Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dansktop om byfornyelse

Hej Tor

I
Dansktop-dagene (altså de rigtige i 70érne) var der en sang om, hvordan byen
ændrer sig, blandt andet om at gårdmusikanterne forsvandt. Lidt i stil med
”Bliv væk fra vort kvarter”, men med en kvindelig sangerinde. Siger det mon dig
noget, så vil jeg blive glad.

Ellen

Hej Ellen

Sangerinden
Elisabeth Edberg blev især kendt for ”Eviva España”, men hun havde også andre
sange på Dansktoppen i starten og midten af 1970’erne. En af dem var ”Se dig
omkring”, der handler om beton og charmeforladt byfornyelse, herunder om
gårdmusikanten og ”grunden til, at han gik, det var vist de nye facaders ringe
akustik”. Du kan genhøre den på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mariahs julesang

Hej Tor

Jeg har forgæves
forsøgt at finde ud af, hvem der først har lavet All i want for christmas med
Mariah Carey, kan du fortælle det.

Carlo

Hej Carlo

Jamen, det har
Mariah Carey skam! ”All I Want for Christmas” lyder måske som en af de
julesange, man har kendt altid, men den dukkede altså først op i 1994, efter at
Carey havde skrevet den sammen med sin komponistpartner Walter Afanasieff. Senere er den blevet genindspillet af
blandt andre Justin Bieber og nordjyske The Figurines.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Julesalme med ”søskende”

Når man i kirken
eller ved juletræet derhjemme synger Grundtvigs salme ”Kimer, I klokker”, så
møder man faktisk kun en fjerdedel af forfatterens oprindelige tekstsamling. N.F.S.
Grundtvig var i 1856 af en sognepræst blevet opfordret til at skrive ny tekst
til ”Lover den Herre”-melodien, og resultatet blev hele fire indgangssalmer,
som kunne bruges til henholdsvis advent, jul, påske og Kristi Himmelfartsdag.
Året efter skrev komponisten Henrik Rung dog en melodi særligt til disse
tekster, så ”Kimer, I klokker” i dag har sin egen plads i kirkens
juletraditioner.

Kategorier
Musiknyheder

Grease-stjerner synger julesange

Sidste år viste en opgørelse, at ”Grease”-sangen ”You’re the One That I
Want” er den bedst sælgende duet i popmusikkens historie. Olivia Newton-John
tog kontakt til John Travolta, så de kunne ønske hinanden tillykke med titlen,
og i den forbindelse opstod idéen om at genskabe det populære duet-par fra
filmen. Nu ligger resultatet i butikkerne, for med henblik på at samle penge
ind til handicappede børn og kræftpatienter har de to ”Grease”-stjerner
indspillet en fælles juleplade. En stribe kendte julesange og en enkelt ny har
fundet vej til pladen ”This Christmas”, hvor også gæster som Cliff Richard og
Tony Bennett er med til at sprede julehygge.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sømanden Will den fromme

Hej Tor

Jeg skal finde
”Will den fromme” med Kim Larsen. Jeg kan se, at den er på pladen ”Kim i cirkus”,
men det er jo live optagelser, det er den rigtige jeg leder efter. Hvilken
plade er den på?

Connie

Hej Connie

”Kim i cirkus”
består rigtigt nok af koncertoptagelser, men der er også to studieindspilninger
med på albummet. Den ene er ”Rita”, og den anden er netop ”Sømanden Will den
fromme”. Sangen var oprindeligt med Eddie Russell, som var populær i årene
efter 2. Verdenskrig. I hans version handlede den dog om ”Bill den fromme”.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Grand Prix i 1963

Hej Tor

Der er et spørgsmål, som jeg aldrig har fået
spurgt dig om: I 1963
“dengang Norge skubbed´ dansevisen, ind i mål til førsteprisen” som
Osvald Helmut senere sang, var det egentlig Schweiz, som stod til at vinde – og
jeg var vild med deres bidrag til melodi grandprixet, og vred (som kun en
teenager kan være det) over det åbenlyse snyderi som fandt sted. Men fakta er
at jeg hurtigt fuldstændig glemte det schweiziske bidrag. Ved du hvad sangen
hed og hvem der sang?

Med venlig hilsen Dorthe Hjorth

Hej igen

Der var kun to point mellem Danmarks 42 point og Schweiz’
40 point. Det schweiziske bidrag blev fremført af Esther Ofarim – som
faktisk var fra Israel – og hed “T’en va pas”. Du kan genhøre den på Youtube, hvor du faktisk også kan se hele det internationale Melodi
Grand Prix fra 1963
.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hvid jul i Hollywood

I januar
er det 100 år siden, skuespilleren Danny Kaye blev født. Kaye var i Danmark
bedst kendt for sin filmrolle som H.C. Andersen og for at have lagt sig i
eventyrdigterens seng, men han medvirkede blandt andet også i filmen ”White
Christmas” i 1954.

I det kommende års tid vil filmorganisationen bag
Oscar-uddelingerne hylde Danny Kaye, og det starter allerede i morgen og
fredag. Her vil filmentusiaster i Hollywood kunne se ”White Christmas” under
åben himmel, og special effect-folkene har varslet 100 procents chance for sne
disse aftener. Blandt gæsterne er både Danny Kayes datter Dena Kaye samt Mary
Crosby, datter af Bing Crosby, der fremførte den helt store jule-evergreen
”White Christmas” i filmen af samme navn.

Kategorier
Musiknyheder

Juleplade fra Rod’en

I de seneste år
har Rod Stewart udsendt en stribe plader med nye fortolkninger af evergreens,
og nu fortsætter han stilen med en rendyrket juleplade. Det ligner en god
beslutning, for singlen ”Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!” har givet
Stewart en førsteplads på den amerikanske hitliste for ”voksenpop” for første
gang i 19 år.

Sangen har haft en plads i mange julehjerter siden 1945, hvor to
sangskrivere i Hollywood forsøgte at blive kølet ned på en meget varm sommerdag
ved at skrive en sang om vintervejret. ”Let It Snow! Let It Snow! Let It
Snow!”, som i øvrigt slet ikke handler om jul, men kun om vinter, er med på
julepladen ”Merry Christmas, Baby”, og det samme er numre som ”Santa Claus Is
Coming to Town”, ”Silent Night” og ”Winter Wonderland”.