Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra politiserie

Hej Tor
Jeg så i aftes anden del af en miniserie om en politibetjent ved navn Cato på DR 1 kl. 22.20. I dette afsnit er der en komponist, der spiller klaver i flere scener. Kan du oplyse, hvad det er for musik, der spilles? Jeg prøvede at se rulleteksterne igennem, men nåede ikke at læse det hele. Såfremt du ved, at denne musik kan købes, vil jeg gerne have oplysninger, der kan hjælpe med dette indkøb. På forhånd tak for hjælpen.
Venlig hilsen
Lene Bülow

Hej Lene
Man kan jo ikke være alle steder på én gang, så jeg har allieret mig med DR1 for at finde svaret på dit spørgsmål. Der bruges flere stykker musik i det afsnit af tv-serie, som du henviser til (se titler på dem alle fire herunder), men når du henviser til noget med en komponist ved et klaver, er det mest sandsynligt, at det er “Adagio in G minor”, der er blevet fremført. “Adagio in G minor”, der oftest kædes sammen med navnene Remo Giazotto og Tomaso Albinoni, anvendes også i bl.a. Orson Welles’ Kafka-film The Trial og på The Doors-pladen An American Prayer. Du kan høre en bid af den her.

– Al musik fra rulleteksterne:
”Fast” fra albummet ”Me baby blue and Jerome”
Andreas Lyngstad, Vokal: Tirill Pharo
Beatheaven records 2005

“Adagio in G minor”
Albinoni
Naxos 1996

“Valborg oh oh yeah yeah”
Gundersen/Næss, Vokal: Lars Berteig Andersen
EMI Music Norway 2004

”Come back to me”
Gundersen/Næss, Vokal: Kim A. Hagen
EMI Music Norway 2004

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: In the highland…

Hej!
Jeg vil høre om du kunne hjælpe mig med at finde en sang. Jeg ved ikke hvem der har lavet den eller hvad den hedder. Men jeg kan huske lidt fra den: ”in the highland on a mountain” og ”I remember the song eller taste of my first kiss”. Ved godt det ikke er meget, men så har i lidt til kaffen…
MVH
Mathias Thomsen

Hej Mathias
Ud fra de brudstykker, du nævner fra sangen, er jeg helt sikker på, at det er nummeret Highland med den svenske gruppe One More Time, du tænker på. De har over flere omgang haft succes i Sverige, men i Danmark og andre lande er det næsten kun Highland, de er kendt for.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

R.E.M. i Danmark

Det er et af verdens største rockbands gennem tre årtier, der på lørdag giver koncert i Danmark. Amerikanske R.E.M. gæster København i forbindelse med deres 14. plade Accelerate, som udkom i foråret. Deres allerførste udgivelse kom i 1981, blot halvandet år efter at medlemmerne havde spillet sammen første gang, men der var gået adskillige måneder, før de havde bandnavnet på plads. De overvejede navne som Twisted Kites, Negro Wives og det lidet tiltalende Cans of Piss, før forsanger Michael Stipe fandt navnet R.E.M. ved et tilfældigt opslag i en ordbog. Gruppen, der deler navn med søvnfænomenet Rapid Eye Movement, giver lørdag koncert i Parken i København.

Kategorier
Musiknyheder

Hendrix’ udbrændte guitar til salg

Jimi Hendrix’ koncerter er i manges bevidsthed forbundet med billedet af rocklegenden, der sætter ild til sin guitar, men reelt udførte han kun denne gimmick to gange. Første gang var ved en koncert i London i marts 1967, hvor han hældte lighterbenzin ud over sin Fender Stratocaster og satte ild til den ved slutningen af koncerten. Det var ikke kun guitaren, men også Hendrix selv, der kom til skade, så han måtte køres på hospitalet med brandsår på hænderne.

Den sagesløse guitar endte hos Hendrix’ PR-mand Tony Garland, og ifølge Reuters dukkede den først op igen, da der blev ryddet op i garagen hos Garlands forældre sidste år. På torsdag sættes den eneste overlevende af Hendrix’ afbrændte guitarer til salg hos Fame Bureau i London, hvor den en vurderet til 500.000 pund (ca. 4,6 millioner kroner).