Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Wolfgang

Hej Tor
Jeg sætter dig lige på en opgave med at spore et 80’er band, vistnok fra Horsens, ved navn The Wolfgang. De havde i 1982 et lille hit (det må det have været, da jeg ikke kan finde andre der kan huske det i min omgangskreds) som hed “Sweet little maybeline” som startede med et fløjtende tog der buldrer forbi. Mit spørgsmål er om det er muligt at købe nogen steder, og helst som mp3, da min vinylfræser er afgået ved døden.
Med venlig hilsen
Morten Pedersen

Hej Morten
Jeg må indrømme, at jeg ikke selv kan huske The Wolfgang, i hvert fald ikke uden at høre eller genhøre dem. Jeg har dog alligevel fundet et vigtigt spor i din efterlysning, for singlepladen Sweet Little Maybeline står i på et af de danske biblioteker. Du kan derfor bestille den hjem via bibliotek.dk. Den er godt nok på vinyl, men hvis lysten til at genhøre den er stor nok, finder du nok en løsning på dét problem.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Valentinsdag med My Funny Valentine

Lørdag fyldes verden for alvor af hjerter, roser og små kort med søde ord, for den 14. februar fejres den årlige Valentinsdag, der også har vundet indpas herhjemme. Kærlighedssange er en fast del af det både romantiske og kommercielle cirkus, og det er især den gamle My Funny Valentine, der forbindes med Valentinsdag. My Funny Valentine startede som en del af musicalen Babes in Arms i 1937, og de drillende kommentarer i teksten er henvendt til stykkets mandlige hovedperson Valentine LaMar. Sangen blev ikke indspillet rigtigt før 1945, og først i 1950’erne fik My Funny Valentine den store udbredelse, den har den dag i dag.

Kategorier
Musiknyheder

Duffy, McCartney og James Bond

Walisiske Duffy, der sidste år blev den bedst sælgende kunstner i Danmark, er et af de store navne på en ny velgørenhedsplade. Organisationen War Child arbejder for at skabe bedre forhold for børn, der er påvirket af krige, og for at skabe opmærksomhed om den vigtige sag, udsendes på mandag en plade med nye versioner af gamle sange.

Duffy har kastet sig over den sang, som Paul McCartney skrev til en James Bond-film i 70’erne. Han sagde ja til opgaven på den ene betingelse, at han også selv måtte fremføre den sammen med sit band Wings, hvilket ellers ikke havde været filmselskabets plan. McCartney fik sin vilje, og nu prøver også Duffy kræfter med Live and Let Die – i en noget mere afdæmpet udgave, som kan høres på Youtube. Med på pladen War Child Heroes Vol. 1 er blandt andre også Scissor Sisters, Lily Allen og Franz Ferdinand.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sha-la-la-la-la

Hej Tor
Denne udfordring drejer sig om sangen Shalalalala med Vengaboys. Spørgsmålet er: Er det Vengaboys’ egen sang eller er det noget de har lånt fra en ældre gruppe??
Med venlig hilsen
Kim Kristensen

Hej Kim
Det er skam en genindspilning, og faktisk en genindspilning af et gammelt dansk hit. Sha-la-la-la-la er oprindeligt fra 1973 med gruppen The Walkers, som havde flere hits i 1970’erne, bl.a. Little Kitty og Striptease. Torben Lendager og et par af de andre gamle drenge har i øvrigt gendannet gruppen og planlægger koncerter her i 2009.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tell Laura.. på dansk

Hej Tor
Kan du hjælpe mig med, hvem der sang den danske version af Tell Laura I love her og også titlen på den danske udgave.
Med venlig hilsen
Grethe

Hej Grethe
Jeg er lidt i tvivl om, om der er lavet flere forskellige danske versioner af Tell Laura I Love Her, men mon ikke den, du tænker på, er Hils Lillian kærligt. Gruppen, der gjorde Thøger Olesens danske tekst kendt i 1975, var Heaven (nogle gange kaldet Heaven Danmark). Den findes på flere dansktop-opsamlinger.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Van Morrison genskaber Astral Weeks

De seneste år har flere af rockmusikkens store navne opført hele LP-værker som sammenhængende koncerter. Lou Reed genskabte Berlin-pladen live, Roger Waters fra Pink Floyd har turneret med en opsætning af gruppens store album The Dark Side of the Moon, og sidste år fremførte Van Morrison LP’en Astral Weeks. Optagelsen fra Astral Weeks-koncerten i november udkommer i næste uge på CD og efter sigende med en lyd, der ligger meget tæt på live-oplevelsen. Van Morrison insisterede nemlig på, at lyden ikke skulle efterbehandles, men blot udsendes i sin rå form, som den blev optaget på scenen i Hollywood Bowl. Senere følger en DVD-version af koncerten, der markerede den oprindelige Astral Weeks-LP’s 40-års-jubilæum.

Kategorier
Musiknyheder

Ingen Ziggy Stardust-genopstandelse

Rygterne svirrede i nogle dage, men indtil videre er de blevet manet i jorden. David Bowie skulle ifølge flere medier have planer om at lade sin Ziggy Stardust-figur genopstå ved en stor musikfestival i USA, og det ville være første gang siden 70’erne, at Bowies alter ego trådte frem.

Kunstnere som Iggy Pop, Marc Bolan og Jimi Hendrix har gennem årene været nævnt som mulige forbilleder for Ziggy Stardust-figuren, men Bowie har kun nævnt en enkelt musiker som en direkte inspirationskilde. Det var engelske Vince Taylor, der selv havde leget med sit personlige udtryk og endda udråbt sig som Guds søn. Så langt gik David Bowie dog ikke, da han introducerede Ziggy på LP’en The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars. De, der havde håbet at møde Ziggy igen til sommer, bliver ifølge blandt andre NME og eb.dk skuffede, for en af Bowies talspersoner har afvist genopstandelsesrygterne.