Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Anne Linnets julesang

Hej!
Jeg har et spørgsmål jeg gerne vil have svar på. Anne Linnet har indspillet noget julemusik, og det er ikke den der hedder Lille Messias. Jeg tror den starter med: ”Nu er det jul og…”. Der står juleøl på højkant
Med venlig hilsen
Kim Kristensen

Hej Kim
Du tænker formentlig på det nummer, som Anne Linnet for nogle år siden leverede til pladen Vi lover hinanden, hvor en lang række danske kunstnere sang både gamle og nyskrevne julesange. Sangen hedder helt simpelt Nu er det jul. Spørgsmålet er så, om juleøllen, der er på højkant, går til dig, til en af dine venner – eller til mig…?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Englegård-soundtrack

Hej
Jeg har set filmen ”Englegård Året efter” igen og er blevet fanget af musikken. På rulleteksterne mener jeg der stod, at en cd var udgivet på Frituna Sweetvater Music. Har prøvet at søge, men kan ikke komme videre.
Møller

Hej Møller
Det er rigtigt, at der er udgivet et soundtrack til filmen, som i originaltitlen hedder Änglagård – andra sommaren, og jeg har endda fundet en dansk netbutik, der har den på lager. Du kan købe den på cdon.com.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Coldplay anklaget for musiktyveri

Coldplay har vadet i succes de seneste år, men nu er de under anklage for at pynte sig med lånte fjer – i hvert fald på en enkelt sang. Deres seneste hit Viva la Vida, ligger nemlig lige lovligt tæt op ad nummeret If I Could Fly, mener guitaristen Joe Satriani. Med hjælp fra sin advokat arbejder han på at få del i nogle af de mange indtægter, titelsangen fra Coldplays seneste album har givet. Du kan her høre de to numre og selv vurdere, om du mener, det ligner en tilfældighed eller et tyveri. Uanset hvad, så er Viva la Vida i forvejen iklædt lidt lånte fjer, for titlen er nemlig snuppet fra et maleri af den mexicanske maler Frida Carlo.

Kategorier
Musiknyheder

Rod Stewart samler de gamle venner

Det er ikke kun de ellers opløste popgrupper fra 90’erne, der bliver genforenet i denne tid, også nogle af de rigtigt gamle drenge har nu fundet sammen igen. Ifølge gaffa.dk har Rolling Stones-guitaristen Ronnie Wood nemlig bekræftet et verserende rygte om, at han og Rod Stewart skulle være i færd med at gendanne The Faces.

Gruppen blev i 1969 skabt, da to medlemmer forlod Small Faces og blev erstattet af netop Wood og Stewart. I første omgang optrådte de under navnet Quiet Melon, men valgte i sidste ende The Faces. Pladeselskabet ville gerne fortsætte med Small Faces-navnet for at profitere på bandets hidtidige succes, men musikerne syntes, at ændringen i bandet var for stor – og at de nye medlemmer var alt for høje til, at de kunne kalde sig ”små ansigter”. Faces gik i fra hinanden i 1975, men nu er der en turné og måske endda en ny plade på vej fra Rod Stewarts gamle legekammerater.