Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Very Welcome hjem, Mr. Swanson

Hej Tor

Jeg leder efter
en meget gammel sang, min mor nogle gange nynnede. Jeg kan ikke spørge hende,
da hun ikke længere er blandt os, men måske kan du hjælpe mig på vej. Det var
noget med ”Very very well mr. Johnson”.

Anne

Hej Anne

Jeg er helt
sikker på, at det er den muntre sang fra 1939 om danskeren, der vender hjem fra
USA som millionær og er klar til at købe det meste af København. Sangen hedder
”Very, very welcome hjem, mr. Swanson” og var med Teddy Petersen & Hans
Orkester, mens det var Victor Cornelius og Valdemar Davids, der sang på
nummeret. Du kan høre den på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Grand Prix-diskvalifikationer i Aalborg

I de kommende dage
vender popfans blikket mod Nordjylland og gør klar til det danske Melodi Grand
Prix, som i år afholdes i Aalborg. I år er der ikke ti, men ni sange med i
konkurrencen, eftersom DR i sidste uge diskvalificerede et af numrene, da det
blev afsløret, at det havde været offentliggjort tidligere. Det er langt fra
første gang, Aalborg er værtsby.

For tyve år siden blev Grand Prix’et også
afholdt i Aalborg, og også i 1992 var der en sang, der blev diskvalificeret.
Keld Heick havde skrevet teksten til ”Du er mit liv”, men det viste sig, at
komponisten Michael Vraa allerede havde fremført sangen offentligt. ”Du er mit
liv” blev dog kvalificeret, inden årets ti deltagere blev offentliggjort, så
man nåede dengang at skaffe en erstatning – i modsætning til i år. Dengang
endte Kenny & Lotte med at snuppe sejren, og på lørdag dyster blandt andre
Jesper Nohrstedt kendt fra X Factor samt det dansk/svenske duet-par Christian
Brøns og Patrick Isaksson.

Kategorier
Musiknyheder

Batman i Jylland

Normalt holder Batman sig til at optræde i film,
tv-serier og tegnefilm, men for tiden turnerer den populære superhelt også
rundt i verden med et stort sceneshow. I ”Batman Live” er Batman på scenen med
de kendte forbryderskurke, Batmobilen og masser af special effects. På forhånd
melder historien dog ikke noget, hvorvidt den musikalske side af showet
inkluderer den legendariske Batman-temamelodi fra 1966.

Temaet har gennem årene
været genstand for diskussioner om, hvorvidt der bliver sunget
”Da-da-da-da-da-da-da-da Batman”, eller om det er noget, man som lytter bilder
sig ind, når man hører blæserne. Tv-seriens skuespiller i Batman-kostumet påstod
endda dette i en bog, men komponisten bag ”Batman Theme”, Neal Hefti, har
senere understreget, at der rent faktisk var et otte mand stort kor med i
studiet.

Onsdag og de efterølgende dage kan publikum i Jyske Bank Boxen i Herning
opleve showet ”Batman Live”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Pigen med det røde hår

Hej Tor

Jeg har igennem lang tid, også spurgt andre musikyndige, om en sang,
som jeg har haft på hjernen igennem lang tid. Sangen stammer tilbage fra
halvtredserne. I sangen indgår:
Pigen med det røde hår, det røde hår, det røde hår. Jeg husker desværre ikke,
hvem sangeren var. Jeg har hørt Dodo and the Dodos sang, men det har slet ikke
noget med den at gøre. Håber du kan hjælpe mig.

Hilsen Birgit Pedersen fra Hjørring

Hej Birgit

Jeg kender desværre ikke sangen, du har i tankerne, men jeg
har kigget mig lidt omkring og har et par bud, jeg synes, du skal undersøge.
Dels findes der en sang med titlen “Dit røde hår”, som er indspillet
af bl.a. Arne Lamberth & Hans Orkester. Det var en dansk version af Perry
Comos “The Girl With the Golden Braids” – måske kan du genkende den på Youtube.

Det andet spor er sangen “Elsie med det røde hår”,
som bl.a. Danseorkestret Dajos Bela har indspillet. Den eneste version, jeg har
kunnet finde på nettet, er et instrumentalt indlæg i et gammelt potpourri (sang nr. 2 i potpourriet). Måske er der
en klokke, der ringer her?

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

TILFØJET: Med kyndig hjælp fra flere læsere har vi sporet os ind på, at det er Gustav Wincklers version af “Dit røde hår”, det handler om, så nu kan Birgit forhåbentlig snart genhøre sangen om pigen med ”det rive-ræve-røde hår”. Tak for hjælpen til alle opmærksomme læsere!

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musikken fra Englegård

Hejsa

Jeg har været så heldig at få den sidste af de tre dvd’er i den
svenske trilogi Englegård i julegave. Jeg er helt tosset med musikken i filmene
– fåes det på cd? Jeg har ikke kunnet finde det på nettet.

MVH Lisette Severinsen

Hej Lisette

Så vidt jeg ved,
findes der ikke et samlet soundtrack for de tre film, men der er dog udgivet
musik fra hver enkelt film. De er desværre meget svære at opspore, ikke blot i
danske musikforretninger, men også i det hele taget. Du kan dog købe soundtracket
til “Änglagård 3” på ginza.se.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ny gammel sang med The Doors

Det kommende år bringer masser af
interessante ting for fans af The Doors – og noget af det mest spændende kom op
til overfladen i mandags. Under forberedelserne til en 40-års-jubilæumsudgave
af pladen “L.A. Woman” er der nemlig dukket en hidtil ukendt sang med Jim
Morrisons gamle band op. Sangen hedder “She Smells So Nice” og har aldrig været
udgivet før. End ikke de overlevende medlemmer fra den legendariske rockgruppe
kunne huske den:

– Sangen var ukendt for selv os. Det var en skjult skat. Vi
kunne ikke engang huske at have indspillet den”, siger organist Ray Manzarek
til Beatweek.

“She Smells So Nice” blev offentliggjort i mandags, og senere i
år kommer også en ny DVD, en nyafpudset version af LP’en “L.A. Woman” og
alternative versioner af blandt andet “Riders On the Storm”.

Kategorier
Musiknyheder

John Lennon-sange til Japan

En gang om året hvert eneste år
siden 1981 samles kendte musikere til et koncertarrangement, hvor det kun er
gamle John Lennon-sange, der er på programmet. Nu er optagelserne fra en af
koncerterne udkommet som en støtteaktion til fordel for ofrene for jordskælvet
og tsunamien i Japan sidste år.

Lennons enke Yoko Ono bakker op om det årlige
initiativ, og hun mener også, at Lennon ville have været begejstret for
støttepladen for Røde Kors i Japan. Pladen 30th Annual John Lennon Tribute Live From The Beacon Theatre NYC”, der er optaget på Beacon Theatre i
New York, indeholder blandt andet ”Jealous Guy” med Aimee Mann, ”Mother” med Shelby
Lynne og ”You’ve Got To Hide Your Love Away” med Jackson Browne.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ida fra X Factor

Jeg har lige set X factor (søndag aften, red.) og syntes hun var
fantastisk hende den unge pige til allersidst. Hun sang en sang med guitar,
hvad var det, kan du hjælpe?

Julie

Hej Julie

Nummeret, som den 17-årige Ida sang, hedder ”Lost”. Den hollandske
sangerinde Anouk udgav den på sit album ”Hotel New York” fra 2004. Herhjemme er
Anouk dog bedst kendt for gennembrudshittet ”Nobody’s Wife” fra 1997.

Med venlig hilsen

Tor Bagger