Kategorier
Brevkasse

Spørgmål: Funky brasilianere

Hej Tor

Du er en
stjerne, hvis du kan løse dette tricky spørgsmål: I ca. 2007-08 spillede P3 et
ret funky nummer tit. Husker ikke hvad det hed eller gruppens navn, men jeg er
sikker på de var fra Brasilien (og det hører man jo ikke så tit). Men de lød
ikke brasilianske.

Jonas

Hej Jonas

Lur mig, om det
ikke er CSS, du tænker på, og deres hit med den mundrette titel ”Let’s Make
Love and Listen to Death From Above” fra 2007. Du kan på Youtube tjekke, om det er den rigtige. Men det tror jeg nu, det er.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Sån’t är livet” på dansk?

Hej Tor

Hvem lavede den
danske udgave af ”Sånt er livet” fra svensk?

Erik H.

Hej Erik

Den svenske
”Sån’t är livet” med Anita Lindblom er gennem årene indspillet flere gange på
dansk, men du tænker formentlig på Elisabeth Edbergs ”Så’n er livet” fra 1976.
Blandt de øvrige danske fortolkere er Jacob Haugaard.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hits med Hr. Kanin og Filurkatten

En af de mest succesfulde sangskrivere gennem snart et
halvt århundrede giver nu musikelskere hele to muligheder for et overblik over
hans karriere. Paul Simon har haft succes som solokunstner, og han har
indspillet store klassikere i duoen Simon & Garfunkel. I denne uge udkommer
dels et bokssæt med alle hans soloplader og dels en opsamlingsplader med de
bedste sange fra begge karriereveje.

Opsamlingen rummer således også numre med
Simon & Garfunkel helt tilbage fra midten af 1960’erne, men dog ikke fra
dengang Paul Simon og Art Garfunkel begyndte at optræde sammen. Allerede i 1953
stod de nemlig på scenen sammen, da de to barndomsvenner var med til at opføre
”Alice i Eventyrland” som skoleforestilling. Simon spillede i øvrigt Hr. Kanin,
mens Art Garfunkel var Filurkatten.

De nye udgivelser med gammelt Paul
Simon-materiale hedder henholdsvis ”Complete Album Collection”
og ”Over The Bridge of Time: A Paul Simon Retrospective 1964-2011”.

Kategorier
Musiknyheder

Fleetwood Mac i Herning

Hvis ikke Eric Clapton i 1966 var taget på ferie i
Grækenland, var et af rockhistoriens mest populære bands måske aldrig blevet
dannet. I Claptons fravær skulle lederen af bluesbandet John Mayall & The
Bluesbreakers nemlig finde en midlertidig erstatning, og valget faldt på det
unge talent Peter Green. Kort efter kom Greens kammerat Mick Fleetwood med som
trommeslager, og sammen med gruppens bassist, John McVie, dannede de i 1967
deres eget band.

Peter Green havde på et tidspunkt indspillet et
instrumentalnummer sammen med Fleetwood og McVie og i mangel på en bedre titel
havde han kaldt det ”Fleetwood Mac”. Det blev også navnet på deres nye band,
som gennem årene har haft skiftende besætninger, og som Peter Green selv forlod
allerede i 1970.

Han er derfor ikke med i Herning på fredag, når Mick
Fleetwood, John McVie, Lindsey Buckingham og Stevie Nicks går på scenen med
Fleetwood Macs mange, gamle hits i Jyske Bank Boxen.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Telenors operareklame

Hej Tor
Der kører en ny tv-reklame (Telenor mener jeg) med en operasanger, der synger,
at han skal have bygget et nyt domicil. Hvad er musikken?

Magnus

Hej Magnus

Musikstykket er
egentlig ikke opera, men et klassisk værk af Edvard Grieg. Det stammer fra
”Peer Gynt” og er kendt som ”Dovregubbens hal”, nogle gange på dansk kaldet ”I
bjergkongens sal”. Du kan høre det – uden telefonfolk og operasangere – på
Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Forskellige Birthe Kjær-indspilninger

Hej Tor

På Birthe Kjærs ”the
Collection” findes nummeret ”i aften” fra Jydekompagniet, men på hvilken cd med
hende finder jeg jydekompagniudgaven/indspilningen af dette nummer

Brian Madsen

Hej Brian

Jeg har før fået
spørgsmål om “I aften” fra “Jydekompagniet”, men jeg var
faktisk ikke klar over, at der findes flere versioner med Birthe Kjær. Hvis
ikke det er filmudgaven, der er på “The Collection”, kan jeg se, at ”I
aften” også findes på opsamlingen “Birthe Kjær” fra 2000. Ellers kan du
måske i en genbrugsforretning opdrive den originale singleplade fra 1988 –
eller høre den på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Finn og Jette i nyt show

Også det gamle makkerpar Finn & Jette er klar til
at gøre comeback. I 1994 tog de Danmark med storm med deres show ”Musik og
fis”, som også blev en massiv succes på videomarkedet. Nu er de klar til atter
at drage ud på landevejene, og hvis de holder fast i et af de gamle tricks fra
dengang, bliver det også et genhør med deres 92 år gammel kendingsmelodi. Da de
dengang sang ”Finn og Jette-show, Finn og Jette-show, vi skal hygge os med
musik og fis” var det på melodien til ”Lille sommerfugl”. Mange forbinder den med
Bjørn Tidmands version fra 1968, men oprindeligt stammer ”Lille sommerfugl” fra
Tivolirevyen i 1921, hvor Ingeborg Bruhn-Bertelsen fremførte den.

På fredag er
der premiere på et ny Finn og Jette-show med den let forståelige titel ”Musik
og fis 2”, og efter premieren i København drager Finn og Jette ud på en turné,
som snart bringer dem rundt i hele landet.

Kategorier
Musiknyheder

Ny duet med Kenny Rogers og Dolly Parton

To af
countrymusikkens største stjerner fik i 1980’erne et hit sammen på tværs af smag
og genrer, og nu synger Kenny Rogers og Dolly Parton atter duet. I 1983
indspillede de ”Islands In the Stream”, der blev nr. 1 på hitlisterne i flere
lande. Det var brødrene fra gruppen Bee Gees, der skrev nummeret, men
oprindeligt var det ikke tiltænkt den stærke country-duo. Maurice Gibb har
fortalt, at ”Islands In the Stream” skrevet som et soulnummer til Marvin Gaye,
men de endte med at forære sangen til Kenny Rogers, som inviterede Dolly Parton
ombord.

Nu er de to sangere igen sammen på plade. I denne uge udkommer nemlig
Kenny Rogers’ album ”You Can’t Make Old Friends”. På titelnummeret, der
henviser til, at gamle venner ikke er noget, man bare får uden videre, har han
meget passende besøg af sin gamle veninde Dolly Parton.