Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Na Na Ni

Hej Tor

Jeg husker en diskosang fra 80erne, lidt samme
stil som ”Hands up baby hands up”. Jeg ville tro den hedder ”Oh na na”, men
google kan ikke hjælpe mig her. Kan du?

”Kalle”

Hej ”Kalle”

Jeg vil tro, at du tænker på ”Na Na Ni”, som
gennem blandt andet Jørgen de Mylius’ tv-show ”Eldorado” blev et pænt hit. Den
engelske duo The Flyers, der også udgav ”Jogging to the Beat”, havde i øvrigt
langt større succes i Danmark end andre steder, og medlemmerne bosatte sig
endda her i landet i en periode.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hit med sorte øjne

Hej Tor

Der kører et hit i øjeblikket, hvor videoen er
med en masse uhyggelige mennesker med helt sorte øjne. Hvad hedder den.

Janni

Hej Janni

Det er den engelske gruppe Bastille, der for
alvor har fået et gennembrud med sangen ”Pompeii”. Nummeret har ligget nr. 2 på
den engelske hitliste og er også ved at få succes herhjemme.

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Motown indtager Broadway

1960’erne og 70’ernes store hitmaskine har fået nyt liv på de skrå
brædder, for i weekenden var der premiere på ”Motown: The Musical” på
Broadway-teatret Lunt-Fontanne Theatre i New York. Det legendariske
Motown-pladeselskab stod bag kunstnere som Stevie Wonder, Marvin Gaye og The
Temptations, og det er deres sange, der binder musicalen sammen. Men i
modsætning til for eksempel forestillingen ”Mamma Mia”, hvor Abba-sange kæder
en opdigtet historie sammen, så handler Motown-musicalen rent faktisk om
Motown.

Pladeselskabet blev stiftet, da den unge sangskriver Berry Gordy nåede
frem til, at han tjente for lidt på sine sange, og erkendte, at de rigtigt
store penge i stedet lå i arbejdet med musikudgivelser og -rettigheder. Motown
Records’ opstart og storhedstid er omdrejningspunktet for den nye musical, og i
centrum står Berry Gordy og Supremes-sangerinden Diana Ross, der begge spilles
af erfarne Broadway-stjerner.

Kategorier
Musiknyheder

David Bowie-nostalgi

Der er ikke engang gået en måned, siden David
Bowies nye album ”The Next Day” udkom, men nu lander endnu en Bowie-udgivelse i
butikkerne. Denne gang er det en jubilæumsudgave af hans ”Aladdin Sane” fra
1973, der fulgte op på det store gennembrud ”Ziggy Stardust and the Spiders
From Mars”. David Bowie har selv beskrevet pladen som en slags ”Ziggy tager til
Amerika”, fordi nogle af ”Ziggy Stardust”-idéerne blev ført videre, blot med en
mere rocket lyd og med inspiration fra hans turné i USA i 1972.

Den
genopfriskede version af ”Aladdin Sane”, der blandt andet indeholder ”The Jean
Genie” og ”Let’s Spend the Night Together”, udkommer 15. april, blot to dage
efter 40-års-dagen for den oprindelige udgivelse.