Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Idémøblers reklame

Hej Tor

Kan du sige mig hvem der spiller i den her reklamefilm for Idemøbler: http://www.youtube.com/watch?v=pqcL6HZETmc.

Allan

Hej Allan

Musikken fra Idé
Møblers reklame-film er en lille stump af et nummer med den danske gruppe Hymns
from Nineveh. De udgav i 2011 albummet “Endurance in Christmas Time”,
som blandt andet indeholder nummeret “Anywhere With You”. Og hvis du
er draget af den bid, du har hørt i reklamen, er jeg ret sikker på, at du vil
sætte pris på resten af den meget stemningsfulde plade.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musikfortælling om tre kongedøtre

Hej Tor

Kan du hjælpe mig med at finde ud af titlen på en musikalsk fortælling,
som ofte blev spillet i radioen, da jeg var barn (i 1950’erne)? En mandestemme
læste et eventyr om tre kongedøtre op, hvor der skete forskellige ting, og
følgende blev tit gentaget undervejs i eventyret: ”Det var ikke hende den tynde
(efterfulgt af et spinkelt stigende fløjt), det var heller ikke hende den tykke
(efterfulgt af en dyb slags båthorn), men det var hende, der var fuld af
(efterfulgt af en hurtig, ’smart’ melodi”. Hvem har skrevet teksten, hvem læste
den op – og hvor kan man evt. finde den? På forhånd mange tak for hjælpen.

Annette Nordstrøm

Hej Annette

Her må det
siges, at jeg vist har mit fødeår i mod mig. Men måske er det blandt Musikbrevkassens altid vakse læsere nogen, der som det mest naturlige i verden kan hjælpe med en
opklaring? Så skriv til tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

…Se opfølgende svar: http://www.musikbrevkassen.dk/#post1127

Kategorier
Musiknyheder

Glenn Campbell med både Alzheimers og nyt album

Countrysangeren
Glen Campbell annoncerede for to år siden, at han havde fået konstateret
Alzheimers sygdom, men selvom hukommelsen er svækket, og aktivitetsniveauet
ikke længere tillader koncertlivet, så har han ikke trukket sig helt tilbage. En
helt ny plade fra Campbell indeholder genindspilninger af blandt andet ”Rhinestone
Cowboy”, som den amerikanske musiker opdagede under en turné i Australien i
1974.
En flystrejke i det store land betød, at bandet måtte bruge umådeligt
mange timer på landevejen, og et kassettebånd med Larry Weiss’ version af ”Rhinestone
Cowboy” blev spillet igen og igen og igen på turene. Campbell blev enig med sig
selv om, at han ikke blot kunne lide melodien, men også kunne se sig selv i
teksten. Campbells version af ”Rhinestone Cowboy” i 1975 blev hans største hit,
og sammen med sange som ”Hey Little One” og ”By the Time I Get to Phoenix” kan
den høres på Campbell måske sidste album, der udkom i sidste uge.

Kategorier
Musiknyheder

Pink Floyd-plade som konceptshow og radiodrama

I år er det 40 år siden, en af de mest skelsættende rockplader udkom. Allerede
i 1971 begyndte gruppen Pink Floyd arbejdet med det, der skulle blive til ”The
Dark Side of the Moon”, og efter at gruppen i 1972 havde haft sangene med på
turné som et sammenhængende show, blev pladen udsendt i 1973. ”The Dark Side of
the Moon” var det oprindelige titelvalg til hele projektet, men det blev i en
periode omdøbt til ”Eclipse”, fordi gruppen Medicine Head udsendte en plade med
samme navn i 1972. Den blev dog ikke den store succes, så Pink Floyd turde godt
bruge titlen, da albummet skulle udsendes for nu 40 år siden.
Jubilæet markeres
blandt andet i England med et radiodrama på BBC Radio 2 baseret på albummets
temaer, som får premiere i løbet af august.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dansk Simon & Garfunkel-band

Hey!

Jeg skal finde
den sang, som var ret stort hit for 2-3 år siden. Der var meget snak om at de
lød som Simon/Garfunkel. Et dansk band. Det ved du vel?

Stefan

Hej Stefan

Ja, det skulle
jeg mene. Bandet Rumour Said Fire slog i gennem med den rigtigt nok meget Simon
& Garfunkel-inspirerede sang ”The Balcony” i slutningen af 2009. Mon ikke
det er den, du tænker på?

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mädchen mit rote Haaren” på dansk

Kære Tor

Jeg husker den
gamle ”Mädchen mit roten Haaren”. Min nu afdøde mand, som var fra Tyskland
nynnede den ofte for mig. Jeg husker at der også fandtes en dansk tekst hertil,
men ikke hvad den hed. Kan du mon hjælpe her?

Vera

Kære Vera

Den tyske sanger
Tonys hyldest til pigen med det røde hår fra 1971 blev på dansk til ”Pigen som
bor på landet”. Bjørn Tidmand udgav den i 1972, og Johnny Reimar har i øvrigt
også indspillet den danske version med tekst af Gustav Winckler.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

50 års musik på en enkelt festivalaften

Den sidste af årets helt store musikfestivaler
herhjemme begynder i dag og fortsætter resten af ugen. Danmarks Smukkeste
Festival, der også er kendt som Skanderborg Festival eller blot Smukfest, byder
i de kommende dage op til dans i bøgeskoven, og lørdag aften er der et ganske
særligt show på plakaten. I anledning af P3’s 50-års-jubilæum i år er de to
bands Hej Matematik og Veto inviteret til en musikdyst, hvor grupperne – med
hjælp fra endnu ikke offentliggjorte kunstnere – på skift fortolker sange fra
1963 og frem.
Det progressive rockband Veto skal blandt andet fremføre David
Bowie ”Space Oddity” og Lou Reeds ”Walk On the Wild Side”, mens popgruppen Hej
Matematik prøver kræfter med ”Yellow Submarine” fra The Beatles og ”Den dejligste
morgen” af Gnags. ”Battle i Bøgeskoven”, som jubilæumsshowet kaldes, kan høres
live på P3 og senere også ses i tv på DR3.

Kategorier
Musiknyheder

Skovtur med Deep Purple

Skovdalen i Aalborg bliver torsdag rystet og rusket, når
Deep Purple, der engang fik prædikatet ”verdens mest højlydte band”, dukker op
til en af de årlige Skovrock-koncerter. Gruppen er ikke uvant med koncerter i
Danmark, for helt tilbage i 1968 foregik Deep Purples debutturné i Danmark. Det
var dog først i forlængelse af de danske koncerter, at musikerne blev enige om
navnet Deep Purple, så på den første del af turnéen hed bandet Roundabout.
Den
oprindelige tanke bag navnet Roundabout, som betyder rundkørsel, var, at der
skulle være en løbende udskiftning af musikere, og selvom bandet skiftede navn
til Deep Purple, viste det sig at holde stik. Bandet har nemlig haft mange
forskellige besætninger gennem årene, men når de går på scenen i Skovdalentorsdag aften, er det med blandt andre forsangeren, trommeslageren og bassisten fra
den gyldne periode i begyndelsen af 1970’erne.