Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: TV2’s OL-sang

Hej Tor
Nu er vi i OL perioden, så man kan ikke undgå at høre TV2’s sang til reklamen for OL. Jeg håber du ved hvilket sang jeg snakker om, ellers kan jeg skrive noget af teksten som er “Give a little, give little of my..”. Jeg synes det er en god sang, så har jeg har været ved at bruge TrackID på min mobil, for at finde ud af hvem det er, der har lavet sangen, men det ved den ikke, så må spørge dig til hjælps.
Med Venlig Hilsen
Sigrid

Hej Sigrid
OL er godt nok slut for denne gang, men mon ikke du kan bruge svaret alligevel: Nummeret, som TV2 brugte igen og igen, var en genindspilning af Supertramps “Give a Little Bit” fra 1977. Den nye version var med Martin Harboe, som du kan høre mere til ham på hans profil på Bandbase.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Erik Paaskes sange til mor

Hej Tor Bagger
Jeg ved der findes en CD med Erik Paaske, hvor han synger en sang der hedder ”Giv mig en blomst mens jeg lever”, men jeg kan ikke opdrive den. Kan du fortælle mig hvor den kan købes.
Venlig hilsen M.N.

Hej M.N.
”Giv mig en blomst mens jeg lever” findes på Erik Paaske-CD’en ”Til mor”. Her findes også blandt andet ”Mor er den bedste i verden”, ”Der er lys i lygten lille mor” og ”Hos mor derhjemme”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

U2 i 3D – i Thisted

Det er blevet lidt af et tilløbsstykke at opleve bestemte film i 3D, så på det seneste har biografgængere med specialbriller fået en ekstra oplevelse ud af film som ”Avatar”, ”Alice i Eventyrland” og tegnefilmen ”Op”. Som det første band er U2 også hoppet med på 3D-bølgen, og verdens første tredimensionelle koncertfilm kan nu opleves i Thy. Når man ser bort fra den specielle biograf i Planetariet i København, er Kino 1-2-3 i Thisted er nemlig det første sted i Danmark, der kan præsentere filmen ”U23D”.

Det er en af de lokale U2-fans, Henrik Lykke, der har overtalt byens biograf til at vise filmen med optagelser fra bandets Vertigo-turné for nogle år siden. Musikmagasinet Gaffa skrev efter premieren i New York, at det er lykkedes ”ved hjælp af fremragende teknik at fremtrylle en film, man ikke må snyde sig selv for, og man skal ikke være flov over rent faktisk at prøve at røre Bono, når han skråler “touch me” i Beautiful Day”. Filmen vises frem til 7. april.

Kategorier
Musiknyheder

Wind of Change blæser nu over Scorpions

Ikke mange rockbands oplever at fejre 45-års-jubilæum, men det kan tyske Scorpions i år. Måden, de har valgt at markere det på, er at gå i opløsning! Gruppen, der blev dannet i 1965, oplevede deres største succes halvvejs i karrieren. I 1988 blev de det første vestlige heavy metal-band, der fik lov til at gæste Sovjetunionen, og besøget blev gentaget året efter. Her gav de en koncert, der blev overværet at blandt andet Den røde Hær, musikere fra mange lande og russiske fans, der hyldede det tyske band.

Den særlige stemning på tværs af nationerne inspirerede gruppen til ”Wind of Change”, som blev deres allerstørste hit. Nu blæser forandringens vinde også over medlemmerne af Scorpions, der har annonceret, at de går hver til sit efter lanceringen af deres nye plade. Albummet ”Sting in the Tail” udkommer i næste uge.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Du er så smuk med havet som baggrund

Hej!
I filmen Flyvende farmor synger Peter Belli eller Dario Campeotto “Du er så smuk med havet som baggrund”, muligvis ikke den rigtige titel. Spørgsmålet er hvem har oprindelig indsunget den?
Mvh Jette Andersen

Hej Jette
Sangen hedder netop “Du er så smuk med havet som baggrund”, og i “Flyvende farmor” synges den af Belli og Campeotto i fællesskab. Men der er faktisk ikke tale om en genindspilning, for nummeret er skrevet til filmen. Det er filmmagerne Wikke og Rasmussen selv, der har skrevet teksten, mens Poul Halberg har leveret melodien. Du kan høre “Du er så smuk med havet som baggrund” på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Uglevisen

Hej Tor
Vi er et ”midaldrende” par som har et kassettebånd som hedder ”Uglevisen” med Flemming Werge og Blue Notes, ved du om den kan købes på cd.
Med venlig hilsen
Hanne og Jørn

Hej Hanne og Jørn
Hvis båndet er ved at være tyndslidt, kan I skifte det ud med for eksempel Flemming Werge-opsamlingen “Succes’er”, og ”Uglevisen” findes også på den tredobbelte opsamling “Dansktop gennem 40 år” eller som download på blandt andet tdcmusik.dk. Hvis det ikke handler den ene sang, men at finde hele det oprindeligt album som CD-genudgivelse, ser det desværre ikke ud til at kunne lade sig gøre.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Dansk rockhistorie på frimærkerne

Et vægmaleri af en ukendt kunstner er ikke bare blevet et ikonisk motiv i dansk rockhistorie – nu har det også chancen for at ende på et frimærke. Omslaget fra pladen ”Gasolin’ 3” er nemlig blandt de nominerede i en afstemning på P4. Det var medlemmerne af Gasolin’, der selv ønskede, at omslaget på deres tredje album skulle være et vægmaleri fra Andy’s Bar i København. Ingen vidste, hvem der havde malet billedet af en kvinde, der i San Francisco taber sine trusser på åben gade, så det var med risiko for sagsanlæg, at pladeselskabet sagde ja. Da den oprindelige kunstner senere henvendte sig til selskabet, var han blot stolt over, at hans maleri nu prydede en Gasolin’-plade – og som modydelse bad han blot om to eksemplarer af LP’en.

På fredag afsløres vinderen, som i april kan købes som frimærke i anledning af 50-års-jubilæet for DR’s regionalstationer. De øvrige nominerede er Kim Larsens ”Værsgo”, Steppeulvenes ”Hip”, Nephews ”Danmark Denmark” og ”Gasolin’ 2”.

Kategorier
Musiknyheder

Belindas Carlisles himmelske hits

Hvis man siger ”Belinda Carlisle”, vil de fleste popfans formentlig automatisk sige ”Heaven Is a Place On Earth”. Hendes karriere hænger uløseligt sammen med sologennembruddet, og det er derfor også i centrum på en ny opsamlings-CD.

”Heaven Is a Place On Earth” blev skrevet specifikt til Belinda Carlisle af et sangskriverteam, som begyndte deres arbejde med en idé om, at ”Heaven On Earth” ville være et fint navn til en Carlisle-sang. Titlen blev ændret undervejs, og selvom der hurtigt lå et udkast klar, blev hele verset skrevet om en måned senere, fordi det ikke fungerede, som komponisterne ville have det. Da Belinda Carlisle hørte det endelige forslag, blev hun meget begejstret – ganske som mange pladekøbere blev det i 1987. Nu har hun udsendt en kombineret opsamlings-CD og -DVD, der pudsigt nok bærer det oprindelige sangtitel ”Heaven On Earth”.