Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tysk børnesang

Hej Tor

Jeg skal finde en sjov tysk børnesang, som blandt andet
blev spillet tit i programmet Monkey business på P3, da det kørte for nogle år
siden. Håber du kan hjælpe.

Carina

Hej Carina

Mon ikke det er den lige dele iørefaldende og irriterende ”Schnappi
das kleine Krokodil”
, du leder efter. Den stammer fra tysk børne-tv, men blev i
2005 populær i mange andre lande og sågar udsendt på flere forskellige sprog.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Barfodet rap

Hej Tor

Jeg så i avisen, at du hjalp med en sang fra
lokalradioernes tidlige år. Jeg kan huske Radio Viborg spillede en sjov rap med
omkvædet ”Du skal gå barfod på bare tæer, barfod kan ikke lade være”. Jeg har søgt
en del efter den, men alle resultater handler om Lars Barfoed 🙂 Hvad siger
du?

Krause

Hej Krause

Jeg kan godt huske nummeret – som måske var bedre i min
hukommelse, end det var, da jeg genhørte den i forbindelse med dit spørgsmål.
Det var Skive-gruppen Georgs Bureau, som i 1985 hittede med den bramfri ”Wild
Ting”. B-siden på denne single var rappen, som faktisk blot hedder ”Barfo”. Georgs
Bureau er aldrig blevet genudgivet på CD, så gruppen har i stedet lagt deres gamle
materiale ud på georgs-bureau.dk, hvor du kan genhøre ”Barfo”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Queen-fan bag Freddie-film

Der er også interessant DVD-materiale i butikkerne til
fans af Queen og Freddie Mercury. Rhys Thomas, der er både komiker, filmmand og
Queen-fan, står bag en ny dokumentar om bandets afdøde forsanger. Filmen er
opkaldt efter The Platters-sangen ”The Great Pretender”, som Mercury genindspillede
i 1987. Det nye filmportræt af Mercury rummer ud over sjældne, gamle optagelser
og nye interviews også en hidtil uudgivet duet med Rod Stewart og klip fra
sangerens samarbejde med Michael Jackson.

Samtidig med dokumentarfilmen ”The
Great Pretender” lanceres også en bog med samme titel og en genudgivelse af
pladen ”Barcelona”, som Mercury udsendte sammen med operasangeren Montserrat
Caballé.

Kategorier
Musiknyheder

Magisk bustur genudgives

At finpudse og genudgive gamle Beatles-projekter er
tilsyneladende fast arbejde for de involverede, for kun få måneder efter ”Yellow
Submarine”-genudgivelsen er der endnu en specialudgivelse klar. Det er 45 år,
siden gruppen drog ud på en ”Magical Mystery Tour” i en tv-film, der – modsat
de andre ting, gruppen var involveret i – blev lidt af en fiasko.

Idéen om den
psykedeliske busrejse var Paul McCartneys, som hentede inspiration fra blandt
andet de ”Mystery Tours”, man kunne tage på i England, hvor kun chaufføren
vidste, hvor passagererne blev kørt hen, og hvad de skulle opleve. Beatles-fortolkningen
af en sådan ”mystery tour” blev ledsaget af nye sange som ”The Fool On the
Hill” og ”I Am the Walrus”.

I denne uge udkommer en ny version af ”Magical
Mystery Tour” med musik, DVD, interviews og scener, der ikke kom med i den
endelige tv-film. i 1967.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Drengen, der ser tv

Hej Tor

Fra
lokalradioernes barndom kan jeg huske en sang (engelsk) om en dreng, der ser
tv. Drengen fortæller også selv hvad han ser. Mere kan jeg ikke forklare. Kan
du hjælpe?

Jørn

Hej Jørn

Ja, det vil jeg
mene, at jeg kan. Jeg er nemlig ret sikker på, at du tænker på ”Hey Matthew”
med Karel Fialka. Nummeret om – og med – drengen, der ser verden gennem sit tv,
stammer fra 1987, hvilket også passer med lokalradioernes barndom.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: lønningsdag på Dansktoppen

Hej Tor

Jeg husker en
sang fra Dansktoppen, nok de tidlige år i 70érne. Måske hedder den ”Lønningsdag”,
den handler hvert fald om lønningsdag og om at få for lidt i løn. Kom til at
tænke på den for nylig. Kan du sige hvad den hedder?

Gunhild

Hej Gunhild

Mon ikke du
tænker på ”Hvor bli’r dog lønnen af” med omkvædet ”Hvor bli’r dog lønnen af,
når det er lønningsdag, så er der aldrig nok i posen”. Teksten var af Gustav
Winckler (under pseudonymet Claus Holm), og det var Michael Albech, der udgav
den i 1972.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Shaggy på pigesjov

Det er efterhånden længe siden, den jamaicanske
stjerne Shaggy havde succes med numre som ”Oh Carolina”, ”Boombastic” og ”It
Wasn’t Me”, men nu er han tilbage med et seriøst bud på et hit. I mandags udkom
hans nye album ”Rise”, hvor den første single er en festlig fortolkning af ”Girls
Just Want To Have Fun”
. Det kan måske forekomme underligt, at Cyndi Laupers
gamle hit
skal indspilles af en mand, men det er ikke første gang. Sangen er
nemlig skrevet af en mand ved navn Robert Hazard, som i 1979 selv forsøgte sig
med en lidt aparte rockindspilning af nummeret – men det var altså først fire
år senere, at den blev en stor succes i hænderne på Cyndi Lauper. På den nye
udgave får Shaggy hjælp fra sangerinden Eve.

Kategorier
Musiknyheder

Rock-nostalgi fra London til Aalborg

Der
er rock’n’roll-nostalgi i Aalborghallen onsdag aften, når det omrejsende London-show
”That’ll Be the Day” kommer til Nordjylland. ”That’ll Be the Day” har
eksisteret siden 1987, og selvom det er en ny forestilling hvert år, har titlen
været den samme i alle 27 år. Showet er opkaldt efter en af de mest kendte
sange med Buddy Holly, som selv fik idéen fra en anden stjerne.

Som ganske ung
var han med en kammerat i biografen for at se en western-film, hvor John Wayne
gang på gang sagde ”That’ll be the day” som kommentar til noget, han aldrig
mente ville ske. Da Buddy Holly luftede sin drøm om at skrive et hit og blive
rockstjerne, svarede hans kammerat lige så afvisende, at ”that’ll be the day”,
og dermed fik den unge musiker foræret titlen til sit første store hit.