Jeg kan ikke finde numret på nogle af mine Runrig plader og fik kun fat i noget af teksten ”climbe the higest mountin, …… the deepest wally, force the …. ocean ——all I want is to be right next to you. Måske det er en sang som Bruce Guthro har på én af sine egne plader – Håber du ved hvor jeg kan finde sangen.
Venlig hilsen
Jette Ax

Hej Jette
For at være helt sikker i min sag, allierede jeg mig med folkene bag runrig.dk, og der er vist ikke noget tvivl om, at nummeret, du efterlyser, er Every River, som indtil nu ikke er udgivet med Bruce Guthro som sanger. Den findes med den tidligere forsanger i Runrig, Donnie Monro, på pladerne Searchlight fra 1989 og Long Distance fra 1995. Du kan se hele teksten her og se en optagelse af nummeret fra Runrigs koncert i Berlin her. Ifølge mine “hjælpere” på runrig.dk arbejdes er der en DVD på vej fra gruppens store koncert ved Loch Ness i august, og når den kommer, kan du måske være heldig at kunne få Every River hjem i stuen i Bruce Guthros soloversion…
Med venlg hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sangen fra Ghost

Hejsa!
Kan du hjælpe med en melodi, som blev spillet i tv? Det var i filmen Ghost med Patrick Zvaisy (er ikke stavet korrekt, ved jeg). De synger “Oh my love love, I need you” osv. Hvem synger den?
Hilsen Ellen

Hej Ellen
Sangen hedder Unchained Melody, og udover at ledsage historien i Ghost, bærer den også i sig selv lidt af en historie. Teksten blev nemlig skrevet i 1936 af en blot 16-årig genert og hemmeligt forelsket fyr ved navn Hy Zaret, men først i 1955 fik offentligheden den at høre. Det var, da Righteous Brothers gjorde den til et stort hit, og selvom den gennem årene er indspillet i utallige versioner, er det også Righteous Brothers-udgaven, der i 1990 blev brugt i filmen med Patrick Swayze. Den findes på mange forskellige opsamlinger, blandt andet denne.
Med venlg hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nyt, gammelt fra Van Morrisons arkiver

I den kommende tid må rigtige Van Morrison-fans til lommerne, for der er planlagt genudgivelse af hele 29 plader med Van the Man. Ifølge Gaffa.dk udsendes de første seks plader i serien i næste uge med Tupelo Honey fra 1971 som den ældste. Pladen, der især blev kendt for titelsangen og Wild Night, blev produceret af Ted Templeman, som var imponeret af Van Morrisons talent og produktivitet – men som også syntes samarbejdet var for hårdt.

”Jeg skal aldrig nogensinde arbejde med Van Morrison igen, end ikke hvis han tilbød mig to millioner dollars i kontanter. Jeg blev ti år ældre af at producere tre af hans plader”, siger Templeman i Van Morrison-bogen Celtin Crossroads. Genudgivelsen af såvel Tupelo Honey som de øvrige album fra Van Morrisons bagkatalog indeholder også bonusmateriale i form af blandt andet liveoptagelser og alternative versioner af de oprindelige numre.

Kategorier
Musiknyheder

60’er-hitmager død

Manden bag en af 1960’ernes gladeste sange gik bort i weekenden. John Stewart var ikke blot medlem af folkgruppen The Kingston Trio, men også sangskriveren bag Daydream Believer, der blev kendt med The Monkees i 1968 – også selvom forsangeren i gruppen slet ikke brød sig om nummeret.

I bogen The Monkees Tale fortæller Davy Jones, at selvom han skiftede mening, da Daydream Believer blev et hit, var han oprindeligt irriteret over at skulle indsynge John Stewarts sang: ”Man kan høre på vokalen, at jeg var skidesur”, har Monkees-sangeren sagt om den ellers så optimistiske sang. Ifølge The Kingston Trios hjemmeside var John Stewart omgivet af familie og venner, da han døde lørdag efter at være ramt af et slagtilfælde torsdag. Stewart blev 68 år.