Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sommerferiebussen

Hej Tor
Jeg er på jagt efter en sang jeg husker fra Danmarks Radio, der havde et program der hed noget i retning af “Sommerferieredaktionen”. Kendingsmelodien var en meget munter melodi (kun musik, ikke sang). Jeg mener det er en anden udgave af “Happy Trompeter” med Bert Kempfert. Kan du hjælpe med denne vil det være meget fint. Vi er jo nok tilbage i 1970’erne.
Med venlig hilsen
Mogens Christensen

Hej Mogens
Jeg har før fået et spørgsmål om musikken fra “Sommerferiebussen”, som Elith Nørreholms ungdomsprogram hed i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Kendingsmelodien var “Magic Trumpet” (nogle gange også kaldet “Happy Trumpeter”) i en version med Los Mejicos. Denne udgave kan jeg ikke opdrive i dag, men på bl.a. Youtube er det muligt at høre en række andre versioner af “Magic Trumpet”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Jamiroquai jammer stadig

Målt i popularitet havde Jamiroquai nok deres storhedstid i midten og slutningen af 90’erne, men bandet med det mærkværdige navn eksisterer stadig. Jamiroquai blev dannet i 1992 med den karismatiske forsanger Jay Kay, som omdrejningspunkt, og der gemmer sig faktisk en mening i det sære bandnavn.

Det er nemlig en sammentrækning af ”jam” (improviseret samspil mellem musikere) og ”iroquai”, der var sproget i Iroquois-indianerstammerne. Bindeleddet til de nordamerikanske indianere skal ses som en hyldest til deres måde at leve i pagt med naturen. Engang var Jamiroquai blandt frontløberne inden for blandingen af elektronisk musik, funk og disco, men på deres syvende album ”Rock Dust Light Star”, som gruppen udsendte før jul, er alt indspillet live.

Kategorier
Musiknyheder

Terror-panik over Led Zeppelin-sang

På søndag er det 20 år, siden en velkendt Led Zeppelin-sang skabte uventet meget postyr i den amerikanske delstat New Mexico. Radiostationen KLSK FM i byen Albuquerque ville markere, at kanalen skiftede stil og fremover kun ville spille gamle rockhits og valgte derfor, at der i et helt døgn kun skulle spilles Led Zeppelin-nummeret ”Stairway to Heaven”. Det betød, at nummeret kørte uafbrudt flere end 200 gange i træk.

En lytter meldte til alarmcentralen, at radioværten måtte have fået et hjerteanfald, siden han ikke skiftede CD’en, og ifølge Superseventies.com endte det med, at væbnet politi rykkede ud af frygt for en gidseltagning. Episoden fandt nemlig sted otte dage efter Golfkrigens start, og man frygtede, at terrorister havde overtaget radioen for at støtte Saddam Hussein, der var kendt som stor fan af netop Led Zeppelin. ”Stairway to Heaven” er fortsat en markant rockklassiker – KLSK FM eksisterer derimod ikke længere.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tommy Seebach-dokumentar

Hej Tor
Jeg har lige set udsendelsen om Tommy Seebach, rigtig god udsendelse. Tommy synger en sang til rulleteksteren, den syntes jeg ikke jeg har hørt før, kan du fortælle mig hvad den hedder og er den udgivet på CD?
Hilsen Susanne Hartmann

Hej Susanne
Nummeret, der spilles til allersidst i dokumentarfilmen “Tommy” er “Finito”, som han skrev sammen med Bjarne Lisby. “Finito” stammer fra albummet “Under stjernerne på himlen, som udkom efter Seebachs Grand Prix-sejr i 1993.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den onde drøm

Hej Tor
Kan du venligst hjælpe mig med en gammel sang, ”Den onde drøm” med Tove og Bent Nielsen (tror vi nok)? Kan den fås nogen steder evt. med andre kunstnere. På forhånd tak.
Skytten

Kære Skytte
”Den onde drøm” stammer fra Tove og Bent Nielsens plade ”Du er solen”, som vist ikke er så let at opdrive. Jeg har i hvert fald ikke haft held med det, og jeg kender desværre heller ikke til, at der skulle findes andre indspilninger af nummeret.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Blondie på banen igen

Det er otte år, siden Blondie udsendte deres seneste album, men nu er der nyt på vej fra Deborah Harry og resten af bandet. Nummeret ”Mother” er allerede frigivet, og senere i år udkommer albummet ”Panic of Girls”, som potentielt kan styrke gruppens plads i rekordbøgerne. Blondie er nemlig den eneste amerikanske gruppe, der har opnåede at ligge nummer 1 på den toneangivende singleliste i England i tre forskellige årtier. Det lykkedes for dem i 70’erne, 80’erne og 90’erne, og efter et helt årti uden førstepladser kan gruppen bag hits som ”Heart of Glass” og ”The Tide Is High” med deres nye sange gøre endnu et forsøg.

Kategorier
Musiknyheder

Grease-duet på toppen

Den engelske BBC-station Radio 2 har samlet en lang liste over de bedst sælgende duetter nogensinde, og på toppen af hitlisten er der stor succes for den gamle ”Grease”-film. Den bedst sælgende duet-single i Storbritannien nogensinde er nemlig ”You’re the One That I Want” med Olivia Newton-John og John Travolta.

Nummeret var ikke med i den oprindelige ”Grease”-musical, men da Olivia Newton-John havde sagt ja til at spille med i film-udgaven, blev hendes faste sangskriver bedt om at komme med et bud på nye ”Grease”-sange. Han leverede både “Hopelessly Devoted to You” og “You’re the One That I Want”, som blev filmens helt store hit. Flere andre sange klarede sig dog også godt – for eksempel afslører BBC’s liste, at den næstbedst sælgende duet nogensinde er ”Summer Night”, også fra ”Grease”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: X Factor-tvillingerne

Hej Tor
Vi så X Factor i fredags med de rødhårede tvillinger, der sang så smukt. Hvilken sang var det, de sang?
Katrine

Hej Katrine
Nummeret, som Trine og Rikke sang ved deres audition, var ”Lost”, som er med hollandske Anouk. Hun er især kendt for 90’er-hittet ”Nobody’s Wife”, men ”Lost” stammer fra hendes plade ”Hotel New York” fra 2004. Du kan høre originalversionen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger