Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Don’t Dream It’s Over

Hej Tor
Jeg forsøger at finde frem til hvem der for nogle år siden lavede Dont dream its over. Når jeg søger på det, er det mest Crowded House og Paul Young, der dukker op, men det er ikke dem. Det er en kvinde der synger.
På forhånd tak
Lisbeth

Hej Lisbeth
Jeg er ret sikker på, at det er Sixpence None the Richer, du har i tankerne. De udsendte deres version af Don’t Dream It’s Over i 2002, blandt andet som opfølgning på deres succes med nummeret Kiss Me.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Køb bananer

Hej Tor
Vi var forleden på Aalborg Teater og se Gasolin-forestillingen. Bagefter talte vi om, om Køb bananer virkelig er et Gasolinnummer, vi mener det kun er med Kim Larsen. Hvad siger du?
Hilsen Henrik og Janne

Hej Henrik og Janne
Det er rigtigt nok: Teaterkoncerten Gasolin’ indeholder faktisk en del numre, som kun Kim Larsen – og ikke Gasolin’ – indspillede. Det gælder blandt andet Joanna, Hvis din far gi’r dig lov, Dagen før og Køb bananer. Netop denne sang udsendte Kim Larsen på både albummet 231045-0637 og på koncertpladen Kim i Cirkus.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Disco-dronningen er tilbage

Efter mange års tavshed er Donna Summer nu tilbage med en ny plade, og det er endda med en lille hilsen til hendes gamle kælenavn. En af sangene på den nye plade hedder nemlig The Queen is Back med henvisning til hendes uofficielle titel som en af de store discodronninger. Det prædikat fik hun for hits som Bad Girls, She Works Hard for the Money og ikke mindst Hot Stuff, som hun måtte kæmpe hårdt for at få lov til at beholde.

Da hun præsenterede Hot Stuff for pladeselskabschefen, blev han nemlig bekymret for den genre, hun var på vej ind i og foreslog i stedet at give sangen til Cher. Det gjorde Donna Summer så vred, at hun truede med at forlade popbranchen for igen at blive kirkesanger, så chefen lod til sidst guldfuglen få sin vilje. Donna Summer fylder 60 år ved årsskiftet, og albummet Crayons er hendes første i 17 år.

Kategorier
Musiknyheder

McCartney vendte hjem

For nylig skabte Paul McCartney et af årets højdepunkter i sin gamle hjemby, der i 2008 er europæisk kulturby. En af årets festligheder i Liverpool var nemlig en stor koncert som en markering af, at en af byens mest kendte kulturprodukter er musik.

I 1960’erne gik den særlige Liverpool-lyd under navnet Merseybeat eller Merseysound, opkaldt efter floden Mersey, der går gennem byen. Dengang kunne man også læse nyt om alle de populære Liverpool-bands i bladet, som netop hed Merseybeat, og som var startet af en af John Lennons studiekammerater. Blandt skribenterne var både Lennon selv og Beatles’ senere manager Brian Epstein. Storhedstiden for den klassiske Liverpool-rock blev fejret med søndagens McCartney-koncert, som 36.000 mennesker overværede på fodboldstadionet Anfield.