Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den originale Steen med det ekstra ben

Dav Tor
Jeg prøver og finde den originale version af Steen med det ekstra ben, som Per Juul har lånt fra. Har hørt den på P3 men kan selvfølgelige ikke huske hvad den hedder.
Hilsen Hansen

Hej Hansen
Det var den australske komiker og musiker Rolf Harris, der lavede sangen, som på dansk kom til at handle om Steen med det ekstra ben. Originalen hedder Jake the Peg og er fra midten af 1960’erne. Du kan se en tv-optræden med sangen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Det Brune Punktum vs. Lex & Klatten

Hej Tor
Min bror har talt om et nummer med Det Brune Punktum, hvor de rapper om danske komikere, men jeg kan ikke finde det. Måske er det ikke udgivet? Ved du det? Og hvor kan man så ellers finde det?
Hilsen Signe

Hej Signe
Problemet i din søgning er nok, at det slet ikke er Det Brune Punktum, men gruppens forløber Lex & Klatten du skal lede efter. Sidst i 1990’erne underholdt Hella Joof, Paprika Steen, Martin Brygmann og Peter Frödin TV2’s seere, og der blev også udsendt en CD med sangene fra Lex & Klatten. Blandt andet Gab Gab, som helt sikkert er den, du søger.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nye gamle Rolling Stones-plader

Der er godt nyt til Rolling Stones-fans med hang til lækker lyd, for i næste uge starter en tredelt genudgivelsesserie med gruppens plader fra 1970’erne og frem til i dag. På mandag udsendes både CD- og download-versioner af Goats Head Soup, It’s Only Rock’n’Roll, Black And Blue samt Sticky Fingers, der er det ældste album i den nye remasterede serie.

Sticky Fingers fra 1971 var den første plade på Stones’ eget pladeselskab, så de kunne selv bestemme, også den visuelle del. Ud over at Sticky Fingers introducerede gruppens logo med munden og den store tunge, fik de kunstneren Andy Warhol til at udtænke det legendariske albumcover med en rigtig lynlås, der kunne åbne de cowboybukser, der var afbilledet på omslaget. Visse pladekøbere var dog ikke så begejstrede, fordi de kom hjem med en plade, der var ridset på grund af lynlåsen.

Kategorier
Musiknyheder

Enrique Iglesias i Danmark

Da han slog igennem for ti år siden, måtte han finde sig i konstant at blive omtalt som ”Julio Iglesias’ søn”, men i løbet af et par år blev det mere almindeligt at kalde Julio ”far til Enrique Iglesias”. Popstjernen, der i næste uge fylder 34 år, kommer til Danmark på lørdag med bagagen fuld af hits som Bailamos, Rhythm Divine og Could I Have This Kiss Forever, men den måske mest populære er Hero.

Sangen blev udgivet i efteråret 2001, og især i USA blev den flittigt brugt til at mindes ofre og hjælpearbejdere fra terrorangrebet 11. september. Enrique Iglesias fortalte for nogle år siden til CNN, at han skrev Hero på blot 20 minutter, men at det er en sang, han sagtens kan forestille sig stadig at synge om 20 år uden at føle sig som en idiot. Oddsene er i hvert fald ret gode for, at han synger den i Forum Horsens på lørdag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Danser med eller uden drenge?

Hej Tor.
Min kollega og jeg har en diskussion i gang ang. hvem der har lavet disse fire sange: Indianer, Danse i måneskin, Magi i luften og Vågner i natten. Min kollega er overbevist om at alle fire er skrevet og lavet af Danser med drenge. Dette er jeg overhovedet ikke enig i, så derfor håber jeg at du kan hjælpe med mysteriet!?
Venlig hilsen
Rikke

Hej Rikke
Det hurtige svar falder ud til din fordel, for sangene er kendt med henholdsvis Tøsedrengene, Trine Dyrholm, Halberg/Larsen og Dodo & The Dodos. Danser med Drenge er altså ikke indblandet – bortset fra, at man kan se Tøsedrengene som en tidlig forløber for Danser med Drenge, men det er vist ikke nok til at vinde en diskussion som denne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Svigermor

Hej Tor.
Jeg håber du kan hjælpe mig med teksten til et enkelt vers i sangen SVIGERMOR. Der er det vers der begynder nogenlunde sådan: “Og så går jeg hjem til svigermor og får flæskesteg og ???”. Og et eller andet med det kolde bord.
Med venlig hilsen og på forhånd tak.
Grete ladefoged.

Hej Grete
Det var Gustav Wincklers bror Jørgen Winckler, der stod for hyldesten til den ellers så ofte forkætrede stand af svigermødre. Sangen Svigermor, der i 1960 blev hans eneste rigtigt store hit, var et broderligt samarbejde, hvor han selv skrev teksten, mens Gustav stod for musikken. Den findes blandt andet på CD’en “Det bedste fra Dansktoppen 1960-61”, og første vers og omkvæd lyder således:

“Min kone har masser af charme og sex
hun er hvad man kalder en sød lille heks
Men trods hendes dyder, så er hendes gryder
et syn, der mig byder, at jeg går hjem til

Svigermor – og får flæskesteg og hummerklo’r
Svigermor – der er alt på hendes kolde bord
Der er røgede ål, der er peberrodssalat
lunkne frikadeller, pølser og spinat
og små tarteletter med rejer og med pynt
Jeg kan ikke holde op, når først jeg får begyndt
og si’r til svigermor: På den kære gamle jord
der er der ingen, der laver mad lisså godt som min – svigermor”

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Oh No Ono – og æg

Et af de seneste års mest spændende navne i dansk musik er nordjyske Oh No Ono, der sikkert utallige gange har måttet forklare, hvorfra det spøjse bandnavn stammer. Trommeslager Kristoffer Rom har fortalt, at de meget tidligt talte om, at det på grund af uhøjtideligheden kunne være sjovt at hedde ”Oh No-et eller andet”, hvorefter et af bandmedlemmerne udbrød ”Oh no, oh no”. I disse dage må de også forklare omverdenen, hvorfor de har kaldt deres nye plade Eggs. Til Cover har de fortalt, at en del af tanken bag albumtitlen er, at æg er endnu ikke defineret liv, ligesom de sange, som man laver til et album, og om først får rigtigt liv, når lytterne får dem. Eggs-pladen er udkommet i dag.

Kategorier
Musiknyheder

Nye lyde fra Depeche Mode

Gennem tre årtier har de været både stilskabende og populære, og nu er Depeche Mode atter på banen. De første spæde skridt til Depeche Mode blev taget sidst i 1970’erne i bands som No Romance in China, Norman and the Worms og The French Look, før nogle af medlemmerne fandt sammen under navnet Composition of Sound. Først da forsanger Dave Gahan blev optaget i gruppen, landede de på navnet Depeche Mode, som var lånt fra det franske modemagasin Dépêche mode – mest fordi de syntes det lød fedt.

Det nye album med Depeche Mode udkom i mandags og hedder ikke Composition of Sound, men Sounds of the Universe.