Kategorier
Musiknyheder

Hej (igen) Matematik

I næste uge udsender bandet, der bærer et af landets mest mærkværdige navne, deres andet album. Aqua-stjernen Søren Rasted og hans nevø Nicolaj Rasted udgør tilsammen Hej Matematik, som i de seneste år har hittet med blandt andre Walkmand og Centerpubben. De erkender gerne selv, at navnet Hej Matematik er fjollet, men der er dog en smule mening med galskaben:

– Det er et hårdt og et blødt ord sammen, og det passede godt med musikken. Men vi ville gerne have fundet noget, der var lidt smartere. Folk troede jo, det var et skoleprojekt i starten, har de engang fortalt til 24timer.

Den type forvirring har deres succes formentlig fået aflivet, og på mandag udkommer deres nye album Alt går op i 6, som både indeholder singlen Party i provinsen og en genindspilning af C.V. Jørgensens Det si’r sig selv.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Jeg var på udsalg, et kæmpe udvalg…”

Hej!
”Jeg var på udsalg – et kæmpe udvalg”. Kan du hjælpe med denne. Mener måske det var Flemming Anthony, men kan ikke rigtig huske det.
Venlig hilsen
Ingrid Riis

Hej Ingrid
Nej, det var ikke Flemming Anthony, men derimod Peter Belli, som i 1973 blev trukket gennem udsalgsstrabadserne. Sangen hedder “Jeg går aldrig på udsalg igen”, og du kan høre en lille bid af den her. Den danske tekst er skrevet af Thøger Larsen, mens melodien er Gilbert O’Sullivans engelske hit Ooh-wakka-doo-wakka-day, som findes på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Whisky in the Jar på dansk

Til Tor Bagger.
The dubliners indsang for mange år siden Whisky in the jar. Melodien bruger brøndbytilhængerne, når de overværer fodboldkampene på Brøndby stadion. For mere end 30 år siden optog jeg den på min gamle spolebåndoptager, og jeg kan stadig huske noget af teksten. Det handler vist om en mand, der skal hænges. Han har stjålet. Omkvædet var nogenlunde således:

“For det hele er ingenting
Fold kun din lille hånd, fold kun din lille hånd.
Hæld whisky på min dunk.
Det sker nu ved daggry,
Det sagde den høje dommer.
Og natten er så kort,
Det er lys og klar skærsommer.
At den ene er fattig, og den anden rig på jorden,
Er det sidste jeg ved, når jeg hænger der i snoren.”

Jeg har prøvet selv at finde ud af titlen, sanger mm. men det er endnu ikke lykkedes. Måske kan du hjælpe mig. På forhånd tak for hjælpen.
Holger Andersen, Pandrup

Hej Holger
Hvem der oprindeligt står bag den danske version med titlen “Whisky på min dunk” har jeg ikke kunnet opspore med sikkerhed, men jeg ved dog, at den findes i en version fra 1990 med Dræsinebanden. Denne udgave kan du finde på bl.a. “100 go’e med Dræsinebanden” og “Et dusin med Dræsinen” (kan evt. bestilles hjem fra biblioteket). Senere har Lars Lilholt i øvrigt også forfattet en dansk tekst til den irske folkemelodi under navnet Gi’ mig whisky in the jar. Denne version findes på CD’en Smukkere med tiden, men kan også købes separat som download på nettet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Kald det kærlighed er Giro 413-favorit

I fredags rundede en institution i dansk populærkultur et skarpt hjørne, da radioprogrammet Giro 413 fejrede sin 60-års-fødselsdag. En liste over de ti mest ønskede sange gennem de seneste ti år viser, at den mest populære Giro 413-sang er Lars Lilholts Kald det kærlighed, som også er med i den officielle danske kulturkanon. Lars Lilholt har fortalt, at det også ville være denne sang, han ville pege på, hvis noget skulle kanoniseres.

– Jeg synes, det er en god sang, som har en god gåde i sig. Og så er melodien bygget på renæssancemusik fra 150-tallet og rammer ned i nogle nordeuropæiske rødder. Det er et lucky shot, og det skal man prise sig lykkelig over”, fortale troubadouren til Ud & Se i 2006. De næstmest ønskede sange i Giro 413 er Kære lille mormor, Rigtige venner og Himmelhunden.

Kategorier
Musiknyheder

Rock på de engelske frimærke

Pladecover-kunsten kan siges at være under pres i disse år, hvor meget musik sælges digitalt, men nu får den mest kendte del af coverkunsten et nyt sted at udfolde sig. Det britiske postvæsen Royal Mail lancerede i sidste uge en serie frimærker med motiver fra kendte pladeomslag, blandt andet Led Zeppelins legendariske 1971-album IV, der viser et maleri fra en genbrugsbutik med en gammel mand, der bærer et stort brændeknippe.

– Knap fyrre år efter albummet udkom, ved ingen, hvem manden på coveret er, og heller ikke hvem kunstneren, der malede ham, er. Det opsummerer på en måde, hvad det var, vi ønskede at opnå med pladecoveret, som er forblevet både anonymt og gådefuldt på én gang, siger Jimmy Page ifølge Royal Mail, som han hjalp med at afsløre de nye frimærker. Blandt de øvrige motiver er Blur-pladen Park Life, Let It Bleed med Rolling Stones og The Clash’s London Calling.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Åh David – eller Adam?

Hej Tor
Jeg har brug for lidt hjælp. Leder efter titlen og kunstneren på et dansk dance nummer, hvor der synges Åh David i sangen. Jeg har ledt med lys og lygte og er kommet tomhændet op hver gang. Så nu spørger jeg dig, da du jo har svar på det meste. Håber du kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen
Freddie Egediussen

Hej Freddie
Jeg har ikke et svar, der for alvor passer på dit spørgsmål, men lad mig alligevel prøve. Måske er det slet ikke “David”, men “Adam”, du har hørt sunget. For et par år siden havde den danske gruppe Viro succes på især diskotekerne med sangen Adam, som du kan høre på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Songs for the Deaf

Hej Tor
Jeg har i en del år haft en brændt CD, som (vist nok) hedder Songs for the Deaf. Den er efterhånden næsten tyndslidt og jeg vil også gerne have den originale CD. Kan du hjælpe med at finde den?
Rasmus

Hej Rasmus
Jeg har fundet din piratplade! Den er med Queens of the Stone Age og er fra 2002, hvor David Grohl kendt fra Nirvana og Foo Fighters var trådt ind i gruppen. Ud over at du nu kan gå ud og finde originaludgivelsen, var det måske også værd at gå på opdagelsen i de øvrige plader, Queens of the Stone Age har udgivet?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

50% Beatles på nyt album

The Beatles bliver af helt indlysende grunde aldrig gendannet i denne verden, men i næste uge udkommer en plade, der opfylder drømmen halvvejs. Ringo Starr er nemlig klar til at udsende sin soloplade Y Not, hvor han blandt andet får besøg af Paul McCartney. På to sange giver McCartney sin ungdoms gamle bandkammerat en hjælpende hånd, dels som bassist og dels som duetpartner.

Pladens titel, som oversat til dansk er ”Hvorfor ikke”, henviser til, at Ringo for første gang nogensinde har påtaget sig producerrollen. Både i Beatles-tiden og på hans hidtidige soloudgivelser overlod han producerstolen til andre, men fremover vil han altid være sin egen chef, lige som han er det på Y Not. Det nye album indeholder også bidrag fra blandt andre Richard Marx, Dave Stewart og Eagles-medlemmet Joe Walsh.